JP's kritik af bundtrawl-rapport er usaglig

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Netop hjemvendt til Danmark erfarer jeg, at vores rapport om bundtrawling har været igennem JP’s journalistiske gravearbejde. Resultatet er foreløbigt, at miljøministeren ikke længere har tillid til vores arbejde i forhandlingerne om beskyttelse af den danske havbund. Det er bekymrende for havmiljøet, for havets biodiversitet og allermest bekymrende for fiskebestandene i fremtiden. Det har efterladt mig med en række spørgsmål til JP om tilblivelsen af disse artikler.

Først vil jeg dog sætte konteksten på plads og svare på en del af den usaglige kritik af rapporten, som jeg er hovedforfatter på, udgivet af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet:

Det hele handler om Kattegats havbund, som naturligt burde rumme en meget høj biodiversitet af bunddyr og udgøre et enormt spisekammer for bundlevende fisk. Men i 1990’erne begyndte bundfaunaen at falde drastisk, og få år senere accelererede nedgangen i fladfisk og torsk, hvor torsken nu er udryddelsestruet.

Som de første har vi modelleret trawlpåvirkningen tilbage i tid til perioden før 2005, hvor den satellitbaserede overvågning af fartøjerne (VMS) var indkørt. Med denne model kunne vi dokumentere samme negative relation mellem biodiversitet og trawling, som tidligere studier har dokumenteret i perioden efter indførslen af VMS. Vi kunne desuden knytte det regionale kollaps i bundfaunaen og havbundens fødekæder til det stigende trawlfiskeri efter jomfruhummer tilbage i 90’erne og 00’erne.

Når et bundtrawl trækkes over og gennem havbunden, så dræbes og skades en vis procentdel af dyrene, deres levested i sedimentet ændres, og fødekæderne forstyrres. For at måle effekten af trawling skal man derfor kende andelen af dyr, der dør per trawling, og for at vurdere den samlede effekt på økosystemet skal man gange denne effekt med det trawlede areal og trawlfrekvensen.

Dødeligheden per trawlhændelse er derfor vigtig og fortjener en debat. Dør der f.eks. 10 pct., og bunden trawles tre gange årligt, vil der være knap 73 pct. tilbage – med andre ord et eksponentielt henfald. DTU og andre har lavet forsøg, hvor man har talt bunddyrene før og efter et forsøgstrawl. Det er her, min undren opstår over DTU’s kritik af vores estimater af årlig dødelighed på op til 40 pct. Samme beregning med den dødelighed, som DTU selv anfører som den mest troværdige, giver mere end 40 pct.! Det hænger ikke sammen.

Nu er data fra disse forsøgstrawl imidlertid ikke offentligt tilgængelige. Det er derimod de mere end 1.000 bundfaunaprøver, som det nationale overvågningsprogram hvert forår indsamler i de danske farvande, og det er dem, vi har brugt. Formatet er lidt andeles, da disse data repræsenterer balancen mellem trawldødelighed og rekruttering i det forløbne år, som vi så tager højde for.

Beregningsmåden burde ikke være ukendt for fiskeribiologer, hvor jeg går ud fra, at man også inddrager både rekruttering, naturlig dødelighed og fangster, når man fremskriver demografien for fiskebestande. Her finder vi – samstemmende med forsøgstrawlene – at de 40 pct. snarere er et underestimat end et overestimat.

Trawling et sted kan påvirke bundfaunaens på steder, hvor der ikke trawles, for bundfaunapopulationerne er bundet sammen af havstrømmene. Heller ikke denne mekanisme burde være ukendt. For fiskere ved jo udmærket, at f.eks. de fisk, der fanges et sted, kan komme til at mangle et andet sted, når det er samme population.

Mekanismen er velbeskrevet i de seneste 30 år. I forhold til bundfaunaen kan det betyde kollaps af hele populationen, hvis det trawlede areal bliver relativt stort nok inden for f.eks. Kattegat. Det er derfor, vi anbefaler et øvre loft for det trawlede areal og arealbaseret forvaltning af fiskekvoterne (Ikke et totalt stop, selvom det utvivlsomt ville give større fiskebestande).

I forhold til at kigge på andre parametre, som kritikerne mener er et ”must”, så lyder det smart, og vi har skam de relevante data. Men det er vigtigt at forstå, at man skal have en god grund til at inddrage enhver parameter.

Det kræver en endnu bedre grund til gang på gang at inddrage en parameter, som tidligere har vist sig betydningsløs. Man inddrager jo heller ikke f.eks. månefaser, solpletter m.m., netop fordi der mangler kausalitet. Flere af de foreslåede parametre er allerede tjekket og fundet betydningsløse. Der forekommer f.eks. ikke kritisk iltsvind i datasættet, og artsudvekslingen mellem stationer overskygger de andre foreslåede parametre.

Så det allerførste, vi gjorde (som man skal gøre), var at vælge datasæt. Valget faldt på det mest ikoniske datasæt (også på verdensplan), hvor flere af prøvetagningsstationerne blev grundlagt i 1910 af den berømte danske forsker C.G.J. Petersen, som netop med det eksplicitte formål at undersøge bundfaunaens betydning som fiskeføde grundlagde den moderne kvantitative økologi.

Efter 1986 blev flere af stationerne genoptaget, nu med det formål at følge vandmiljøplanernes virkning. Datasættet har således været hjørnestenen i næsten 40 års overvågning og informeret politiske beslutninger om havet. Mig bekendt har man – herunder DTU og fiskeribranchen – ikke tidligere sat spørgsmålstegn ved datasættets repræsentativitet.

Sjovt nok blev vandmiljøplanerne kritiseret for at være funderet på to døde jomfruhummere, og allerede dengang blev der fremsat en hypotese om, at de døde hummere havnede i nettet, fordi iltsvind forinden havde presset dem og andre bunddyr op på sedimentoverfladen, hvor de er mere udsatte for trawling. Så selvom iltsvindet i sig selv ikke er kritisk for faunaen, så øger det trawldødeligheden.

Derfor anbefaler rapporten at lukke for trawlfiskeri kortvarigt – hvis der er iltsvind under opsejling – mest af hensyn til havbundens integritet, men så sandelig også af hensyn til fiskernes levebrød.

Nu synes jeg, det er min tur til at spørge JP: Hvorfor gik man ikke ind og tjekkede de to DTU-medarbejderes motiver for gedulgt at sende deres smædeskrift – camoufleret som faglig review – til udvalgte interessenter? Havde kolleger kvalitetstjekket deres påstande? Hvorfor afstod man fra at bede DTU komme med sit bud på de mange tal?

De har modsat os i lange tider haft adgang til alle tal og skulle jo bare gange dem sammen. Præsenterede man den ikkeeksisterende fejl som et faktum for de øvrige kritikere? Og vidste medkritikerne, at DTU officielt ikke kendte noget til det? Hvorfor har JP aldrig offentliggjort kritikken fra DTU (eller hvor den nu stammer fra)? Hvorfor har DTU ikke?

På DTU Aquas hjemmeside fremgår, at de udgiver rapporter, som kun undtagelsesvist har været i peerreview. Men JP lader ukritisk DTU-Aquas institutleder fremture med påstande om det modsatte.

Hvis man hører til dem, der har et legitimt ønsker om peerreview af uafhængige forskere, så kunne jeg ikke være mere enig, for denne sag viser, at selv det bedste interne kvalitetssikringssystem ikke er bedre end den eksterne tillid til det. I øvrigt og i det store perspektiv er vores resultater kun en lille brik i et puslespil, ingen har villet lægge – de andre brikker er peerreviewet, og det bliver vores, når vi er færdige med at bruge tid på JP.

Den sympatiske fisker, JP filmer, er sikkert ligesom Danmarks Fiskeriforening og DTU glad for, at vores rapport nu er dømt ude af forhandlingsgrundlaget for beskyttelsen af havbunden. Men hvorfor ikke sætte kameraet på trawlet og filme under vandet? Det er det økosystem, vi snakker om. Her skabes hans levebrød. Fiskebestande opstår hverken i forhandlingslokaler eller i JP’s redaktionslokaler.

Jyllands-Posten svarer:

Jyllands-Posten sætter stor pris på debat og ønsker at belyse en sag fra alle sider. Det er bl.a. derfor, at vi har bragt et større interview med Jørgen L.S. Hansen om sagen.

Det er i øvrigt ikke korrekt, når Jørgen L.S. Hansen skriver, at Jyllands-Posten ikke har offentliggjort kritikken fra DTU-forskerne. Hele dokumentet med kritikken af AU-rapporten blev offentliggjort i forbindelse med den første artikel bragt den 20. august, hvor der også var link til hele AU-rapporten.

JP’s research har naturligvis også omfattet spørgsmålet om årsagen til, at DTU-gennemgangen blev lavet. Det er også forklaret i artikelserien, herunder i mailkorrespondance fra aktindsigt.

JP’s journalister har ingen holdning til spørgsmålet om trawlforbud, men det er væsentligt, at lovgivning foregår på et solidt grundlag. Og når anerkendte forskere kritiserer AU-rapporten, som er med i regeringens grundlag for forhandlingerne om fremtidens fiskeri, herunder trawlforbud, er det en journalistisk opgave at fortælle offentligheden om det hidtil ukendte dokument fra DTU-forskerne.

Redaktionen