Selvfølgelig skal danske soldater udsendes igen. Bag frontlinjen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

DR’s dokumentarserie ”Velkommen til frontlinjen” leverer et tiltrængt, men ufuldkomment billede af, hvad det vil sige, når danske soldater bidrager til internationale freds- og stabiliseringsindsatser. Dokumentaren fjerner sig aldrig fra kampsoldaternes arbejde på frontlinjen og formår ikke at give et indblik i de mange typer af indsatser, som benyttes, når Danmark engagerer sig i internationale missioner.

Dokumentaren mangler blik for vigtigheden af soldaternes arbejde bag frontlinjen – træning, rådgivning, undervisning, kapacitetsopbygning og støtte til reform af sikkerhedssektoren. Disse typer af indsatser er en essentiel del af Danmarks bidrag til internationale militære stabiliseringsindsatser.

Hvis vi udelukkende fokuserer på kamptroppernes brug af krudt og kugler på slagmarken, mister vi forståelsen for, hvordan og hvorfor Danmark engagerer sig internationalt. Vi må med andre ord huske det store billede, da det især er disse typer af indsatser, som vil forme mulige fremtidige engagementer i Østeuropa og Ukraine – engagementer, vi ikke kan se bort fra, hvis vi ønsker et sikkert og frit Europa.

DR’s dokumentar berører kortvarigt, hvordan danske soldater var med til at træne irakiske politistyrker og afghanske sikkerhedsstyrker, og man får den fornemmelse, at sådanne indsatser var nyttesløse – og sandsynligvis altid vil fejle. Men det er langtfra en objektiv sandhed, og her er det værd at fremhæve den måske vigtigste læring fra Danmarks tilstedeværelse på Balkan, i Irak og i Afghanistan: Det handler om tid, tålmodighed og viljen til internationalt engagement.

Problemet i Afghanistan var i sig selv ikke kvaliteten af de afghanske styrker, men nærmere at de blev ladt i stikken af et korrupt politisk system og et krigstræt og navlebeskuende USA. Med andre ord slog den politiske statsopbygning i Afghanistan fejl, men det betyder ikke, at kapacitetsopbygningen af deres sikkerhedsstyrker gjorde.

Der er mange eksempler på, at tålmodig kapacitetsopbygning faktisk virker. Dokumentaren fremstiller indsatserne på Balkan og i Irak som afsluttede, men det er forkert. Danmark har bidraget til Kosovo Force-missionen (KFOR) på Balkan lige siden dens oprettelse i slutningen af 1990’erne. Foruden den åbenlyse succes, at KFOR bidrager til at opretholde fred mellem Serbien og Kosovo, så har missionens mandat også været at træne kosovoske sikkerhedsstyrker og -institutioner. I Irak yder Danmark fortsat et bidrag gennem Nato Mission Iraq (NMI), som blev oprettet i 2018, hvor danske soldater træner og rådgiver irakiske sikkerhedsstyrker. Dokumentaren gør det altså ikke klart, at vi stadig er til stede, hvor det gælder, og hvor der er brug for det.

Det er forståeligt, at dokumentaren fokuserer på de mest dramatiske øjeblikke i skarpe situationer, men den mislykkes med at vise, hvor bred en vifte af opgaver danske soldater kan løse i internationale missioner. På den måde fælder dokumentaren dom over Danmarks overordnede militære bidrag ude i verden, men skildrer kun indsatsen gennem kampsoldaternes perspektiver fra frontlinjen.

Der gælder selvsagt helt andre og væsensforskellige dynamikker på frontlinjen, end der gør på en kaserne i Afghanistan, Irak eller Kosovo, hvor lokale sikkerhedsstyrker trænes og uddannes. Når nu dokumentaren øjensynligt vil sige noget mere generelt om Danmarks bidrag til internationale missioner, så er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt disse indsatser præsenteres.

Hvorfor beskriver dokumentaren ikke, at Danmark gennem Nato i perioden fra 2004 til 2010 bidrog til den militære kapacitetsopbygning af landene i Baltikum? Eller at Danmark har støttet træningsaktiviteter med rådgivere og instruktører i Ukraine siden 2015?

Dokumentaren sender et signal om, at danske politikere fremover bør tænke sig grundigt om, før de vælger at udsende danske soldater på internationale missioner. Det er en selvfølgelighed, som ingen kan være uenige i. Men man sidder alligevel med følelsen af, at det helst bør undgås, at Danmark bidrager militært med stabiliseringsindsatser ude i verden. Her tager dokumentaren grueligt fejl. I den nuværende sikkerhedspolitiske situation vil det være farligt og skadeligt for Danmark, hvis vi fortrækker os til vores egne grænser. Håndhævelsen af dansk sikkerhed stopper nemlig ikke her.

Putins beslutning om at invadere Ukraine i februar 2022 har vendt komplet op og ned på dansk og europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik. Fokus er nu på territorialforsvar og støtte til Danmarks nærområde mod øst og på Vestbalkan. Ukraine udgør helt berettiget den centrale referenceramme for beslutninger om Danmarks sikkerhedspolitiske strategi.

Men det virker til at være overset, at Danmarks militære bidrag ikke begrænser sig til at levere kampsoldater eller krudt og kugler. Når krigen i Ukraine en dag er ovre, vil der være et betydeligt behov for, at landet skal genopbygges. Det vil indebære en enorm stabiliseringsindsats. Træning, rådgivning og uddannelse af ukrainske sikkerhedsstyrker og en generel indsats for at styrke den ukrainske sikkerhedssektor vil være en bunden opgave i en vestlig sikkerhedspolitisk ramme.

Det vil med al sandsynlighed blive et afgørende bidrag i Danmarks fremtidige militære stabiliseringsindsatser og et bidrag, der uomtvisteligt vil stå på skuldrene af de erfaringer, vi har gjort os på Balkan og i Irak og Afghanistan.

Det er ikke kun i Ukraine, at de mærker konsekvenserne af et aggressivt og selvhævdende Rusland. I Moldova, Georgien og de baltiske lande forsøger Rusland at skabe ustabilitet gennem desinformationskampagner, cyberangreb og i visse tilfælde separatistiske konflikter.

Vores naboer mod øst rækker ud efter vores hjælp til at styrke kvaliteten af deres militære styrker til et niveau, der kan fungere sammen med Nato. Danmark har erfaringerne og kompetencerne til at støtte vores partnere mod øst i kampen for at imødegå russiske aggressioner via kapacitetsopbyggende stabiliseringsindsatser.

Meget af dette gør vi heldigvis allerede – bl.a. når Danmark bidrager til den fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen. Men læren fra DR’s dokumentar må simpelthen ikke være, at vi afholder os fra at sende militære bidrag til internationale missioner. I fremtiden vil et militært bidrag til Ukraine være nødvendigt.

Ligesom det gavner Danmark at bidrage økonomisk til Ukraines kamp mod Rusland nu, vil det gavne os betydeligt at bidrage med træning, rådgivning og uddannelse af Ukraines militære styrker, når krigen er ovre. Det vil være fundamentalt i skabelsen af et bæredygtigt, stærkt bolværk mod Rusland.

Så selvfølgelig er det i Danmarks interesse at udsende soldater igen. Det vil dog nok i de fleste tilfælde være bag frontlinjen, hvor stabiliseringsindsatser har udviklet sig til et effektivt dansk våben.