Elitesport er mere end medaljer

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Fokus på medaljer har været intenst under OL. Kan atleterne leve op til de medaljeforventninger, vi har til dem? Lønner investeringerne i eliteidræt sig? Hvordan ser regnestykket ud, når OL er færdigt? Skal sportschefen, direktøren eller i sidste ende formanden ud at forsvare eller forklare de manglende medaljer?

Nu hvor OL er slut, vil der uomtvisteligt følge en periode med debat om, hvorvidt elitesport nu er pengene værd. Og hvorfor der ikke kom flere medaljer til Danmark.

Det er bare sjovere at havne på podiet end at blive nummer fire. Især for atleten, men også for hele det apparat, der står bag atleten. Trænere, specialister, sponsorer, lokalsamfundet, idrætsforbundet og nok så vigtigt de offentlige støttekroner, der skal til, aktuelt i form af Team Danmark og en række kommuner, for at drive elitesport i Danmark.

Og vi lider med atleterne, os, der står lige bagved. Når atleterne lykkes, lykkes vi også. Deres fiasko er også vores fiasko. Lige så fantastisk det er at se atleter opnå deres drømme og mål, lige så ondt gør det, når de mislykkes. Og det er meget nemt at måle eliteatleters succes i antal medaljer.

Metal og en plads på podiet er det synlige bevis på, at man er en succes. Både over for sig selv og over for baglandet. Men os, der står bag, trænerne på kanten, atleternes familier og ikke mindst atleterne selv, ved, at elitesport er mere end medaljer. Elitesportens formål og succes burde derfor blive målt på mere end kun medaljerne, men også på, hvad elitesporten i dagligdagen i øvrigt bidrager med i samfundet, i mange fællesskaber og til den enkelte.

Jeg er stor fan af, at vi har en kulturpolitik i Danmark, der fokuserer på, at det enkelte individ kan udleve sine drømme og potentialer, hvad enten de er store eller små. Nogle vil vinde OL-guld, mange vil bare holde sig i form og lære en idræts mange tekniske finesser, og andre igen vil spille hyggebold.

Der skal være plads til forskellige kulturformer, og at befolkningen skal have mulighed for at udleve dem. Der er nemlig lige så meget kultur i svømmehallen som i teatret. Og der er lige så meget kultur på eliteholdet som til hyggebold. Så alene ud fra en forestilling om et slags kulturelt demokrati bør vi også støtte det elitære inden for kulturen og dermed også elitesporten. Elitesport er lige så kultur- og identitetsskabende som teater og musik.

Vi er generelt enige om, at idræt og foreningsliv styrker vores samfund og vores demokrati. Foreningslivet skaber fællesskaber, både i de hektiske storbyer og i små lokalsamfund, hvor idrætsforeningerne er de nye forsamlingshuse.

Og midt i en trivselskrise, hvor især børn og unge er ramt, giver idrætten og foreningslivet en ramme for et frirum og et fællesskab, mange savner i de endeløse scrolls på sociale medier.

Eliteidrætten i Danmark er en integreret del af foreningslivet. Det skaber også fællesskaber, at den lokale idrætsklub har et elite- eller konkurrencetilbud. Det skaber fællesskab, at de lokale foreninger arbejder på at blive bedre, at opnå fælles mål. Målet behøver ikke være OL-guld.

Det kan være lige så spændende og tilfredsstillende at deltage ved et regionalt eller dansk mesterskab. Jeg mærker, ser og hører ofte om den stolthed, hvormed den mindre svømmeklub har sendt en eller flere deltagere afsted til et mesterskab i svømning. Det at klubben arbejder for et mål i fællesskab og at opnå en fælles drøm, er ikke kun de bedste atleter forundt, det gælder også den konkurrenceidræt, der finder sted lokalt.

I dansk svømning har vi omkring 20-25 topsvømmere, som inden for det seneste år har deltaget ved EM, VM eller OL. De er alle sammen opvokset i og rundet af det lokale foreningsliv. På deres vej til svømningens top har de alle været en del af meningsfulde fællesskaber og lokal sammenhængskraft, frivillighed og stolthed.

Nu, hvor de er topsvømmere, arbejder vi fra dansk svømnings side, udover at gøre dem til svømmere i verdensklasse, også på at gøre dem til hele mennesker. Et vigtigt begreb er Dual Career. Det betyder, at vi har et stort fokus på, at vores bedste svømmere tager en uddannelse, mens de svømmer på højt niveau.

Sammen med de kompetencer, som deres sportskarriere lærer dem, giver uddannelsen et godt grundlag for et arbejdsliv og en anden karriere den dag, svømmekarrieren er færdig. Derfor hyldede vi til vores nylige danmarksmesterskab 52 svømmere på øverste nationale og internationale niveau, der ved siden af deres svømning har færdiggjort en uddannelse i løbet af sæsonen.

Og vi arbejder med at danne og uddanne svømmerne til at repræsentere Danmark og idrætten, både nationalt og internationalt. De er i øvrigt fantastiske repræsentanter for Danmark, det har også en værdi, hvordan vi bliver set internationalt. Og de er fantastiske repræsentanter i de klubmiljøer, de fleste af dem til daglig bevæger sig i.

Jeg skal nok undlade at gentage flosklen om, at elite skaber bredde, men måske vi kan tale om, at elite skaber kultur, stolthed og fællesskab, som også kommer bredden til gavn. Når Helena Rosendahl Bach vender hjem til sit træningsmiljø i Aalborg som OL-fanebærer og med sin fjerdeplads fra OL, viser det andre unge mennesker, at de kan sætte et mål og opnå det. Og ethvert ungt menneske, der lærer at arbejde dedikeret for at opnå sine mål i en idrætslig sammenhæng, vil også kunne bruge det i andre dele af sin tilværelse og i samfundet.

Som Viktor Axelsen sagde, da han vendte hjem til Odense for at fejre sit OL-guld, så lærer vi alle sammen noget på rejsen, når vi går efter noget, vi drømmer om eller er passionerede omkring.

Når Helena Rosendal Bach vender hjem til sin barndomsklub i Holstebro, skaber det stolthed i lokalsamfundet, at byens frivillige foreningsliv har bidraget til at skabe en OL-atlet og en fantastisk repræsentant for Danmark. Den stolthed, alle danske atleter skaber, når de repræsenterer Danmark, skaber fællesskab og glæde. Den stolthed binder vores land sammen, både lokalt og nationalt.

Den inspirerer og viser, at vi skal turde drømme, og at det er muligt med den helhjertede og dedikerede indsats at nå sine mål. Når det er muligt i idrætten, så er det også muligt i andre dele af samfundet.

Både i Holstebro og i Aalborg står der i øvrigt tidligere landstrænere og landsholdssvømmere på kanten og lærer en ny generation at svømme. Den viden, der bliver skabt i eliten, kommer også til gavn for bredden. Præcis som når teknikerne tuner motoren i Formel 1 til at køre længere på literen, vil det også med tiden betyde, at vores andre biler kører længere på literen.

SvømDanmark har store ambitioner om at vinde OL-metal i 2028. Vi har også store ambitioner om samtidig at udvikle og lære unge mennesker at forfølge deres drømme, at repræsentere deres lokalsamfund og vores land og sammen skabe stolthed og fællesskab.

Vi vil gøre vores bedste for at udvikle meningsfulde træningsmiljøer, hvor vores atleter kan udvikle sig og udleve deres potentialer og blive hele mennesker. Det vil vi også gerne måles på, ikke kun på, om vi vinder medaljer. For vi vil ikke bare vinde medaljer, vi vil vinde medaljer med mening.