1989 er stadig en stjernestund, men Ukraine var aldrig en del af den

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Vi havde glædestårer i øjnene og angstens smerte i maven.«

Sådan står der i dagbogen for en af de mange baltere, der i dag for præcis 35 år siden ændrede Europas geografi. Estere, lettere og litauere dannede en 670 km lang menneskekæde fra Tallinn i nord til Vilnius i syd og istemte nationale sange, som var blevet forbudt af Sovjetunionen.

Datoen for aktionen, den 23. august 1989, var alt andet end tilfældig, nemlig 50-årsdagen for, at Tyskland og Sovjetunionen delte Østeuropa imellem sig i Molotov-Ribbentrop-pagten i 1939. Med et pennestrøg forsvandt de baltiske lande fra landkortet, ligesom Nazityskland invaderede Polen. I realiteten var menneskekæden derfor startskuddet på balternes frihedskamp. Opbakningen i befolkningen var så omfattende, at det var vanskeligt for Moskva at reagere. »Hvem kan skyde på én million mennesker? Dét er der ingen magt i verden, der kan,« som Algirdas Saudargas, der siden blev litauisk udenrigsminister, formulerede det.

Den baltiske menneskekæde er en af de begivenheder, som for alvor fortjener at blive fejret her i jubilæumsåret for 1989. Meget af det, vi i dag tager for givet, kunne være gået ganske anderledes. Uden balternes frihedstrang og personlige mod ville Estland, Letland og Litauen i dag ikke være medlemmer af EU og Nato, og Østersøen ville være alt andet end et Nato-indhav.

Tilsvarende ville Tysklands genforening næppe været blevet en realitet, hvis østtyskerne i Leipzig og Berlin var blevet hjemme på sofaen.

Alt dette er værd at huske i et jubilæumsår, der vil være uløseligt forbundet med Vladimir Putin. For selv om invasionen den 24. februar 2022 satte det endegyldige punktum for illusionen om, at historien var forbi, lever friheden og demokratiet fortsat i Baltikum og Central- og Østeuropa. Enhver, der måtte være i tvivl, bør besøge de baltiske besættelsesmuseer og sammenligne datiden med nutidens frie og fremgangsrige baltiske hovedstæder.

Når det er sagt, er der også behov for selvransagelse. I 2024 er billederne af den baltiske menneskekæde, Trabi-kortegen den 9. november 1989 og en storsmilende Vaclav Havel i Prag udskiftet med Putins lange bord, krigsforbrydelser i Butja og senest bombardementet af børnehospitalet i Kyiv.

Nu ved vi, at vi i 1989 alligevel ikke tog fat på en efterkrigstid, men gik ind i en mellemkrigstid mellem Den Kolde Krigs afslutning og Putins krig.

Parallellen ligger ligefor. Også i 1920’erne troede mange, at de levede i en efterkrigstid for så den 1. september 1939 at måtte erkende, at de havde været en del af en mellemkrigstid – altså mellem Første og Anden Verdenskrig.

Meget forekommer i dag næsten uvirkeligt. Hvordan kunne vi undgå bare at overveje, at 1989 måske ikke ville vare evigt? Hvordan kunne vi i Vesteuropa uden nuance og nærmest overbærende fortælle balterne, at de sad fast i historiske dogmer, dommedagssyn og Æsops fabel ”Ulven kommer”, når det gjaldt Rusland?

Når vi nu lader begivenhederne passere revy, er vores klarsyn et ganske andet. Det svarer til, at man ser en film for anden gang og ved, hvordan filmen ender. Pludselig holdes der skarpt øje med de scener, som netop kan forklare, hvorfor det gik, som det gik.

En sådan scene ligger i direkte forlængelse af den baltiske menneskekæde. Mindre end en måned efter begyndte ukrainerne nemlig også at gøre oprør mod Sovjetunionen og dermed Molotov-Ribbentrop-pagten.

På 50-årsdagen for Hitlers invasion af Polen og Ukraine under en stor udendørsmesse foran Sankt Georg-katedralen i Lviv blev kravet rejst, at den ukrainske katolske kirke skulle legaliseres. At dette reelt var et indledende skridt mod selvstændighed, fremgik med al tydelighed af arrangørens opfordring: »Lad os sætte stearinlys i vinduet for at mindes de millioner, der døde under den stalinistiske undertrykkelse.«

Den 21. januar 1990, på årsdagen for dannelsen af den ukrainske nationale republik i 1919, blev messen fulgt op med en lang menneskekæde fra Kyiv over Ivano-Frankivsk til Lviv. Langs kæden blev der taktfast råbt: »Ukraine uden suverænitet er et Ukraine uden fremtid.«

Hvor balternes kæde har en prominent placering i samtlige bøger om 1989, er det ikke tilfældet for den ukrainske. Tag bare førsteudgaven af min egen ”Håbets Europa” fra 2019, hvor den ikke nævnes.

Åbenbart opfattede også jeg Ukraine som et grænseland, som ikke var en del af vores fælles 1989-historie. Det er forbløffende, eftersom den ukrainske kamp for selvstændighed var med til at give Sovjetunionen dødsstødet.

»Uden Ukraine kan der ikke være nogen union,« sagde Sovjetunionens daværende leder, Mikhail Gorbatjov, efter at ukrainerne den 1. december 1991 havde stemt rungende ja til selvstændighed.

Første juledag var det sket med Sovjetunionen, og det sovjetiske flag på Kreml blev erstattet med det russiske. Det var i høj grad den imperiale deroute, som Putin tog et afgørende oprør med den 24. februar 2022.

Naturligvis var der forskel på balternes stålsatte ambition om hurtigst muligt at ”vende tilbage til Europa” og Ukraines noget mere tvetydige holdning. Landet var splittet mellem øst og vest, og reformprocessen stagnerede mere end én gang. Et godt eksempel er korruptionsbekæmpelsen.

Det ændrer imidlertid ikke på, at Ukraine sjældent blev tildelt førsteprioritet i EU eller blot befandt sig i toptre. Som oftest var der emner, som var vigtigere, og EU-landene og USA tog tit en mental omvej over Moskva: Hvordan ville Rusland mon reagere på alt fra Ukraines uafhængighed til en associeringsaftale med EU?

Da Putin invaderede Krim og Østukraine i 2014, formåede Vesten ikke for alvor at sadle om. Ganske vist vedtog EU sanktioner, men fredsdividenden blev der ikke rørt ved, og mange lande med Tyskland i spidsen øgede afhængigheden af russisk gas med bl.a. Nord Stream 2-forbindelsen.

En del af dette skyldtes overbevisningen om, at man kunne handle sig til fred. Og mon ikke Putin under alle omstændigheder ville undgå at sætte de store energiindtægter over styr? Sandheden er derfor, at vi opdagede for sent, at kampen om Europas fremtid ville stå netop i Ukraine.

Den stedmoderlige behandling udløste bitterhed i Ukraine, ikke mindst efter 2014. I et essay slog den nu afdøde forfatter Victoria Amelia fast, at strofen i 1989-hymnen ”Winds of Change” af Scorpions – »that we could be so close as brothers« – tilsyneladende ikke gjaldt ukrainere: »Vi var under angreb, men det var hovedsageligt vores problem.«

I 35-året må EU drage den rette lære af 1989: EU’s grænse forløber ikke vest for, men øst for Ukraine. Med våbenleverancer og åbningen af EU-optagelsesforhandlinger er de første skridt taget.

Lige så klart er det, at den store test ligger lige forude: For hvad gør EU, hvis en nyvalgt præsident Donald Trump presser Putin og Volodymyr Zelenskyj til forhandlingsbordet med henblik på, at Ukraine skal afstå territorium? Er Europa med mulige Trump-allierede som Ungarns Viktor Orbán eller krigstrætte lande omkring bordet i stand til at finde en fælles holdning?

Og hvad gør EU, hvis Ukraine i kølvandet eller måske som en del af aftalen presser på for at blive optaget her og nu i EU?

Da jeg i sommer gæstede Kyiv, var meldingen fra flere højtstående samtalepartnere i hvert fald ikke til at tage fejl af: »Sejr og EU-optagelse er to sider af samme mønt. Så snart vi har en aftale på plads i 2025, skal vi derfor være klar til at lukke optagelsesforhandlingerne med EU.«

Med et EU-formandskab i sidste halvår af 2025 kan det meget vel tænkes, at den danske regering får en central rolle, helt ligesom i årene efter 1989.

Lige netop i disse dage er der i hvert fald mange i Baltikum, som vil sende en varm tanke til daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Med sin genoptagelse af de diplomatiske relationer med de baltiske lande i august 1991 var han med til at presse EU-kollegerne til, at menneskekæden i sidste instans førte til baltisk selvstændighed.

Den 26. august udkommer en nyrevideret udgave af Lykke Friis’ bog ”Håbets Europa – 1989 i 89 billeder”.