Det er fint at tale om kvalitet i sundhedsvæsenet. Men det kræver, at den er der, for at en sundhedsreform skal kunne lykkes

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hele 459 gange er ordet ”kvalitet” nævnt i Sundhedsstrukturkommissionens rapport, som skal danne grundlag for den største reform af sundhedsvæsenet siden 2007. Dette understreger, at kvalitetsbegrebet er integreret i måden, vi tænker og arbejder med sundhed i Danmark, og afslører, at kvalitet er helt afgørende for fremtidens sundhedsvæsen.

I internationalt perspektiv er Danmark et af de lande, der har iværksat flest nationale kvalitetsudviklingsinitiativer, og i dag arbejder sundhedsvæsenet med flere initiativer for at sikre og løfte kvaliteten. Centralt i kvalitetsarbejdet står Det Nationale Kvalitetsprogram fra 2015. Programmet består af otte nationale mål for sundhedsvæsenet, understøttet af lærings- og kvalitetsteams samt et nationalt ledelsesprogram. Andre kvalitetsinitiativer omfatter bl.a. kliniske retningslinjer, Regionernes Kliniske Kvalitetsprogram (RKKP), kvalitetsudvikling lokalt og gennem nationale programmer ved hjælp af Forbedringsmodellen samt Kvalitet i Almen Praksis (KiAP) og Kvalitet i Kommunerne (KIK) i det kommunale sundheds- og ældreområde.

Med Sundhedsstrukturkommissionens rapport er der lagt op til, at kvalitetsbegrebet og arbejdet med kvalitet bliver et afgørende styringsredskab i omstillingen af sundhedsvæsenet, uanset politisk valg af forvaltningsmodel.

At kvalitetsbegrebet er afgørende for det fremtidige sundhedsvæsen, understreges af, at Sundhedsstrukturkommissionen opstiller seks centrale hensyn for organiseringen af sundhedsvæsenet, hvor det første er ”Et sundhedsvæsen med høj kvalitet for alle borgere i hele landet”.

Kommissionen opstiller også fem tværgående anbefalinger, der kan gennemføres uafhængigt af forvaltningsmodellen. Centralt i disse anbefalinger står ønsket om en markant styrkelse af forpligtende kvalitetsstandarder, der skal udvikles til at kunne gå på tværs af sektorer, stille krav til samarbejde i det primære sundhedsvæsen og styrke monitoreringen.

Kommissionen fremhæver, at databaseret kvalitetsudvikling er afgørende for den nødvendige fornyelse, og at data om lokale indsatser og borgernes samlede forløb på tværs af sundhedsvæsenet er en forudsætning for styrket kvalitetsudvikling. De anbefaler ligeledes en national sundhedsplan, der skal sætte en strategisk retning for sundhedsvæsenets udvikling de kommende år.

Planen skal reducere antallet af statslige styringsredskaber og samle nationale og decentrale aftaler under én samlet strategi. Denne strategi skal sikre en klar opgavefordeling, fastsætte krav og forventninger til aktørerne og fokusere på at styrke kvaliteten i sundhedstilbuddene på tværs af det samlede sundhedsvæsen.

Der lægges således op til et paradigmeskift i måden at tænke kvalitet og styring på i det danske sundhedsvæsen, hvor forpligtende kvalitetsstandarder indføres i hele sundhedsvæsenet, og hvor der fokuseres mere på et tværfagligt og tværsektorielt perspektiv. Det er nogle fuldkommen centrale områder. På tværs af sundhedsvæsenet arbejder sygeplejersker, kvalitetskonsulenter, SOSU-assistenter, læger og mange andre sundhedspersoner hver dag på at udvikle og fastholde en høj kvalitet af de ydelser, der tilbydes patienterne.

Målet er det samme – men rammer, organisering og betingelser varierer, særligt mellem de forskellige sektorer. Det samme gør de ord og begreber, som bruges til at tale om kvalitetsarbejdet. Uden et fælles sprog er det svært at skabe sammenhængende patientforløb. En fælles forståelse af begrebet kvalitet – herunder de forskellige egenskaber og perspektiver – er afgørende for at kunne arbejde med fælles, tværfaglige indsatser målrettet sikring og udvikling af kvaliteten i hele patientens forløb på tværs af sektorer.

Men selvom der er stort fokus på kvalitet, er der stadig flere aktuelle spørgsmål, som rapporten ikke adresserer. Et afgørende spørgsmål, er forholdet mellem (over)styring og faglig frihed. Der er utvivlsomt behov for at frigøre fagpersonalet fra mange af de krav og retningslinjer, der ikke skaber værdi for patientens resultater og tilfredshed. Udfordringen ligger i at vurdere, hvilke krav der skaber værdi, og hvilke der ikke gør. I en verden uden ressourcebegrænsninger kunne vi anvende evidenskrav på alle processer, men det er ikke muligt i praksis.

Hvordan sikrer vi, at det er de rette indsatser, der fjernes, og at de tilbageværende krav faktisk bidrager til forbedret patientpleje og -tilfredshed?

Et andet af disse spørgsmål er, hvordan vi sikrer, at kravene om evidens og høj kvalitet ikke hindrer udrulningen af digitalisering og AI, samtidig med at kvaliteten bevares.

Hurtig udvikling uden tilstrækkelig evidens kan resultere i fejl og utilsigtede konsekvenser, hvilket kan skade patienter og underminere tilliden til AI-teknologier. Omvendt kan omfattende evidensbaserede godkendelsesprocesser og strenge kvalitetskrav gøre det vanskeligt for nye løsninger at komme hurtigt på markedet og imødekomme de aktuelle sundhedsbehov.

Et tredje centralt spørgsmål omhandler differentierede services og kvalitet. Der er stigende enighed om, at for at modvirke ulighed i sundhed skal sårbare borgere have ekstra støtte for at opnå samme sundhedsresultater som resten af befolkningen.

Denne tilgang kræver en langt mere differentieret og individualiseret tilgang til services og behandling, baseret på den enkeltes behov. Levering af differentierede services kan dog skabe udfordringer med at opretholde høj kvalitet for alle.

Derfor er der behov for at udvikle nationale strategier, der sikrer, at differentierede services stadig leverer høj kvalitet til alle.

På trods af vigtige markeringer inden for kvalitetsområdet i Sundhedsstrukturkommissionens rapport, står sundhedsvæsenet over for en række udfordringer, der kræver en videreudvikling af kvalitetsbegrebet samt nye metoder og arbejdsgange til kvalitetsudvikling, kvalitetssikring og kvalitetsmonitorering.

Det er nødvendigt for at etablere et nyt styringsparadigme i sundhedsvæsenet. Det er bemærkelsesværdigt, at det nuværende kvalitetsprogram, ”Nationalt kvalitetsprogram for sundhedsområdet 2015-2018”, har overskredet sin deadline med flere år.

Derfor er det centralt, at den kommende strukturreform og den nationale sundhedsplan omfatter et opdateret kvalitetsprogram. Det vil være hensigtsmæssigt at inddrage en bred kreds af relevante aktører for at redefinere kvalitetsbegrebet og videreudvikle metoder og arbejdsgange, især med fokus på tværsektorielt samarbejde. For at løfte kvalitetsdagsordenen til et nyt niveau kræves et fælles sprog og en fælles ramme for kvalitet, der understøtter et sammenhængende patientforløb fra forebyggelse og opsporing til behandling, genoptræning, rehabilitering samt palliativ behandling og pleje.

Derfor er det klart, at en ny strukturreform kræver en opdatering af kvalitetsprogrammet. Der bør derfor lyde en stærk opfordring til, at dette indarbejdes i de aktuelle politiske forhandlinger om en ny strukturreform.