Målet var afbureaukratisering. Men løsningen blev et fripas til besparelser

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ekspertgruppen for en fremtidig beskæftigelsesindsats indleder sin analyse med overskriften: »Den største frisættelse og afbureaukratisering af beskæftigelsesindsatsen nogensinde.« Ja, det kan bekræftes.

En ambitiøs konklusion, der udstråler stolthed over analysens anbefalinger og resultater. Men også et varsel om, at her har vi den ultimative og nødvendige løsning på at finde 3 mia. kr. i besparelser.

Gennemføres ekspertgruppens anbefalinger, er det vores vurdering, at en sammenhængende landsdækkende beskæftigelsesindsats er stendød. De 98 kommuner får den fuldkomne frihed til at beslutte hver for sig deres egen isolerede beskæftigelsesindsats og selv vælge, hvordan indsatsen skrues sammen.

Dermed demonstrerer ekspertgruppen en fuldstændig manglende forståelse for den måde, arbejdsmarkedet i Danmark fungerer på. Det følger nemlig egne udbuds- og efterspørgselsmønstre på tværs af de 98 kommunale grænser. Det er derfor, at staten har en naturlig rolle at spille i en velfungerende beskæftigelsesindsats.

Samtidig får de ledige reduceret deres rettigheder til opkvalificering, ordentlig aktivering og kompetenceudvikling. Borgere med længerevarende ledighed spises af med en fremdriftsgaranti, der alene indeholder samtaler, vurderinger og planer uden garanti for et relevant tilbud. Enkeltheden, ordentligheden og værdigheden defineres med udgangspunkt heri og besluttes alene af kommunerne.

Ledige, der har været ledige i længere tid, nedprioriteres derfor fortsat, og uligheden siger. Rådighedsreglerne løsnes generelt, men frigørelsen skal ses i forhold til en lav ydelse uden rettigheder og pligt til tilbud og ændrer ikke ved, at borgerne parkeres i passivitet og udelukkelse fra det arbejdende samfund.

Ekspertgruppens løsningsforslag er at erstatte statslig styring, de faglige organisationers ansvar, proceskrav og indviklede regler til lokal prioritering og incitamenter, som indeholder muligheder for at reducere den samlede økonomiske ramme til en beskæftigelsesindsats til et absolut minimum.

Eksperterne erkender, at der er begrænset viden om kommunernes adfærd, og accepterer dermed, at der ikke er nogen form for sikkerhed for, at kommunernes ultimative frihedsgrader til at træffe valg og beslutte vil virke. Tro flytter som bekendt bjerge – men ikke i forhold til kommunernes adfærd og styring. Her hersker der en benhård logik. Tillid som begreb bliver et tomt plusord, hvis ikke der er overensstemmelse mellem den positive vision om en styringsreform med ubegrænsede frihedsgrader og den benhårde virkelighed. Og det er der ikke.

Eksperterne kunne have valgt at undersøge og dokumentere kommunernes adfærd ud fra en række historiske og faktuelle forhold, som ville have fået de røde advarselslamper til at lyse. Men eksperterne vælger bevidst i stedet at levere en byge af anbefalinger, der har et snævert og ukritisk fokus på at spare 3 mia. kr. på kort sigt uden hensyntagen til konsekvenserne på arbejdsmarkedet.

En velbegrundet arbejdsmarkedspolitisk tænkning skal løse strukturelle udfordringer i beskæftigelsen og dermed modvirke flaskehalse på arbejdsmarkedet gennem matchning, vejledning og opkvalificering. Og dernæst desuden reducere og imødegå langtidsledighed og marginalisering.

Eksperterne formår ikke at synliggøre disse centrale mål og er ikke i stand til at formulere relevante resultatkrav. En hel rigtig satsning på ordinære beskæftigelsestimer hænger ikke sammen med de foreslåede resultatkrav, og eksperterne overser behovet for nye faglige metoder med jobmatchning, der kan matche ledige og konkrete job.

Eksperterne anbefaler, at beskæftigelsesaktiviteter i fremtiden defineres som serviceudgifter og bliver en del af den kommunale serviceramme. Rammen kan prioriteres på lige fod med de øvrige pressede velfærdsområder. Det betyder, at økonomisk pressede kommuner vil nedprioritere udgifter til en beskæftigelsesindsats.

At de lediges rettigheder og pligter reelt nulstilles, og at uddannelsesmuligheder reduceres yderlige, svækker den strukturelle indsats yderligere.

Eksperterne fremhæver selv, at borgergruppen med længere ledighed har stået i stampe på et højt niveau og har øget andelen af den samlede ledighed inden for de seneste 10 år. Det er derfor bemærkelsesværdigt med den helt ukritiske tilgang til den såkaldte refusionstrappe, som beskrives som en virkningsfuld incitamentsmodel, der bl.a. har og vil motivere kommunerne til en særlig indsats for de mest udsatte grupper. Historien har vist det stik modsatte.

Eksperterne foreslår dernæst, at en række ordninger og særordninger fjernes og dermed samtidig en række proceskrav og indviklet bureaukrati. Stor ros og anerkendelse for at fjerne proceskrav og indviklet bureaukrati, men uforståeligt, at faglige metoder foreslås afskaffet eller markant ændret. Vores vurdering er, at konsekvensen er en stor risiko for at skabe en spontan og ustyrbar opdrift i statens udgifter på det sociale område.

Sammenfattende er der stor risiko for, at der sker en betydelig opdrift i de offentlige udgifter på finansloven, når den strukturelle beskæftigelse svækkes, samtidig med at uligheden stiger yderligere. Flere og flere borgere har dermed risiko for at blive passiviseret på førtidspension og på langvarig forsørgelse.

Det er overraskende for os, at Nina Smith-udvalgets mange analyser og konkrete forslag til incitamenter for de mest udsatte grupper ikke bruges. Her dokumenteres, at en succesfuld indsats for aktivitetsparate ledige med mere end tre års ledighedsanciennitet kan frigøre betydelige samfundsmæssige økonomiske midler, der vil kunne finansiere positive økonomiske incitamenter.

Det er også bemærkelsesværdigt, at eksperterne ikke har diskuteret en økonomisk minimumsramme for beskæftigelsesindsatsen – ikke mindst i lyset af de meget markante besparelser og de forventede nedprioriteringer på den kommunale serviceramme.

Det er endvidere uambitiøst, uforståeligt og decideret useriøst, at eksperterne ikke har indhentet relevant viden og evidens om kommunernes adfærd og om virkningen af de nuværende finansielle incitamenter. Håb og tro på, at de kommunale frihedsgrader alene vil skabe resultater, står derfor tilbage som en udokumenteret påstand.

I det lys er det måske ikke så overraskende, at eksperterne ikke diskuterer statens rolle og ansvar, herunder ikke mindst hvilke muligheder der er for at sikre, at borgerne og virksomhederne behandles ordentlig og med værdighed og på en måde, så retssikkerheden kan opretholdes.

Endelig er det bemærkelsesværdigt, at arbejdsmarkedets parter sættes ud på sidelinjen med et æselspark af en anbefaling, der nedlægger de regionale arbejdsmarkedsråd RAR og fjerner de uddannelsesmidler, de kan disponere over. Der er manglende respekt for, at organiseringen hos arbejdsgivere og lønmodtagere medvirker positivt til, at arbejdsmarkedet fungerer.

Det er her vigtigt at fremhæve, at det er regeringens og beskæftigelsesministerens ansvar, at ekspertgruppen er sammensat uden arbejdsmarkedsforskere og egentlige eksperter med viden om og indsigt i arbejdsmarkedet.

Regeringen har med udpegningen nærmest gjort en dyd ud af at overse og holde de egentlige arbejdsmarkedseksperter væk fra en direkte indflydelse – formentlig ud fra et overdrevent fokus på at levere løsningsforslag til sparekrav på 3 mia. kr.

Regeringen ligger dermed, som den har redt. Det lykkedes ekspertgruppen at pege på de nødvendige sparekrav og udpege besparelser på 3 mia. kr., men en fremtidig landsdækkende strukturel indsats er til gengæld stendød.

Operationen lykkedes, men patienten døde.