Tesfaye vil hellere have kloge hænder end kloge hoveder

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er i øjeblikket opbrud i dansk uddannelsespolitik. Man kan næsten høre, at de tektoniske plader bevæger sig, i takt med at en række reformer bliver rullet ud.

Nye, kortere kandidatuddannelser er på vej til universitetet, kortere, mere praksisorienterede professionsuddannelser skal indføres, en ny gymnasial og mere erhvervsorienteret ungdomsuddannelse, benævnt epx, går i luften fra 2030. Den afløser bl.a. hf og 10. klasse og de eksisterende erhvervsuddannelser, og så er en ny folkeskoleaftale allerede trådt i kraft, som har til formål at gøre skolen mindre boglig.

Hvordan kan man forstå den tsunami af ændringer, som aktuelt rammer uddannelsesverdenen?

Tidligere har f.eks. regeringens globaliseringsrapport ”Fremgang, tryghed og fornyelse” fra 2006 og Produktivitetskommissionens rapport om ”Uddannelse og innovation” fra 2013 og Kvalitetsudvalgets rapporter om de videregående uddannelser fra 2015 dannet forlæg for en lang række reformer inden for uddannelsesområdet.

Aktuelt er det Reformkommissionens tre rapporter fra 2022-2023, som ligger til grund for ændringerne.

I globaliseringsrapporten fra 2006, som dannede afsæt for 350 initiativer inden for uddannelsesområdet, var formålet både at skærpe konkurrenceevnen og iværksætterlysten og fastholde trygheden og sammenhængskraften i det danske samfund.

Reformkommissionens opgave har været at foreslå reformer, der kan øge produktiviteten, velstanden, beskæftigelsen og den sociale mobilitet.

Ordene i sidstnævnte rapport er nogle lidt andre, men dybest set indeholder begge rapporter de samme overordnede mål: Hvordan kan vi fastholde og udbygge konkurrenceevnen, samtidig med at vi bevarer vores velstand og tryghed i samfundet?

Selv om målene næsten er identiske, er konteksten i dag dog en helt anden. I 2006 var konteksten for de mange ændringer globaliseringen. Den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, havde været i Kina og gengav til Venstres landsmøde i 2004 sine oplevelser:

»Med mine egne øjne så jeg, hvor stærk det går i Kina … vi står med en udfordring, som vi skal lægge alle kræfter i at løse de kommende år.«

EU, som for alvor engagerede sig i uddannelsesspørgsmål op igennem 90’erne og 00’erne, formulerede i Lissabon-erklæringen, som kom i år 2000, en strategi, hvor EU skulle betone øget vækst og social sammenhængskraft, og hvor målsætningen var, at EU skulle være en førende videnregion.

Herhjemme talte mange om det såkaldte vidensamfund, som vi var på vej imod. Derfor skulle vi uddannes bedre, mere og længere. Produktionen ville flytte til udlandet, hvor arbejdskraften var billig, og så skulle vi ellers sidde og få gode idéer ved hæve-sænke-bordene og computerne.

Den radikale leder Marianne Jelved uddelte i 2005 Richard Fords bog ”Den kreative klasse” til den radikale folketingsgruppe som et landkort til fremtidens samfund.

Den senere leder af Radikale Venstre Morten Østergaard udtalte i forlængelse heraf i en kronik i 2012, »at vi hverken kan blive for kloge eller dygtige nok« som svar på kritikken af, om vi mon var ved at overuddanne os.

Målsætningen i de år var, at ikke mindre end 60 pct. af en ungdomsårgang skulle have en videregående uddannelse, herunder 25 pct. en lang videregående uddannelse. Et mål, der allerede blev nået i 2015.

I dag ser meget anderledes ud. Globaliseringen er ikke længere det forjættede land, der lover os nye muligheder for eksklusiv eksport, import af billige varer og spændende kulturudveksling.

Tværtimod er det en trussel, der ødelægger vores muligheder for at fastholde vores identitet. I mange år har det været et mål at begrænse indvandringen.

Vi genoptager periodevis grænsekontrollen, ligesom vi sikrer os, at centrale samfundsområder og forsyningskilder igen er på nationale hænder. Staten er blevet en stærk aktør, som griber ind i markedets usynlige hånd. Konkurrencestaten har forvandlet sig til en beskytterstat, der skal skærme os mod verdens farer og trusler. »Vi skal ruste os hver især og som samfund,« som statsministeren formulerede det i årets åbningstale til Folketinget.

I det store billede er det folkeskolens vigtigste opgave at sikre, at den danske befolkning stadig føler sig som et folk, som børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye for nylig formulerede det i et interview.

Den opgave så ganske anderledes ud ca. 10 år tidligere. I en kronik i 2013 på baggrund af tv-serien ”9z mod Kina”, hvor danske skolebørn blev sammenlignet med jævnaldrende kinesiske børn, vurderede datidens pædagogiske orakel professor Niels Egelund, at det største problem var, at den danske folkeskole var for slap, og at eleverne manglede disciplin og respekt.

»Hvorfor forlanger vi ikke respekt for viden og for arbejde?« formulerede Egelund det og lod os forstå, at vi med den indstilling ville få svært ved at klare os i en global verden.

Ud over at begejstringen for globaliseringen er aftaget, er idéen og troen på, at vi er på vej ind i et vidensamfund, også forsvundet. Mattias Tesfaye konkluderede for nylig begejstret i et indlæg, at »den kreative klasses magt over uddannelsespolitikken er slut«.

Når 10. klasse nedlægges, og karakterkravet hæves til 6 i det almene gymnasium, vil færre elever møde fag som oldtidskundskab, historie, religion og et andet fremmedsprog. De traditionelle humanistiske og samfundsfaglige fag mister tyngde i uddannelsessystemet.

I stedet vil de unge stifte bekendtskab med erhvervs- og professionsrettede fag og linjer. Hermed kan man også fortolke reformerne som led i en kultur- og dannelseskamp.

Det praktiske, det erhvervsrettede og professionsrettede opprioriteres på bekostning af det brede, generelle og traditionelt almendannende. Eller som børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye nok vil formulere det: Vi skal have flere kloge hænder. Det kan man næppe være uenig i, men nok i, at konsekvensen bliver, at vi uddanner færre kloge hoveder.

I stedet for at leve i et vidensamfund lever vi i et produktionssamfund eller i industrisamfundet 2.0, hvor der er brug for masser af faglærte arbejdere. Og i stedet for at leve i en global verden lever vi i et nationalt velfærdssamfund, hvor der skal være masser af hænder til at passe vores børn og syge.

Det er i det lys, vi skal forstå de mange ændringer af uddannelsespolitikken. Derfor skal tiden, hvor man kan få SU, nedbringes. Derfor skal der optages færre studerende på de videregående uddannelser, og mange universitets- og professionsuddannelser skal gøres kortere og mere praksisorienterede.

Adgangskvotienten til gymnasiet skal sættes i vejret, og vi skal have en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasial uddannelse, så flere elever tvinges eller motiveres til at vælge erhvervs- og professionsuddannelser. 10. klasse skal afskaffes, og folkeskolen skal være mere praktisk med f.eks. indførelse af juniormesterlære, erhvervspraktik og såkaldt praksisfaglighed.

Målet er fortsat øget konkurrenceevne og sammenhængskraft, men den bagvedliggende kontekst eller samfundsforståelsen bag ved de ændringer, som igangsættes, er nogle helt andre.

Fremtiden er ikke længere det forjættede land med et væld af uindfriede muligheder, som kræver masser af højt uddannede med en bred almen viden, men udgør derimod en trussel, som vi skal forsøge at polstre os imod ved at uddanne flere faglærte og velfærdsprofessionelle.

Uddannelsespolitisk prepper vi og skærmer os som samfund mod en truende fremtid. Vi frygter mere, at der ikke er nok til at ordne vores vandhaner og passe vores ældre og syge hjemme i nationen, end vi håber på, at nogen med en lang videregående uddannelse vil gribe fremtidsmulighederne i en ukendt global verden.