Regeringen er nødt til at skrotte krisefortællingen endegyldigt og finde en ny vision, der kan overbevise danskerne om, at den er værd at satse på

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Efter godt halvandet år med faldende meningsmålinger annoncerede regeringen, at man ville bruge sommeren på at revitalisere regeringsprojektet.

Men hvad er egentlig gået galt for regeringen? Den blev født ud af en krisefortælling, der stort set forsvandt, inden regeringen var kommet i gang. SVM-regeringen nåede dog med det afsæt at gøre sig grundigt upopulær ved at afskaffe store bededag.

Siden har regeringen været i defensiven. Den har forsøgt at få skabt en erkendelse af behovet for betydelige strukturelle ændringer ud fra fortællingen om, at vores samfund ellers vil sande til i bureaukrati og stå magtesløs over for tidens mange store udfordringer, hvis vi ikke handler i tide.

Selvom regeringens erklærede ambition om at skabe noget, der mere rimer på velfærdssamfund end velfærdsstat, har bred appel, har den ikke haft klangbund nok til at skabe tilstrækkelig appetit på større forandringer.

Så længe forholdene fungerer nogenlunde, foretrækker folk status quo, og offervilje er der slet ingen af, så længe pengene vælter frem, hver gang man åbner en skuffe i Finansministeriet.

Det tidlige tab af krisefortællingen har gjort, at regeringen ikke længere fremstår som en midterregering med en fælles mission og vision, men i stedet som en regering hen over den politiske midte. Dilemmaet ved at være en ”regering over midten” er, at fokus konstant ligger på, hvor mange kompromiser de enkelte partier indgår.

Og det gør det svært for regeringspartierne at vriste sig fri af deres tidligere positioner. De beskyldes derfor konstant for at løbe fra deres tidligere politik og valgløfter. Medierne dækker i høj grad, hvorvidt de enkelte partier lykkes med at få deres politik igennem.

Vælgerne på begge sider af midten føler, at de kunne have fået mere af deres ønskede politik med en enten rød eller blå regering, og denne utilfredshed afspejles i meningsmålingerne, hvor partierne henholdsvis lige til højre og venstre for regeringen har oplevet fremgang.

Uden en fælles fortælling kommer regeringen til at fremstå som en grå, teknokratisk administration af politiske tiltag baseret på mulige kompromiser formet af og målt på, hvad det enkelte regeringsparti har kunnet tåle.

En sådan regering er ikke svaret på vælgernes voksende fornemmelse af behovet for en underliggende forandring. Folk er i stigende grad bekymrede for at miste deres job som følge af teknologiske fremskridt, ikke mindst AI. De frygter at miste deres nationale identitet på grund af immigration. Og de er trætte af en politik, som ikke ser ud til at levere et forbedret liv, hvilket særligt gælder dem, der lever i udkantsområderne, som har svært ved at følge med i udviklingen.

Bekymringen og usikkerheden om fremtiden er ikke noget specielt dansk fænomen, men en udbredt følelse i hele den vestlige verden, og som stikker langt dybere i mange andre lande, end den endnu gør i Danmark.

Det er et symptom på, at vi er i gang med en transformation henimod et langt mere innovativt samfund. En transformation, som det er svært at overskue konsekvenserne af. Den er skabt af en vild teknologisk udvikling, intens global konkurrence og øget individualisering, som til sammen ændrer rammerne for værdiskabelsen, væk fra de forudsigelige strukturer kendt fra industrisamfundet.

Vi ser en udvikling, der medfører færre og løsere rammer, ustabile arbejdsrelationer, krav om større fleksibilitet og mobilitet, øget diversitet og mindre harmoni. Vores nuværende sammenhængskraft, som bygger på ensartethed, får stadig svære ved at rumme den stigende mangfoldighed, og vi oplever en voksende ulighed og polarisering, som hos mange giver en følelse af opløsning og en udvikling, der allerede er ved at løbe os af hænde.

En grå teknokratregering, der fremstår uden en fælles vision for, hvordan vi forholder os til og tilpasser os dette nye paradigme, har svært ved at indgyde et positivt fremtidshåb og finde bred opbakning hos vælgerne.

Hvis den nuværende regering igen skal blive til en midterregering, kræver det, at den finder en ny fortælling, som ikke er en krisefortælling, men favner den underliggende og udbredte bekymring hos vælgerne over den transformation, de er vidne til.

Der er brug for en fortælling, der i langt højere grad kan begejstre og skabe et positivt fremtidssyn. Der er behov for et følelsesmæssigt såvel som et intellektuelt svar på de udfordringer, vi står over for, hvor alt fra lovgivning og institutioner til kulturelle normer og mindset tilpasses den nye virkelighed.

At skabe en håbefuld fortælling om fremtiden er på ingen måder en let opgave, men langtfra umuligt. Regeringen har faktisk allerede taget hul på at skabe et nyt narrativ i forbindelse med udformningen af regeringsgrundlaget. Ambitionen om at transformere velfærdsstaten til et velfærdssamfund viser, at regeringen er bevidst om, at tidligere tiders ”one size fits all”-tilgang ikke længere er gangbar, lige så vel som top- og regelstyringen af medarbejderne heller ikke længere fungerer.

Umiddelbart har regeringen gode forudsætninger for at sætte en fundamental ny retning med det nødvendige balancerede og lange udsyn. Den består af de to partier, som har domineret dansk politik i de seneste 150 år og repræsenterer de bærende elementer i henholdsvis landbrugssamfundet og industrisamfundet.

Det var dem, som udgjorde rygraden bag Kanslergadeforliget i 30’erne, som lagde fundamentet til nutidens velfærdsstat. Sammen med Moderaterne, som gentagne gange har vist, at de har fokus på de mere langsigtede udfordringer, burde det være den rette konstellation til at sikre, at Danmark kan få startet på en transformation til fremtidens innovationssamfund på en hensigtsmæssig og social balanceret måde, der sikrer, at så få som muligt bliver hægtet af.

Regeringen er godt klar over, at den står over for et afgørende valg. Således lyder i det regeringsgrundlaget: »Bygger vi et endnu stærkere fundament under vores samfund? Skaber nye muligheder? Sikrer mere frihed til den enkelte? Og giver tidsånden retning? Eller prøver vi – med lodder og trisser – at få det hele til at hænge sammen og lige nøjagtigt klare os igennem?«

Som regering hen over midten har den valgt det sidste. Men regeringen lægger faktisk i sit regeringsgrundlag op til langt mere: »Vi har brug for mere nysgerrighed, flere idéer og nye vinkler på gamle problemer. Ellers får vi bare mere af det samme: Et velfærdssamfund, der langsomt mister vitalitet og kvalitet, og som drukner i regler og bureaukrati. Vi er enige om at træffe en lang række svære, men fremsynede politiske beslutninger for at bringe Danmark bedst muligt gennem de udfordringer, der står foran os.«

Med den grønne trepart og fjernelsen af store bededag har regeringen vist, at den er i stand til at træffe både store og upopulære beslutninger. Den kommende tid vil vise, om regeringen formår at revitalisere regeringsprojektet og genskabe en midterregering – en midterregering, der kan skabe bedre forståelse for vores langsigtede udfordringer og dermed afgørende bidrage til, at vi får taget hul på den transformation, der skal sikre Danmarks fremtid.