Ibi-Pippi har fået mine øjne op for, hvor problematisk juridisk kønsskifte er

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er noget, der længe har gået mig på. Noget, der i tiltagende grad bliver skørt. Og noget, der indeholder kimen til et samfund, hvor flertallet skal indrette sig efter mindretallet. Og nu kan jeg ikke længere tie stille: Wokeismen er gået for langt.

Vi har brug for et opgør med tidens omsiggribende fokus på kønsidentitet. Ellers er jeg bange for, at debatten om kønsidentitet kommer så langt ud, at det fjerner fokus fra de store og helt reelle ligestillingsproblemer, vi fortsat har i dagens Danmark. Hvis flertallet pludselig skal indrette sig efter mindretallet, er jeg alvorligt bange for, at ligestillingskampen løber af sporet. Og ikke nok med det, så ødelægger det kvinders rettigheder og for den sags skyld også mænds.

Som liberalt menneske hylder jeg naturligvis mangfoldighed. Jeg er helt og aldeles tilhænger af, at alle mennesker kan leve deres liv, som de vil, og være dem, de vil. At vi alle har friheden til at gøre, hvad der er bedst for os selv – så længe vores handlinger ikke går ud over andre.

Men jeg var ved at få kaffen galt i halsen, da jeg kort før sommerferien kunne læse om performancekunstneren Ibi-Pippi Orup Hedegaard, der er idømt halvandet års fængsel for hærværk mod et Jorn-maleri. Ibi-Pippi identificerer sig som kvinde og har fået juridisk kønsskifte … og har som følge heraf ytret ønske om at afsone sin dom i et kvindefængsel.

Jeg er helt med på, at Ibi-Pippi har udtalt, at det juridiske kønsskifte skal forstås som en provokation. Og man må selvfølgelig identificere sig, som man vil. Men hen over sommeren har det stået mere og mere klart for mig, hvordan netop denne sag sætter fokus på de udfordringer, der er ved det juridiske kønsskifte. Og at sager som denne i yderste konsekvens direkte krænker kvinders rettigheder.

Lad mig her gennemløbe blot nogle af de konkrete konsekvenser, det kan få, når en biologisk mand, der ser ud som en mand, og som er far til seks børn, identificerer sig som kvinde og derfor får en kvindes cpr-nummer: For eksempel har provokunstneren for nylig modtaget et spørgeskema fra Københavns Universitet, der handler om kvinders overgangsalder. Et spørgeskema med spørgsmål, der kredser om tidligere fødsler, menstruation og symptomer på overgangsalder.

Ibi-Pippi valgte i den forbindelse på sin Facebook-profil at udtrykke at være »meget glad for at kunne bidrage til videnskaben på denne måde«. Men helt alvorligt, det skader da kvinders retsstilling, hvis forskning om kvinders biologi bliver forurenet med svar fra biologiske mænd.

Og så er der spørgsmålet om afsoning i et kvindefængsel. Det kan måske på papiret lyde lidt kulørt og i nogles ører måske lidt småt. Men for mig at se er det absurd, at man overhovedet kan få den tanke, at Ibi-Pippi skal afsone i et kvindefængsel. Det håber og tror jeg ikke kommer til at ske – for hvad så med de indsatte kvinders rettigheder til ikke at afsone med en mand?

Ibi-Pippi har også tidligere krævet at klæde om ved siden af kvinder i et omklædningsrum i en svømmehal. Heldigvis blev der anvist en anden mulighed, og Ibi-Pippi fik ikke medhold i sin klage i Ligebehandlingsnævnet. Men det viser udfordringen. Vi skal ikke hen i en situation, hvor kvinder i landets svømme- og sportshaller kan opleve at klæde om ved siden af en biologisk mand, hvis kønsidentitet er kvinde.

Jeg er sikker på, at det store flertal af danskere ser måbende til, når enkeltpersoner eller forsvindende små grupper af minoriteter forlanger den form for særbehandling.

Var det så bare en enkelt svale med en provokunstner. Men det er det ikke.

Internationalt hører vi historier om sportsudøvere, f.eks. en kuglestøder og en svømmer, der er biologiske mænd, men har skiftet køn og derfor konkurrerer mod kvinder.

Aktuelt er der rejst tvivl om kønnet på to kvindelige boksere i forbindelse med OL. Hvad der er op og ned i den debat, er svært at afgøre. Men hvis det var mig som kvinde, der blev sat til at kæmpe mod en person, der biologisk var mand, ville jeg blive rasende. Ulige konkurrenceforhold er langt ude og en potentiel bombe under kvinde-elitesporten. Så kan man jo lige så godt annullere kvindesport.

Den overdrevne woke-kulturs indmarch ser vi også på andre områder, f.eks. ønsket om, at man på sociale medier eller i starten af et møde skal nævne de pronominer, man gerne vil tiltales med. Hvis nogen har behov for det og for at forholde sig til sin kromosomsammensætning, er det naturligvis fint.

Men helt ærligt, så er det vel ikke noget, vi alle sammen skal servicedeklarere. Det er for mig et eksempel på, at vi som samfund bliver afkrævet at ændre noget grundlæggende for at imødekomme en meget lille minoritet i wokeismens hellige navn.

Og som ligestillingsminister bekymrer det mig voldsomt, hvis vi ikke længere kan tale om kvinder og mænd eller kvinder og mænds ligestillingsproblemer. Når vi påduttes, at det ikke længere hedder ”mænd”, men ”folk med pikke”, sådan som DR’s P3 vil have os til at sige. Eller når vi skal sige, at det er ”personer”, der menstruerer, ”personer”, der er gravide, eller ”personer”, der føder. Det er helt absurd.

Selvfølgelig er det kvinder, der menstruerer, er gravide og føder!

For det er et faktum, at der er to biologiske køn, uanset hvad man føler, man er, eller hvilken kønsidentitet man har. Jeg synes, vi er ude på et skråplan, når man forveksler biologisk køn med kønsidentitet og kønsudtryk.

Og ja, jeg ved det godt. At venstreorienterede kritikere og andre med overdreven hang til overbærenhed og selvgod rummelighed sikkert vil sige, at jeg bare skal slappe af. At jeg skal trække vejret, trække på skuldrene, og at det nok skal gå alt sammen. Men det har jeg forsøgt. Og det går ikke væk.

Faktisk bliver jeg bare mere og mere overbevist om, at vi må sige stop. Og det er derfor, jeg gør det nu med en kronik som denne.

Hvis vi som samfund overser det basale faktum, at der kun findes to biologiske køn, er vi ikke bare i overhængende risiko for at lande et skørt sted. Endnu værre er det, at de outrerede identitetspolitiske debatter skygger for de ligestillingsproblemer, der reelt findes.

Læg hertil, at det forfejlede fokus på identitetspolitiske emner reelt også svækker den folkelige opbakning til de mange kampe for ligestilling, der fortsat skal udkæmpes. Kampe, der handler om at skabe et samfund, hvor mænd og kvinder har lige muligheder. Samtidig risikerer vi en polarisering, hvor vi sætter sammenhængskraften i samfundet over styr.

Vi bliver som samfund nødt til at holde fast i, at en transkvinde ikke er og aldrig bliver en biologisk kvinde. Biologi er bestemt af gener. Det kan man ikke ændre på. Derfor er der også grænser for, hvilke rettigheder transkvinder og transmænd skal have. I min optik skal biologiske mænd ikke deltage i undersøgelser om kvinders biologi og fysik, de skal ikke have ret til kvindeomklædning, afsone i kvindefængsel eller stille op i elitesport for kvinder. Som kvinde er jeg faktisk ligeglad med, hvordan disse biologiske mænd identificerer sig. Men biologiske kvinder er de ikke.

Som liberal er det helt grundlæggende for mig, at alle mennesker kan leve deres liv, som de ønsker, og være dem, de vil. Derfor respekterer jeg også helt og aldeles, at nogle ønsker at identificere sig som et andet køn. Men lige så grundlæggende er det for mig, at der går en grænse, hvor den frie udfoldelse går udover andre menneskers frihed. For det sker netop, hvis transkvinder insisterer på at blive behandlet som biologiske kvinder. Og netop derfor er der behov for at sige stop. Wokeismen må have en grænse.