Når man endelig får svar fra Familieretshuset, er det sjældent et, man kan bruge til noget

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi er specialiserede i forældreansvarssager og har med glæde fulgt med i den seneste debat omhandlende et politiske fokus på at gøre op med uhensigtsmæssige forældre på det familieretlige område.

Virkeligheden er nemlig, at en forælder kan sikre sig bopælsretten over barnet ved at tilbageholde det fra den anden forælder og komme med nok anklager – uanset berettigelse.

Man kan også skubbe den anden forælder ud af barnets liv, blot man er villig til at fremsætte tilpas mange usande anklager og/eller præge sine børn negativt ift. den anden forælder. Der er med andre ord markante fordele for den skrupelløse forælder ved at sætte egne voksenbehov før barnets, selv om en sådan adfærd burde være et rødt flag forældreevnemæssigt set.

Det er muligt på grund af en kombination af ting. At det familieretlige systems sagsbehandlingstider sejler, muliggør, at disse bopælsforældre kan læne sig tilbage efter ovennævnte adfærd og lade tiden arbejde for dem. For det familieretlige systems præference for status quos opretholdelse giver nemlig en gylden mulighed.

I skilsmissesystemet fastholder man således i praksis typisk status quo for (næsten) enhver pris – tilsyneladende i mangel af bedre.

Men undersøgelsen af, hvad status quo reelt betyder for det konkrete barn, forekommer kun sjældent. Man ser blot på, om barnet aktuelt fremstår i trivsel på overfladen – uagtet at mange børn ofte maskerer sig, at introverte børn sjældent tydeligt viser mistrivsel, og at klemte børn ofte først går helt i stykker over det, de udsættes for, langt senere i livet. Men ser alt godt ud på overfladen, så vægter status quo-princippet tungt.

Og så er det typisk ligegyldigt, om den virkelighed er skabt af usande påstande eller selvtægt mv., for man må ikke lægge vægt på skyld i sagerne.

Skilsmissesystemet bidrager altså i høj grad selv til, at problemet eksisterer.

At man nu fra politisk side vil sætte ind over for det, er derfor også fantastisk for de danske skilsmissebørn. Vi tabte dog alligevel kæben, da vi den 20. august læste i Politiken, at Socialdemokratiet ønsker foretagelse af mentalundersøgelser i de familieretlige sager.

Vi er helt enige i, at de familieretlige myndigheders sagsoplysningsmæssige redskabskasse skal udvides – og det markant. Samtidig bør myndighederne pålægges en pligt til at bruge deres redskaber (inkl. at øremærke midler til det, så pengene ikke bruges på noget andet).

Ellers går det som med det overvågede samvær, som i dag kun yderst sjældent bevilliges, fordi området nedprioriteres. Eller som de børnesagkyndige undersøgelser, som i dag kun foretages i ca. 2 pct. af §7-sagerne, uagtet at loven siger, at udgangspunktet er, at de skal foretages. Så en god start ville være at starte med at sikre brugen af de eksisterende redskaber meget bedre.

Der er dog heller ingen tvivl om, at der også skal sættes både markant hårdere (og undersøgende) ind mod såvel negativ prægning af børn (inkl. forælderfremmedgørelse) som samværs- og samarbejdschikane. For alt for mange børn mister kontakten til en potentiel kærlig og velfungerende forælder.

Men mentalundersøgelser? Det giver ingen mening. Det vil jo kun være i få helt særegne sager, hvor der reelt kunne være et behov. Derfor giver det ingen mening, hvis der politisk set fokuseres på mentalundersøgelser.

Man bør i stedet tale om redskaber som f.eks. tvungne psykologforløb i de tungeste sager, dvs. §7-sager med højt konfliktniveau eller med påstande om intet eller meget begrænset samvær, så der arbejdes med familien som helhed, og hvor børnenes bedste er i fokus med deres grundlæggende ret til at have to forældre. Forløb, hvor decideret modarbejdelse eller manglende tilstrækkelig opbakning til (sam)arbejdet kan få bopælsmæssige konsekvenser. For som skilsmissesystemet er nu, har bopælsforældre ingen fordele ved at sætte børnene først og arbejde på at sikre et godt samarbejde.

Man burde også kunne pålægge forældrekompetenceundersøgelser i sager med højkonflikt og risikofaktorer. De er aktuelt kun et kommunalt redskab, som dog sjældent bruges, fordi den familieretlige sagsoplysning er en familieretshusopgave, men også fordi undersøgelser er meget omkostningstunge. Det ville give markant mere mening end mentalundersøgelser.

Der er altså mange muligheder for bedre redskaber samt en mere optimal udnyttelse af de eksisterende redskaber – inden vi skal begynde at tale om mentalundersøgelser. Så vi er på samme hold som Berlingske ledere: »Lad os håbe, Hæstrup har mere respekt for borgerne.«

Når det er sagt, så bør intet ske uden en kvalitetssikring af det børnefaglige arbejde. Hvis vi skal sikre børn, så bør psykologfaglige vurderinger foretages af fagpersoner med den relevante psykologfaglige baggrund og indsigt. Men aktuelt udføres meget psykologarbejde i Familieretshuset af en bred vifte af andre faggrupper (efter et kort onboarding-program) – og det er et kvalitetsmæssigt problem fagligt set.

Familieretshuset bør desuden underlægges en overordnet myndighed for sagsbehandlingsklager.

Lige nu behandler Familieretshuset klager over sig selv og står reelt set ikke til ansvar for nogen. Det ruller i praksis både hårdt og langt med den frihedsbold. Klager besvares typisk først efter gentagne rykkere, og ofte besvares de af den medarbejder, der er klaget over (eller af vedkommendes kollega). Når man endelig får et svar, så får man sjældent et brugbart indhold. Det står også ofte uklart, hvad Familieretshuset egentligt forholder sig til.

De danske familieadvokater kæmper også igen for, at de tungeste sager skal oversendes direkte til domstolene. Det er vi egentligt enige i, er den bedste løsning givet den nuværende situation i Familieretshuset.

Men det forudsætter, at familieretten specialiseres ved gavn – og ikke kun ved navn. For der er i dag markant kvalitetsforskel på en dom fra en dommer med indgående kendskab til det familieretlige område og en dommer, som sjældent har sagerne – og begge type dommere sidder jo med sagerne. Det er altså børns fremtid, vi har med at gøre.

Samtidig er samværsområdet sårbart, fordi det reguleres af en bred vifte af uskreven administrativ praksis, der er blevet til gennem en årrække, fordi det har vist sig gavnligt for børnene. Denne administrative praksis sikrer også, at gentagne problemstillinger i høj grad kan løses ensartet.

Men konsekvensen af at lægge samværssagerne i hænderne på domstolene har beklageligvis været, at denne årelange administrative praksis så småt er begyndt at blive udvandet grundet ukendskab. Det er desuden i dag helt arbitrært, hvordan de forskellige dommere anskuer generelle samværsaspekter – også helt grundlæggende ting, som hvorvidt deleordninger er godt for børn.

Man kan f.eks. den ene dag i retskreds A få oplyst, at deleordninger forudsætter et tæt forældresamarbejde, mens man den anden dag i retskreds B kan få oplyst, at deleordninger er godt for børn uafhængigt af forældrenes konfliktniveau.

Måske burde man spørge domstolene, om de overhovedet vil have sagerne? Domstolene fik jo frataget samværssagerne i 2012 efter nogle år med dem, fordi opgaven ikke blev løftet godt nok.

Og her, fem år efter at domstolene igen fik kompetencen tillagt, står vi nu uden mulighed for at få den sædvanlige ret til anden instansprøvelse af en samværsdom – selv om dommen bestemmer, at en forælder slet ikke må se sit barn mere. Et kæmpe tilbageskridt retssikkerhedsmæssig set, som er kommet på bl.a. domstolenes foranledning.

Vi ser som specialister på området derfor også meget frem til den politiske debat. For hold da op, hvor er der behov for, at en voksen sikrer sig viden om området, så lovforslaget – som jo skal regulere nogle sårbare situationer i et mildt sagt kriseramt familieretligt system – ikke drukner i uvidenhed (uagtet gode hensigter) eller populistiske tiltag.