Danmark og Europa er på vej til at blive løbet over ende

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det har lige været 15 år siden, at vi danskere fik den triste nyhed, at Lindøværftet skulle lukkes. Jeg er selv tidligere tillidsmand på værftet nord for Odense, som i lange perioder var Fyns absolut største private arbejdsplads. Mine gamle kollegaer blandt smedene, svejserne og maskinarbejderne på værftet var desværre ikke de eneste i Danmark og Europa, som fik hverdagen vendt på hovedet i de år. For i kølvandet på finanskrisen tabte Danmark hele 90.000 industriarbejdspladser. Ja, op mod hver 10. industriarbejder i Europa fik stukket en fyreseddel i hånden.

I dag går det heldigvis bedre i Danmark. Ifølge vismændene er dansk økonomi i topform, og beskæftigelsen i Danmark slår nærmest rekord hver måned. Men når jeg hiver historien om Lindø frem igen, så er det, fordi de tektoniske plader igen er begyndt at flytte sig globalt. Kina og USA er i gang med et kapløb om at trække industri og teknologi hjem og sætte sig på strategisk vigtige sektorer. Fra vindmøller til vandkraft – og fra robotter til råstoffer. Den kamp bliver vigtig for os i Danmark og Europa. Der må ikke ske det samme med danske industrivirksomheder i Produktionsdanmark, som der skete med Lindø efter finanskrisen. I juni stemte vi europæere et nyt Europa-Parlament ind, og min opfordring til politikere i både Europa og Danmark er soleklar: Lad ikke kineserne og amerikanerne løbe med vores teknologi og vores arbejdspladser.

Jeg skal gøre en indrømmelse: Det er ikke første gang, vi i Dansk Metal råber op om det her. Men jeg tror netop, historien vil dømme de politikere hårdt, der ikke tager opgaven seriøst denne gang. Op gennem 00’erne advarede Dansk Metal ad mange omgange politikerne om, at det var vigtigt at holde industriens arbejdspladser på danske hænder. I kølvandet på den finansielle krise lancerede vi kampagnen ”Danmark som Produktionsland”. Det var bestemt ikke alle, der lyttede dengang.

I husker måske den daværende guru Richard Florida – en amerikansk forsker, der mente, at fremtiden tilhørte ”den kreative klasse”. På ryggen af hans tanker formanede politikere os om, at industrisamfundet var fortid, og at vi bare skulle leve af kreative og kunstneriske erhverv. En tidligere radikal klimaordfører begyndte endda at udpege specifikke industrivirksomheder som Aalborg Portland, der måtte lukkes, så der i stedet kunne gøres plads til de virksomheder, der passede ind i en kreativ fortælling om Danmark. Resultatet blev et massivt tab af industriarbejdspladser.

Det er mit klare indtryk, at tre store kriser har åbnet de fleste politikeres øjne for, at vi bliver nødt til at gribe tingene helt anderledes an. Først viste coronakrisen os, at det var torskedumt at være afhængig af medicin, mundbind, vacciner og værnemidler fra andre kontinenter. Det var en brat opvågnen for mange beslutningstagere. Hernæst viste forsyningskrisen os, at det bestemt heller ikke er uden omkostninger, at Europas virksomheder og kritiske infrastruktur er vitalt afhængige af mikrochip og halvledere fra Taiwan – eller for den sags skyld russisk gas eller kinesiske solceller. Akkurat som vi i Dansk Metal har advaret om gennem årtier. Og sidst, men vigtigst af alt, så truer klimakrisen vores eksistens på planeten.

Politikerne skal gribe dybt i værktøjskassen, hvis vi skal overvinde kriserne. De skal sætte ind omgående på tre fronter. For det første bør Europa og Danmark løfte investeringerne i forskning og teknologi. Kigger vi på verdens største virksomheder som Apple, Facebook, Amazon, Tesla, Tencent, Alibaba og Microsoft, så er de amerikanske og asiatiske. Det er udtryk for, at vi i Europa ikke har satset nok på forskning og teknologi.

Jeg mener, at vi i Danmark hurtigst muligt bør løfte vores investeringer i offentlig forskning fra 1 pct. til 1,5 pct. af samfundskagen. Ligesom Europa og EU bør have en ambition om at fordoble vores teknologiske investeringer frem mod 2030. Det handler ikke kun om at skabe europæiske techgiganter. Det handler i endnu højere grad om at binde teknologi og industri sammen – så Europas produktionsindustri billedligt talt bliver et lynhurtigt, industrielt højhastighedstog i stedet for at ende som et veterantog, der kører på sovjetiske skinner.

For det andet skal både Danmark og Europa løse den demografiske og akutte mangel på faglært arbejdskraft. Hvis vi ikke får uddannet flere unge rigtigt, så er der ikke industriteknikere, smede og ingeniører til at bygge den grønne omstilling. I dag uddanner vi 1.200 jurister i Danmark, men kun 600 smede. Alt for mange i Danmark lever af at skubbe papir rundt, og det kommer med en stor pris.

En analyse fra Cowi viser, at vi alene i Danmark har brug for 100.000 flere faglærte for at nå de grønne ambitioner i 2035. Regeringen har selv peget på problemet gennem flere år, og de annoncerede investeringer i erhvervsuddannelserne er et skridt i den rigtige retning. Men virkeligheden er desværre, at mange unge i dag ikke har fået en forståelse for den praktiske virkelighed. Der har vi svigtet de unge i folkeskolen! Derfor er det også virkelig gode nyheder for dem og os, at der nu indføres obligatorisk erhvervspraktik, ligesom de store investeringer i erhvervsuddannelserne også er en god start. Vi er dog slet ikke i mål endnu.

Sidst, men ikke mindst, er det også nødvendigt at føre en strategisk erhvervspolitik i Danmark og Europa. Det har tidligere været et fyord – for det har i nogles ører klinget lidt for meget af fransk protektionisme. Lad mig gøre det helt klart: Jeg er glødende tilhænger af et stærkere indre marked med fri konkurrence, nye handelsaftaler mellem EU og resten af verden og en styrkelse af samhandel og eksport. Det er jo det, vi lever af i Danmark. Men vi må også indse, at der er brug for at gribe fat i de rigtige strategiske håndtag på både dansk og europæisk plan.

Vi er under massivt pres. Hele Europas solcelleindustri forsvandt over natten, da Kina satte strategisk ind for at overtage den. Vi er bagud på robotter og kunstig intelligens, hvor Asien og USA er ved at løbe fra os. Når det gælder råstoffer, har Kina sat sig på store dele af verdensmarkedet ved at eje vigtig infrastruktur, bl.a. i Sydamerika og i Afrika – fra sjældne jordarter til kobolt til litium. Her må vi danskere ikke blive bremseklods for, at Europa styrker sine muskler.

Udfordringer er der nok af for Danmark og Europa. Men heldigvis er der håb forude. Tag bare eksemplet med Lindøværftet. For knap var værftet lukket og det sidste Lindø-skib sejlet ud i horisonten, før politikere, fagforeninger og virksomheder havde sat sig sammen og smedet en plan for at tiltrække nye arbejdspladser til den gamle Lindøgrund. I dag er Lindø Industripark – Odense Havn fyldt med en stor underskov af mindre og mellemstore virksomheder inden for bl.a. offshore-vind, industri og skibsreparation.

Faktisk arbejder der i dag lige så mange mennesker derude, som da værftet lukkede. Aktiv erhvervspolitik virker altså. Både på Lindø, i Danmark og i resten af Europa. Det bør vores politikere huske. Der er mere end nogensinde brug for, at vores danske og europæiske politikere griber til handling og fremtidssikrer Produktionsdanmark. Vi har alle hørt om ”Made in China” til bevidstløshed, men for vores børn og børnebørn skal fremtiden være ”Made in Europe”.