EU's finanspolitik bliver hård kost for ny fransk regering

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Baggrunden for at skabe nye rammer for EU med fokus på finanspolitikken var, at de hidtidige rammer ikke fungerede. Men heller ikke de nye rammer er – i hvert fald efter min vurdering – holdbare. De to hovedsvagheder i den økonomiske samordning af finanspolitikken er der nemlig stadig ikke gjort op med, hvorfor nogle lande kan blive ført i EU-konfrontation.

Sammen med tidligere departementschef Jørgen Rosted udgav jeg i 2018 bogen ”Fundamentet under EU vakler”, hvor hovedemnet netop var, at EU’s ramme for den finanspolitiske samordning var fejlbehæftet på to afgørende punkter.

Historien har flere eksempler på, at et valutasamarbejde – og især en valutaunion – ikke holder, hvis det kun er problemlande (underskudslande), der pålægges krav, mens stærke lande (overskudslande), der måske bidrager til problemlandenes underskud, fritages for krav.

EU’s finanspolitiske regelsæt er især koncentreret om offentlige underskud, der ikke må overstige 3 pct. af bnp, og offentlig gæld, der ikke må overstige 60 pct. af bnp.

De har altså klar ensidig fokus på underskudslande med de heraf følgende holdbarhedsproblemer. Men det gøres der som anført ikke op med i de nye finanspolitiske regler i EU med forordning 2024/1263 fra april 2024, der har fået betegnelsen: Effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budget over samt om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97.

Koncentrationen af samordningskravene på underskudslande har betydet, at der er opstået en kløft mellem underskudslande (som Italien, Spanien og Frankrig) og overskudslande (som Holland, Tyskland og Danmark) siden starten af Euro-samarbejdet fra 1999. Denne kløft er blevet forstærket efter finanskrisen og coronakrisen.

Det kommer også til udtryk i den nye forordning, hvor det i punkt fem i de indledende betragtninger anføres: »Unionens rammer for økonomisk styring bør tilpasses for bedre at tage hensyn til det forhold, at budgetstillingerne, den offentlige gæld og de økonomiske udfordringer bliver stadig mere forskelligartede, samt til de øvrige sårbarheder i medlemsstaterne.«

Det andet hovedpunkt er, at samordningen styres ud fra offentlige underskud og offentlig gæld. Medlemslandene påvirker imidlertid først og fremmest hinanden gennem de transaktioner, som registreres på betalingsbalancen via ikke mindst eksport og import.

Derfor tilsiger et fagligt udgangspunkt, at den nødvendige koordination i en valutaunion må tage udgangspunkt i betalingsbalancestillingen og ikke i offentlig underskud og gæld. Men denne afgørende svaghed gøres der som anført heller ikke op med.

De understreges eksempelvis med al ønskelig tydelighed af, at Japan, hvor statsgælden er over 240 pct. af bnp og dermed den suverænt højeste offentlige gældsprocent i verden, ikke har gældsproblemer og heller ikke underskudsproblemer, selv om de offentlige underskud har været over 3 pct. af bnp i de seneste 30 år – og ofte betydeligt over – bortset fra to år. Japan har nemlig gennem mange år haft overskud på betalingsbalancen og har derfor også kunnet holde renten tæt på nul.

Så både fagligt og empirisk påviser vi i bogen, at fokus i rammerne for EU’s finanspolitik ikke bør være på den offentlige sektors underskud og gæld, men på betalingsbalancen.

Baggrunden for, at samordningen af finanspolitikken sker ud fra et fagligt forkert udgangspunkt er de ideologiske synspunkter om offentlige saldo og offentlig gæld – der udgår fra den ordoliberale tænkning med udgangspunkt i universitetet i Freiburg, Tyskland.

Og Tysklands stærke stilling, da EU’s økonomiske og monetære union blev vedtaget ved Maastrichttraktaten i 1992, gjorde, at ideologiske nationalt specifikke betragtninger vandt over faglighed.

Den nye forordning sigter især på at ændre kravene til lande, hvor gældsloftet på 60 pct. af bnp overskrides. Det var ikke overraskende, idet de hidtidige regler krævede, at der hvert år mindst skulle ske en nedsættelse af den offentlige gæld med 1/20 af forskellen mellem den offentlige gældsprocent af bnp og 60 pct.-grænsen herfor.

Hvis et medlemsland således var kommet op på en offentlig gældsprocent på mindst 100 af bnp, skulle de offentlige finanser derfor have et overskud på mindst 2 pct. om året.

Grækenland, Italien, Spanien, Frankrig og Belgien overskrider alle 100 pct. grænsen. 1/20-del-reglen var det samme som at kræve en ekstrem stram finanspolitik, som næppe er politisk mulig eller hensigtsmæssig i alle disse lande, der også kæmper med offentlige underskud, som i alle disse fem lande – bortset fra Grækenland – aktuelt er over 3 pct. af bnp.

Det mest centrale punkt i den nye forordning er da også, at gældsprocenten for medlemslande med en gældsprocent over 60 og offentlige underskud over 3 pct. af bnp ved afslutningen af den maksimale tilpasningsperiode på syv år skal være på en troværdig nedadgående kurs eller fastholdes på under 60 pct. af bnp, ligesom det offentlige underskud skal bringes ned under 3 pct.

Hvis gældsprocenten imidlertid er over 90, hvilket gælder for de nævnte fem EU-lande, skal gældsprocenten årligt reduceres med i gennemsnit 1 procentpoint i den alm. tilpasningsperiode på fire eller fem år (afhængig af valgperioden til det nationale parlament) eller i den forlængede tilpasningsperiode på syv år.

Dette krav om reduktion af gældsprocenten reduceres til et halvt procentpoint, såfremt gældsprocenten er mellem 60 og 90 pct. af bnp, se artikel 7. Denne stramning har Det Europæiske Råd hovedansvaret for, da kommissionens udspil fra 2023 blot indebar, at gældsprocenten ved udgangen af perioden skulle være lavere end ved begyndelsen.

Rådets stramning er næppe holdbar. Har et medlemsland med en femårig valgperiode f.eks. et underskud på de offentlige finanser på mindst 5 pct. i 2024 og en gældsprocent på over 90, hvilket er tilfældet for Frankrig, skal de offentlige finanser forbedres med f.eks. 2 pct. af bnp i hvert år af den normale femårige tilpasningsperiode, idet dette netop vil reducere gælden med 5 procentpoint ved udgangen af 2029, altså med i gennemsnit netop 1 procentpoint pr. år frem til 2029.

Der kan naturligvis vælges andre forløb. Men er der nogen, der kan tro på, at det efter valget i Frankrig den 7. juli vil være muligt blot at komme i nærheden af de finanspolitiske stramninger, som den nye forordning kræver? Derfor vil den ukloge stramning fra rådet – og fastholdelsen af to afgørende fejlkonstruktioner – især bidrage til, at modstanden i EU vil vokse i Frankrig.

Også for andre af de nævnte fem lande, især Italien og Belgien, stiller den nye forordning finanspolitiske krav, der givetvis vil give store politiske problemer.

Dette underbygges af: 1) øvrige EU-lande er ikke forpligtet til at hjælpe ved at sætte turbo på deres økonomi, 2) EU’s største økonomi, Tyskland, har en gældsbremse og 3) det højere renteniveau vil også dæmpe aktiviteten i det øvrige EU, der jo også bliver negativt påvirket af finanspolitiske stramninger fra de nævnte fem lande.

Derfor kan disse nævnte fem lande ikke påregne en stor stigning i eksporten til de øvrige EU-lande og dermed heller ikke en stor automatisk stigning i de offentlige indtægter fra høj fremgang i produktion og indkomst i deres lande.

Der er bredere hensyn til økonomiske mål i den nye forordning– større fleksibilitet – end der udtrykkes ved offentlige underskud og gæld.

Det kommer især til udtryk ved, at investeringer, der fremmer vækst, digital infrastruktur, grøn omstilling med bl.a. energitiltag, øget arbejdsudbud osv., kan bidrage til en forlænget tilpasningsperiode op til syv år i relation til såvel overholdelse af 3 pct.-grænsen for offentlige underskud og gældsnedbringelse.

Så en vis – om end beskeden – forbedring er også tilknyttet den nye forordning, men den er som anført næppe holdbar og endvidere uklog.