Elefanten i rummet hedder Region Østdanmark

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Et markant forslag i regeringens reformudspil var fusionen af Region Hovedstaden og Region Sjælland til Region Østdanmark. Det skaber en megaregion med omkring 2,8 mio. indbyggere, som let kan komme til at dominere samtalen i Danske Regioner og den sundhedspolitiske debat i øvrigt.

Begrundelsen for Region Østdanmark er mildest talt ikke baseret på en dybdegående analyse i reformteksten – det var nok heller ikke at forvente, men der er heller ikke mange flere ord i betænkningen fra Sundhedsstrukturkommissionen, hvor fokus var på en model med tre regioner. Derfor er det vigtigt med et kritisk blik på, hvilke problemer en megaregion løser – hvis nogen. Svaret er desværre negativt.

Forklaringen på oprettelsen af Region Østdanmark kan let reduceres til åbenlyse og forståelige overskrifter som ”flest læger, hvor de raske bor”, altså i Region Hovedstaden og ikke i Region Sjælland, hvor de syge bor. Og derfor skal regionsforslaget omfordele lægerne mellem de to regioner, men forslaget drejer sig faktisk kun om sygehuslæger. Og befolkningen kan jo ikke omfordeles. Og flere praktiserende læger og speciallæger i Region Sjælland har ikke noget med dannelsen af Region Østdanmark at gøre – det hører hjemme i en anden del af reformforslaget.

Med andre ord: Den nye Region Østdanmark er begrundet i håbet om at omfordele sygehuslægerne mellem de to regioner. Det løser i sagens natur ikke den sociale ulighed mellem de to regioner – det ændrer antallet af sygehuslæger ikke en tøddel ved.

I begrundelsen for den nye region hed det i reformteksten, at det er særlige udfordringer med fordelingen af ressourcer på Sjælland, der ikke løses inden for de nuværende regionale grænser. Region Sjælland har væsentlige udfordringer med bemandingen af bl.a. læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner sammenlignet med Region Hovedstaden.

Samtidig bor der i Region Sjælland mange ældre og sårbare borgere, der generelt set har et større behandlingsbehov. Der er med andre ord, hed det videre, en for stor ubalance mellem de ressourcer, som Region Sjælland har til rådighed, og den efterspørgsel efter sundhedstilbud, som regionens borgere har en berettiget forventning om at modtage. Og det løser man så ved at lægge de to regioner sammen.

Hidtidige forsøg på at sikre en mere ligelig fordeling af f.eks. læger på tværs af Region Hovedstaden og Region Sjælland har ikke båret tilstrækkelig frugt, lyder reformtekstens hurtige dom. Der gås naturligvis ikke i detaljer med denne hurtige dom over en aftale mellem de to regioner fra december 2022! Det er imidlertid en vigtig præmis for den nye Region Østdanmark. Lad os derfor se nærmere på denne aftale.

På grund af den massive skævhed i dækningen med sygehuslæger mellem de to regioner aftalte Region Hovedstaden og Region Sjælland, at der skulle oprettes delestillinger mellem sygehusene i regionerne.

Region Sjælland skulle med hjælp fra Region Hovedstaden have, hvad der svarede til 30 ekstra speciallæger på fuld tid allerede i sommeren 2023 – vildt optimistisk, når ansættelsesforløb tages i betragtning. Og det lykkedes da heller ikke. Tal fra sommeren 2024 viste, at Region Sjælland indtil da kun havde fået tre-fire nye fuldtidslæger på den konto. Det førte til lidt mudderkastning mellem politikerne, men den virkelige underliggende årsag pegede formanden for landets overlæger på: Delestillinger er ikke attraktive, for du er som læge gæst to steder og bliver reelt ikke en del af det faglige miljø, sagde hun – og har ret.

En af mine kollegaer sagde rammende om at flytte sygehuslæger, at det er som at få vand til at løbe opad, og hvis man vil udfordre naturkræfterne, skal man gøre noget ekstraordinært, for det er jo ikke noget, der sker af sig selv.

Foreslår regeringen så noget ekstraordinært? Nej, egentlig ikke. Det hedder, at én region, altså Region Østdanmark, med ét samlet arbejdsgiver- og ledelsesansvar vil give langt bedre muligheder for, at de stærkere sygehuse i hovedstadsområdet får ansvar for og bidrager til lægedækning og udvikling af attraktive karriereveje på de sjællandske sygehuse. Smægtende toner, vel med styring fra Region Hovedstadens sygehuse – så er det jo løst med et fingerknips – uden at skele til erfaringerne fra december 2022-aftalen. For nissen flytter nok med.

Eksemplet, som statsministeren gav på pressemødet om fordelene ved megaregionen, var en speciallæge, der var fire dage om ugen på Rigshospitalet og én dag i Nykøbing Falster – for slet ikke at tale om turen til medicinsk ambulatorium i Nakskov. Det løser jo ikke lægebemandingen i Nykøbing Falster, men fastholder i stedet udfordringerne, fordi det ikke er en mere varig løsning på rekrutteringsproblemer og fastansatte læger i Nykøbing Falster. Der bliver jo ikke opbygget et attraktivt fagligt miljø med nomadelæger.

Men kan arbejdsgiveren ikke diktere to ansættelsessteder? Jo, fremadrettet – men det vil tage tid, for ansættelsesbetingelser ændres jo ikke af dannelsen af en ny region – en tålmodighed, regeringen jo ikke havde med 2022-aftalen mellem de to regioner – utvivlsomt kombineret med lægelige modstand mod denne form for ”tvang”. Vi savner stadigvæk den ekstraordinære indsats – og håb er som bekendt ikke en strategi.

Til dette kommer et potentielt demokratisk problem. Der skal være 41 regionsmedlemmer – men hvordan vil f.eks. Lolland og Falster samt Sydsjælland blive repræsenteret? Problemstillingen er der opmærksomhed om i reformteksten, men man vælger at se tiden an – vel til efter kommunalvalget i 2025.

Altinget har imidlertid lavet en beregning, som gør det tvivlsomt, om man bare kan afvente kommunalvalget. Hvis valgresultatet fra 2021 for de to regioner blev lagt til grund, vil en ny østdansk kæmperegion have et flertal af politikere med lokal forankring inden for en radius af 35 km fra Rådhuspladsen i København. Og ét regionsmedlem for Lolland og Falster, et medlem fra Sydsjælland – mens Bornholm står til to mandater i beregningen. Det overlades til læseren at vurdere, om et regionsråd med denne sammensætning vil rette op på skævheden i den nye region – selv med pres fra regeringen og nogle dele af reformen.

Men er der ikke problemer i Region Sjælland? Og hvad skal man gøre, hvis Region Østdanmark ikke er løsningen? Det er mere end rimelige spørgsmål. Der er to hovedstrategier: en bedre økonomi og en revision af 2022-aftalen.

Region Sjælland har ekstraordinære udfordringer med fastholdelse og rekruttering af sundhedspersoner. At tiltrække sundhedspersoner kan koste ekstra penge. Vi ved eksempelvis, at læger tiltrækkes af job på sygehuse eller lægepraksis, hvor der er indbygget forskningsfunktioner. Det koster. Sygeplejersker kunne tiltrækkes af højere løn og færre vagter. Det koster også.

Gør vi noget som nation for at hjælpe Region Sjælland – og andre regioner med udkantsområder – økonomisk til at løfte denne ekstraordinære personaleudfordring? Det undersøgte mine to kollegaer Jes Søgaard, Jakob Kjellberg og jeg for knap to år siden.

Resultatet var nedslående. Uden at gå i tekniske detaljer får regionerne deres penge fra staten som bloktilskud – og i den forbindelse er der indbygget en socioøkonomisk udligning, som skulle komme udsatte regioner som Region Sjælland til gode.

Godt en femtedel af bloktilskuddet, svarende til omkring 30 mia. kr., udmøntes gennem ni socioøkonomiske kriterier: »Den socioøkonomiske struktur opgøres i denne forbindelse ud fra en række kriterier om befolkningens sociale, helbredsmæssige og økonomiske forhold. Dermed tilstræbes det, at regionerne uafhængigt af den socioøkonomiske og demografiske struktur får ensartede økonomiske vilkår for at løse sundhedsopgaverne.« Det lyder jo rigtigt, men det sker ikke i praksis.

Hovedkonklusionen var, at statens særlige udligning skulle give en mere fair fordeling af pengene til regionerne, men gør det modsatte. Region Hovedstaden vinder stort på ordningen, mens Region Sjælland kompenseres for lidt. Samtidig betaler Vestdanmark for hele omfordelingen.

Derfor bør formlen for bloktilskud laves om – der lægges da også op til udvalgsarbejde herom – men med en lang tidshorisont, og det giver jo ikke Region Sjælland handlemuligheder på kort sigt.

Den anden del af, hvad der gøres, består i at se på aftalen om personaledeling mellem de to regioner, og hvad der kan gøres for at få den til at fungere bedre – og her kan økonomiske incitamenter måske bringes i spil sammen med forbedrede arbejdsvilkår.