Den store hammer skal frem nu, hvis vi skal social kontrol til livs

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Danmark er på mange måder et trygt og tillidsbaseret samfund, hvor vi alle er lige og frie til at leve vores liv, som vi måtte ønske. Det er noget, vi med rette er stolte af, og som vi skal passe på.

Men det er desværre ikke det fulde billede af dagens Danmark.

Der er nogle muslimske indvandrermiljøer, hvor mænd og kvinder ikke er lige og frie til at leve livet efter egne valg. I Danmark findes nogle steder parallelsamfund, hvor æreskultur og forældede traditioner gennem social kontrol undertrykker den frihed, som så mange af os tager for givet.

For de fleste af os er det en selvfølge selv at vælge, hvem vi vil giftes med, hvordan vi vil klæde os, og hvem vi vil have som venner. Det er ikke tilfældet for dem, der er underlagt social kontrol.

Der er tale om parallelsamfund, hvor danske normer og love reelt er sat ud af kraft. Eksemplerne på det er desværre mange.

Det er dokumenteret, at kvinder forhindres i at træde ind på arbejdsmarkedet og tjene deres egne penge, fordi de kontrolleres af ægtefæller eller familiemedlemmer.

Der findes et utal af historier om unge, minoritetsetniske kvinder, der gennem social kontrol udøvet af familien tvinges ind i et ægteskab, de ikke selv ønsker. Det er hjerteskærende historier om unge kvinder, hvor alle aspekter af deres liv er blevet kontrolleret af familien. De tvinges ind i ægteskaber, de aldrig har ønsket, og når de er gift, fortsætter tvangen – ofte ledsaget af vold og overgreb.

Alene i 2022 modtog Etnisk Konsulentteam i Københavns Kommune 39 henvendelser fra personer, der frygtede at blive tvangsgift, havde modtaget trusler om tvangsægteskab eller allerede var blevet tvangsgift. RED Center mod æresrelaterede konflikter modtager årligt mellem 75 og 150 nødråb fra mindreårige piger om tvangsægteskaber.

Det er ikke kun med tvang, at kvinderne skubbes ind i ægteskaberne. Det er også med tvang, at de fastholdes i selvsamme ægteskaber. I de miljøer er det ikke et juridisk ægteskab anerkendt af de danske myndigheder, men i stedet det islamiske ægteskab, der afgør, om du i mandens, familiens og omverdenens øjne er gift.

I det islamiske ægteskab har kvinden og manden ikke lige muligheder for at bryde ægteskabet. Det er entydigt mandens beslutning. Dermed fastholdes kvinden i ægteskabet, selvom hun juridisk er skilt eller ligefrem aldrig juridisk har været gift.

For de kvinder, der formår at få ophævet det islamiske ægteskab, er det forbundet med store omkostninger. De kan være nødsaget til at underskrive skilsmissekontrakter, hvor de må betale store summer, give afkald på deres børn eller leve som singler resten af livet for at komme ud af ægteskabet.

Samtidig er manden, der nægter at opløse det islamiske ægteskab, fri til at indgå nye religiøse vielser med andre kvinder. For i Danmark er kun juridisk flerkoneri ulovligt. Religiøst flerkoneri er ikke strafbart. Så hvis den lokale imam og moské ikke har indsigelser, kan manden sagtens være religiøst viet med mere end en kvinde samtidig.

Har kvinderne den samme mulighed? De fleste kan nok selv gætte svaret.

Det her er blot toppen af isbjerget. Skulle vi gennemgå samtlige eksempler, nyhedsartikler, rapporter og undersøgelser, der ligger offentligt tilgængeligt, ville vi ende med en hel bogserie frem for et indlæg her i avisen.

Og skulle en ung pige eller dreng formå at modstå presset og sige fra over for den sociale kontrol eller måske blot i familiens øjne være blevet ”for dansk”, risikerer de en såkaldt ”genopdragelsesrejse” til Nordafrika eller Mellemøsten. En opgørelse viser ligefrem, at antallet af genopdragelsesrejser, der indberettes til myndighederne, er stigende. Mørketallet – de uregistrerede sager – er formentlig langt højere.

Det her handler ikke om at jage en bestemt gruppe af mennesker. Vores formål er ikke at udskamme, mistænkeliggøre eller påstå, at problemet eksisterer blandt alle muslimer.

Men vi er nødt til at kunne debattere de problemer, som der så åbenlyst er nogle steder: at der er nogle udlændinge i Danmark, der holder fast i en kultur og et værdisæt, der er uforeneligt med de værdier, vi ellers hylder i Danmark. Hvor kvinder ikke har samme frihedsgrader og muligheder som mænd. Og vi er nødt til at handle på de problemer.

Vi har gennem mange år politisk taget en lang række tiltag i brug for at bekæmpe parallelsamfund, negativ social kontrol og tvangsægteskaber.

Helt tilbage i 2002 vedtog et smalt blåt flertal i Folketinget den så omdiskuterede og forhadte 24-års-regel, hvor begge parter i ægteskabet skal være fyldt 24 år for at få familiesammenføring til Danmark. Formålet var bl.a. at forhindre, at unge, minoritetsetniske kvinder blev tvangsgift med en mand fra forældrenes hjemland. 20 år senere viser forskningen, at reglen har gjort en betydelig forskel.

Siden er mange flere lovændringer fulgt: Tvangsægteskaber og social kontrol er eksplicit skrevet ind i straffeloven, og religiøse vielser af mindreårige er blevet kriminaliseret.

Vi har styrket indsatsen for at hjælpe kvinder med at bryde fri: styrket myndighedsindsats, krisecentre, udslusningsboliger, rådgivningstilbud, nationale handlingsplaner og meget andet.

Men vi må erkende, at vi langtfra er i mål. Social kontrol er fortsat et udbredt og alvorligt problem.

Regeringens Kommission for den glemte kvindekamp forventer at komme med sine anbefalinger til en styrket indsats mod æresrelateret social kontrol i slutningen af året. Det er en oplagt lejlighed til en åbenhjertig debat om, hvordan vi kommer en kultur til livs, der ikke hører til i Danmark.

For nylig kom to forskere fra Københavns Universitet, Jesper Petersen og Niels Valdemar Vinding, på baggrund af forskning i parallelle islamiske retspraksisser med 14 anbefalinger. Det er gennemarbejdede og spændende anbefalinger, som vi kommer til at dykke nærmere ned i, men som vi allerede nu ser velvilligt på.

Petersen og Vinding anbefaler eksempelvis at undersøge mulighederne for, at Familieretshuset sammen med den civile skilsmisse kan nedlægge påbud om, at et religiøst ægteskab opløses.

En anden anbefaling er, at vi kriminaliserer religiøst flerkoneri på samme vilkår som det at indgå juridisk gyldige ægteskaber med flere personer samtidig. Intentionen er svær at være uenig i. For det virker ærligt talt bizart, at kvinden i det islamiske ægteskab ingen muligheder har for at bryde med manden, når han på den anden side samtidig kan gifte sig islamisk igen.

Et andet forslag er mere vidtgående: undersøgelse af muligheden for, at religiøse vielser kun skal være tilladt, hvis parret også bliver juridisk gift – eller er det i forvejen. Det skal nøje undersøges og overvejes.

Men vi må ikke på forhånd affeje de kontroversielle eller vidtgående tiltag. Hvis vi havde gjort det med 24-års-reglen, var den aldrig blevet til virkelighed.

Skik følge eller land fly, lyder det gamle ordsprog. Vi må ikke være bange for at stå fast på, hvilket værdisæt der gør sig gældende i Danmark: kønnenes ligeværd og friheden til at bestemme over dit eget liv. Der er behov for at finde den store hammer frem, hvis vi skal social kontrol til livs. Det skylder vi de kvinder, for hvem frihed og selvbestemmelse er blot en drøm.