Internationalt samarbejde kræver justeringer for at kunne overleve

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Samuel Rachlin sagde i DR’s ”Deadline” forleden, at verden trækkes tilbage i det 20. århundredes konflikter. Den russiske oligark Andrej Melnitjenko, har udtalt til både New York Times og Tucker Carlson, at en eskalation af konflikten mellem Vesten og Rusland er sandsynlig, og den amerikanske professor John Mearsheimer, som i 2014 forudså Ruslands invasion, tror på en lang krig. Og dette dystre udsyn er endda kun baseret på én krig. Der er desværre også andre i gang.

Krigene mellem Israel og Hamas og i Sahel-regionen mellem Chad, Mali, Burkina Faso, Niger og Boko Haram, Al Qaida og IS, er lige så betændte som Rusland – Ukraine krigen. De tre konflikter trækker tråde til USA/Vesten, Kina og Rusland. De reflekterer også spændinger mellem det globale Nord og det globale Syd. Flere afrikanske lande og Indien har ikke samme opfattelse som USA/Europa, når det kommer til krigen i Ukraine. Ved afstemninger i FN om at fordømmelse af Rusland har afrikanske lande i næsten lige så høj grad afstået fra at stemme, som de har stemt for. Det samme gælder Indien. Det venskabelige møde mellem Modi og Putin i starten af juli signalerer heller ikke et Rusland, der kun har Kina og Nordkorea at læne sig op ad.

Der er også splittelse mellem USA/Vesten og det globale Syd i forhold til krigen mellem Israel og Hamas. Vesten ses som dobbeltmoralsk, når man på den ene side fordømmer og sanktionerer Rusland, men på den anden side nøjes med at fordømme Israel uden at sanktionere seriøst. I Sahel-konflikten ses en konkret spænding mellem Nord (især Vesten) og Syd. Mali, Niger og Burkina Faso har frasagt sig vestlig/FN-hjælp/indblanding og pivoteret mod at modtage militærrådgivere fra Rusland.

Alt i alt ikke et bagtæppe, der indgyder optimisme i forhold til det internationale samarbejdes fremtid. Visse historiske aspekter bidrager dog med håb. Konflikterne nu minder om det 20. århundredes varme og kolde krige. Derfor er det vigtigt at huske, hvad disse ledte til.

Både Første og Anden Verdenskrig tydeliggjorde behovet for internationalt samarbejde, og Den Kolde Krigs afslutning indledte en periode med et effektivt sikkerhedsråd i FN. Derudover var den hidtil eneste reform af FN’s Sikkerhedsråd, hvor de valgte medlemmers antal blev øget fra 6 til 10, også et resultat af krav fra det globale Syd som følge af utilfredshed med det internationale samarbejde.

Efter Første Verdenskrig opstod FN’s forløber, Folkeforbundet. Forsøget på at institutionalisere et krigsforhindrende internationalt samarbejde sygnede dog hen, da stormagterne ikke havde nok incitament til at bakke op. Efter Anden Verdenskrig var behovet for et stærkere samarbejde åbenlyst. Baseret på tanker om at international handel og institutionaliseret dialog skaber gensidig forståelse og afhængighed, styrkedes det europæiske samarbejde, og FN blev grundlagt i 1945.

De store magter fik privilegier, der skulle sikre deres deltagelse i et internationalt fredsfremmende samarbejde: Frankrig, Storbritannien, Sovjetunionen (overdraget til Rusland i 1991), Kina og USA fik retten til at blokere for resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd (vetoretten). De anspændte tider og krige ledte altså til øget internationalt samarbejde.

Men når det internationale samarbejde ikke forhindrer eller stopper farlige konflikter, hvordan kan deeskalation og forbedret internationalt samarbejde opnås? Det kræver overordnet set et øget fokus på at forhindre krig og i mindre grad implementering af vestlige normer.

Vesten skal indse, at den unipolære tid for USA til dels er forbi. USA er stadig den uovertruffent stærkeste militære magt i verden og Nato er en effektiv afskrækker. Afskrækkelsen kræver dog, at medlemmerne hurtigt finder ud af og effektivt reagerer på, hvad den kommende amerikanske præsident kræver for at opretholde afskrækkelseseffekten.

Unipolariteten er dog forbi eller i sin afsluttende fase, når vi taler økonomi og normer. USA’s brug af dollaren som sanktionsmiddel (primært mod Rusland) har givet flere lande lyst til at afprøve andre muligheder.

Eksempler på dette er Briks-samarbejdets udvidelse, oprettelsen og styrkelsen af AIIB (den kinesisk dominerede asiatiske investeringsbank) og usikkerheden om dollaren som underbyggende valuta for oliehandel (petrodollar). Derudover skal USA/Vesten forstå, at vestlige liberale normer om f.eks. LGBTQ-rettigheder og demokrati ikke kan påtvinges, via politisk pres på afrikanske lande som f.eks. Uganda, Nigeria, Tanzania eller forsøg på militært støttede regimeskifter som f.eks. Irak og Afghanistan.

Rusland taber ikke krigen i Ukraine. For at forhindre flere blodsudgydelser i stor skala, eskalalering til taktisk brug af atomvåben og (mere) direkte Nato/Rusland-konfrontation, må Ukraine og Rusland til forhandlingsbordet. Det bliver på Ruslands præmisser på grund af, hvordan det går på slagmarken. Forhandlingerne skal facilitere en ny sikkerhedsaftale, der definerer henholdsvis Ruslands og Nato’s roller og røde linjer i de områder, hvor uenigheder kan opstå.

Ergo skal Nato stå stærkt som en afskrækkelse, imod at Rusland indtager mere land i fremtiden, og Rusland skal have garantier for, at Nato ikke udvider yderligere mod øst.

Krigen mellem Israel og Hamas skal også afsluttes ved forhandlingsbordet. Hamas-soldater kan nedkæmpes, men ideologien kan ikke. De magtfulde vestlige aktører skal undgå at fremstå hykleriske, og det brede (globalt set) krav om en form for tostatsløsning må forfølges. USA’s sandsynligvis kommende præsident Donald Trump er pragmatiker mere, end han er ideolog eller idealist.

Derfor er det ikke utænkeligt, at normalisering af relationer i Mellemøsten kan gennemføres. Hvis en amerikansk præsident kan samle Rusland (der taler for tostatsløsning), Kina (der netop har formidlet en fredsaftale mellem Hamas og Fatah), EU og den arabiske verden, så vil det fremstå som en politisk sejr for ham – og som en vej mod et fredeligere Mellemøsten.

Det kræver selvfølgelig israelsk velvilje, hvilket kan blive dyrt købt, men hvis nogen kan presse Israel i den retning, så er det USA. På samme måde skal den arabiske verden presse de palæstinensiske aktører til en mindre bid af Jerusalem, end de hidtil har krævet.

I forhold til konflikten i Sahel-regionen, som er den mest komplekse af alle nuværende konflikter, er det om muligt sværere at foreslå en løsning. Men det faktum, at konflikten foregår i Afrika, og at flere involverede aktører ikke ønsker indblanding fra Vesten, er et signal om, at Afrika skal spille en større rolle i det internationale beslutningstagende samarbejde på højeste niveau.

Det afrikanske kontinent skal snarest muligt opnå permanente pladser i FN’s Sikkerhedsråd. Det vil give FN og international indblanding en højere grad af legitimitet i Afrika og dermed sandsynliggøre både en højere grad af accept af indblanding og bedre tilpassede resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd.

Da både USA, EU, Rusland og Kina søger øget indflydelse i Afrika, er det muligt at sikre øget afrikansk indflydelse i et opdateret geopolitisk sikkerhedsapparat. Det kan opnås, fordi det i sidste ende vil være op til de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – USA, Kina, Rusland, Frankrig og Storbritannien – at undlade at blokere for en udvidelse af Sikkerhedsrådet. Ved at acceptere en reform, der giver Afrika permanente pladser i Sikkerhedsrådet, kan disse magter samtidig styrke deres egne relationer og indflydelse på kontinentet.