Der skal mere end Pressenævnet til for at holde influencere i ørerne

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det forlyder nu fra flere sider, at en slags pressenævn for influencere er på vej. Dette virker som et spændende initiativ, som dog ikke er helt enkelt at gennemføre.

I debatbogen ”Tag Ansvar!”, som netop er udkommet fra forlaget Samfundslitteratur, bliver dette tiltag grundigt analyseret: Hvordan har man tidligere holdt denne type uromagere i ørerne?

Pressenævnet for medierne er i dag som en naturlig og anerkendt del af reguleringen af medierne i Danmark og afgør hvert år mellem 100 og 200 tvister mellem borgere og medier. Kun sjældent drages nævnets kendelser i tvivl i den offentlige debat, og når konkrete sager undtagelsesvis også har nået domstolene, har vurderingen af forholdet som regel været det samme. Tilsyneladende kan alternative reguleringer af ytringsfriheden faktisk virke efter hensigten uden at sætte retssikkerheden over styr.

Men hvordan regulerer man en gruppe af privatpersoner (i dette tilfælde bloggere og influencere), hvoraf nogle tilsyneladende bare ikke kan finde ud af at opføre sig i overensstemmelse med almindelig god skik i samfundet, hvis de ikke ligefrem laver noget strafbart?

Det spørgsmål var allerede aktuelt, da Danske Lov blev givet i 1683. Her blev denne form for ikke-strafbare forseelser beskrevet således:» … saadanne Laster, som ellers ved sædvanlig Rettergang ikke saa beqvemmeligt er at afskaffe, eller bevise …«

Blandt eksempler på disse forseelser var drukkenskab, spil, dårlig forretningsmoral, fravær fra gudstjenester, men også at tale ondt om andre i offentligheden såkaldt »lætfærdig Skanderen og Snak«. Altså ærekrænkelser, der gik under bagatelgrænsen for de strafbare 3-marks krænkelser.

Det var overladt til kirken at gribe ind over for disse forseelser med et ganske detaljeret regelsæt: Ved første forseelse blev synderen indkaldt til en fortrolig samtale med en kirkelig medarbejder (præst eller degn), hvor synderen i diskretion blev vejledt og broderligt advaret. Men »dersom saadan hemmelig, Christelig, sagtmodig og broderlig Advarsel ingen Frugt vil skaffe, da maa Præsten ved Dægnen, eller Klokkeren, som een kunde til sig tage, om behov giøris, lade samme Person for sig kalde, og da i sine Medhielperis samtlig Paahør med Iver og Alvor hannem igien undervise, og laste og straffe saadan Guds Ords haarnakket og halstarrig Foragt«.

Mødte synderen ikke op til denne mere alvorlige samtale med hele kirkens personale, kostede det en bøde på to lod sølv til de hjemløse.

Hvis ikke de to samtaler hjalp, var næste skridt tre søndages karantæne fra gudstjenesten. I synderens fravær ville præsten bede for vedkommende på prædikestolen. Og var denne offentlige udskamning heller ikke tilstrækkelig, fulgte eksklusion fra menigheden – dog med ret til fra en særlig ”skammeplads” i kirken at høre Guds ord om søndagen.

At stå uden for den protestantiske kirke var en alvorlig sag i 1600-tallet, hvor katolikker blev udvist, mens jøder blev tålt. Sidste skridt over for den helt uforbederlige synder var derfor udvisning af landet.

I dette sindrige regelsæt med fire trin var indbygget enkelte retsgarantier. De to første advarsler skete i fortrolighed, og før præsten kunne iværksætte karantæne og offentlig udskamning, skulle provsten eller biskoppen høres. Tilsvarende kunne den ultimative sanktion, udvisning, prøves ved Højesteret.

Selvom regelsættet blev ophævet i 1866, viser det, hvordan der kan reguleres uden penge- eller frihedsstraffe. Sanktionen, der skal motivere borgeren til bedre adfærd, er ikke tab af formue eller frihed, men derimod tab af anseelse og gruppetilhørsforhold: At være en del af det gode selskab. I 1600- og 1700-tallet har dette uden tvivl virket effektivt.

I Pressenævnsinstitutionen genfinder vi disse træk: Pressenævnet kan kun ”idømme” kritik, og sanktionen er, at mediet skal offentliggøre denne kritik og dermed tåle den offentlige udskamning. Som jeg tidligere har nævnt, virker det stort set efter hensigten.

Spørgsmålet er så, om det vil være muligt at lave et tilsvarende flertrinssystem for bloggere og influencere, der ikke hører hjemme i Pressenævnet. At etablere en institution, der ligesom kirken i 1600-tallet vurderer og kritiserer, er i princippet enkelt og kan ske ved ansættelse, udpegning eller valg. I det danske samfund er der mange andre råd og nævn, der tager stilling til spørgsmål uden om domstolene.

Da problemstillingerne er brede, kan det være en udfordring at sikre tilstrækkelig legitimitet i offentligheden, men næppe umuligt. Derefter bør man beskrive en ”sanktionstrappe”, som nok bør have flere trin end Pressenævnets ”Kritik” eller ”Alvorlig kritik”, idet ”synderne” vil være enkeltpersoner. Her er der måske inspiration at hente i 1600-tallets »hemmelig, Christelig, sagtmodig og broderlig Advarsel«.

Det store problem er imidlertid, om alle aktørerne reelt vil respektere en sådan institutionen, der kun kan straffe med udelukkelse af det gode selskab. For en del influencere og blogger er deres raison d’etre netop, at de ikke er en del af det gode selskab, men netop er i opposition til dette. De har altså ikke noget at miste ved at blive udskammet på en hjemmeside eller få kritik omtalt i medier.

For at være effektivt skal et system rettet mod bloggere og influencere derfor kunne give en sanktion, der i praksis koster ”synderen” noget værdifuldt. Dette kunne være muligheden for at lade sig sponsorere eller præsentere produkter eller adgangen til at publicere på attraktive platforme. Begge disse sanktioner vil dog kræve samarbejde med tredjepart (sponsorer og platforme) og er derfor vanskelige at lovregulere.

Om en frivillig mærkningsordning, hvor influencere tilkendegiver, at de vil holde en særlig etisk standard, vil virke, er svært at vide. Mange af sådanne frivillige mærker (for klima, miljø eller dyrevelfærd) er hurtigt glemt og forsvundet igen, mens andre har vundet udbredelse og har fået betydning (f.eks. Ø-mærket og svanemærket).

De ”velopdragne” influencere vil sikkert favne mærket og acceptere denne frivillige indskrænkning af ytringsfriheden, men disse ville næppe heller uden mærket have krænket andre. De ”uopdragne” kunne derimod finde på at gøre en dyd ud af, at de netop ikke vil acceptere denne indskrænkning af deres ytringsfrihed.

Og dermed har mærkningsordningen ingen virkning over for disse. Som argument for mærkningsordningen kunne man fremføre, at flere og flere influencere vil se en fordel i at være i det ”professionelle”, ”velopdragne” selskab, og at der derefter kun vil være nogle få marginaliserede ”ytringsfrihedsforkæmpere” tilbage, som man som ny influencer ikke har lyst til at være i selskab med.

Og virksomheder med CSR-ambitioner vil måske i praksis støtte op om de ”velopdragne” og straffe de ”uopdragne”. Men tilbage står de uforbederlige og dem, hvor provokation er målet.

Uanset hvilket system man vælger, skal man være opmærksom på, at systemet kun kan fungere frivilligt i modsætning til Pressenævnet. Det skyldes, at Pressenævnet blev indført, samtidig med at medierne fik særlige privilegier mod at acceptere etiske regler (ret til kildebeskyttelse mv.).

Staten har næppe noget at tilbyde influencere til gengæld for tilsvarende begrænsninger i ytringsfriheden. Derfor kan ytringsfrihedsforkæmperne blandt influencerne med rimelighed hævde, at det ikke er grundlag for at pålægge influencere andre og mere byrdefulde krav end dem, der gælder for alle borgere.