Lad advokatfirmaer dyste om statens opgaver i stedet for at give ét firma det hele

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er med en vis ærgrelse, jeg læste kronikken i JP forleden, hvor Peter Mogensen, Karsten Dybvad og andre på vegne af Kraka Economics skriver om den analyse af Kammeradvokatordningen, som er bestilt og betalt af advokatfirmaet Poul Schmith (af de fleste kendt som Kammeradvokaten).

Ærgrelsen skyldes, at analysen har en række økonomer og tidligere topembedsmænd som afsendere – personer, som jeg respekterer højt som fagøkonomer. Når jeg så læser argumenterne i deres analyse, må jeg antage, at den er udarbejdet under stort tidspres og uden tilstrækkelig indsigt i advokatverdenen.

Jeg går til deres argumenter ét ad gangen:

1. De henviser flere gange til Moderniseringsstyrelsens arbejde fra 2012 og skriver: »Der er ikke indikationer på, at forholdene skulle have ændret sig på væsentlige punkter i forhold til tidligere analyser.«

Forholdene har ændret sig helt enormt. En vækstrate på 6 pct. årligt betyder (som alle økonomer ved) en fordobling på 12 år – og Moderniseringsstyrelsens analyse er 12 år gammel. Læg dertil, at statens køb under Kammeradvokatordningen dengang bestod af to tredjedele retssagsførelse og en tredjedel rådgivning; i dag er forholdet lige modsat – nemlig to tredjedele rådgivning og en tredjedel retssagsførelse. Læg dertil en ukendt vækst i omsætningen på insolvensområdet, som Poul Schmith anslår til 130 mio. kr. årligt, men som – afhængig af hvordan man opgør den – formentlig er meget højere.

Vi sammenligner altså en omsætning på 300 mio. kr. dengang, som primært handlede om retssager – med én på tæt på 700 mio. kr. i dag, som primært handler om rådgivning, hvortil man skal lægge nogle hundrede mio. kr. fra omsætningen på insolvensområdet.

Særligt insolvensområdet er en vigtig komponent i væksten hos Poul Schmith. Gældsstyrelsen oprettede for fem år siden et advokatpanel, som mange hundrede advokater blev en del af. Men Gældsstyrelsen besluttede samtidig, at alle ”komplekse sager” (altså de interessante og tunge sager) alene skulle tildeles Poul Schmith – selv om sagerne ikke er omfattet af Kammeradvokataftalen. Man kan sige, at Gældsstyrelsens advokatpanel er et eksempel til ekspertgruppen på, hvordan man ikke skal gøre.

2. De henviser til et prisbenchmark fra 2020, der viser, at timepriserne er 11,2 pct. lavere hos Poul Schmith, end de er hos konkurrenterne. Det er – for at sige det tydeligt – rasende uinteressant at sammenligne de timepriser, man er villig til at sælge sine ydelser til, når man har en garanteret årlig omsætning på 700 mio. kr., med de timepriser, som øvrige advokatvirksomheder opererer med på det private marked, når de sælger ydelser i meget mindre klumper og under stor usikkerhed. Jeg tænker, de fleste er friske på at yde ret betydelige rabatter, hvis man garanterer dem en omsætning på den solrige side af tre fjerdedele milliarder kroner.

Hertil kommer, at timepriser i sig selv er uinteressante, da den pris, man kommer til at betale, er timepris gange antal timer. Spørgsmålet er: ”Vil du hellere købe fra Danmarks bedste til 4.000 kr. i timen, hvor vedkommende er fem timer om at løse opgaven, og du vinder?” Eller: ”Vil du hellere købe fra en anden advokat til 2.500 i timen, som er 10 timer om at løse opgaven, og hvor du kun får delvist medhold?” Jeg håber, du kan se pointen?

Endelig er der den udfordring, at staten betaler forskellige timepriser til Poul Schmith under Kammeradvokataftalen, afhængig af hvilken stillingskategori de forskellige medarbejdere hos Poul Schmith har, men det er suverænt Poul Schmith selv, der afgør, hvilken stillingsbetegnelse de giver deres medarbejdere.

3. De henviser til tilfredshedsmålinger, som viser, at kunden (staten) er tilfreds. Ja – hvad havde man forestillet sig? De har jo ikke noget at sammenligne med, så det er nok dagens mindste nyhed.

4. De henviser til en række særlige egenskaber ved juridiske ydelser som tillidsgoder, som gør det fordelagtigt for kunden at opbygge en relation til én leverandør. Betyder det modsætningsvis, at store erhvervsklienter, som benytter flere advokater og har deres opgaver i udbud – eller som har flere advokatvirksomheder i advokatpaneler – ikke forstår markedet?

Nej – min påstand vil være, at de er langt mere professionelle indkøbere, end staten er, og at de sagtens kan navigere med flere forskellige advokater, der altid er på stikkerne for ikke at tabe til konkurrenterne, og som er i stand til at levere de advokatydelser, som markedet efterspørger.

(Og ja – det kan godt finde sted, uden at det går ud over habiliteten – det løser man også hver eneste dag i erhvervslivet, og advokatvirksomhederne vælger jo selv, om de vil byde på opgaverne eller ej.)

5. Man har en ordning, der virker. Hvorfor gamble med det i konkurrencens hellige navn? Tjaaa. Det skal man, fordi statens fremmeste rådgiver på området – Konkurrencerådet – siger, at det er en god idé. De sagde i 2020: Det offentliges indkøb af advokatbistand bidrager ikke tilstrækkeligt til at understøtte en effektiv konkurrence i advokatbranchen. Staten har i 85 år købt en markant del af sin advokatbistand hos Kammeradvokaten. Aftalen med Kammeradvokaten er uden udløb og ikke omfattet af udbudspligten. Også mange kommuner og regioner kan i højere grad udsætte deres indkøb af juridisk rådgivning for konkurrence.

Konkurrencerådet peger også på udbudspligten. Aftalen er indgået i 2014 gældende fra 2015. Var aftalen indgået i 2016 eller senere, ville udbudspligten gælde – også for advokatområdet.

Læg hertil de væsentlige pointer, som Kraka slet ikke forholder sig til. Her vil jeg som den væsentligste nævne anvendelsen af titlen Kammeradvokaten. Titlen er i sig selv normerende og konkurrenceforvridende, fordi den for mange har et særligt myndighedsskær – den er vel en del af staten, tænker man. Flere regeringer har indskærpet, at Poul Schmith alene må anvende titlen, når de arbejder for staten under Kammeradvokataftalen, men det fungerer ikke.

En virksomhed, som – også af Kraka – betegnes Poul Schmith/Kammeradvokaten – bliver ikke overraskende i folkemunde kaldt det, den altid har kaldt sig – nemlig Kammeradvokaten. Og hvem vil ikke gerne være kunde hos Kammeradvokaten? Det er jo næsten som at få rådgivning direkte fra staten. (Ja, det er det faktisk i nogle tilfælde, hvor virksomheden også har bistået staten med f.eks. at udarbejde lovudkast).

Pointen er, at vi er på vej ned ad et spor, hvor én advokatvirksomhed rådgiver staten i så stort omfang, at staten i stigende grad er fuldstændig afhængig af virksomheden. Var det dét, der var meningen med ordningen?

Så opfordringen er klar: Sig aftalen op nu. Udbyd statens køb af advokatydelser i en række professionelle udbud inspireret af den måde, erhvervslivet køber advokatydelser. Hvis Poul Schmith er de bedste, vil de jo vinde hele dynen.

Jeg har stor tillid til, at den ekspertgruppe, der er nedsat til at komme med forslag til at reformere statens køb af advokatydelser – inklusive insolvensområdet – er i stand til at se igennem Krakas argumenter og komme frem til nogle forslag til ordninger, der er til gavn for staten og for vores alle sammens skattekroner, der jo betaler gildet.