Joe Biden genskabte troen på idéen om Amerika for min generation

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Få ville Biden – heller ikke i Danmark. Det var den oplevelse, jeg havde i 2019 og 2020, når jeg sagde, jeg troede på, at det ville blive Joe Biden, der ville slå Donald Trump og vinde Det Hvide Hus tilbage for Demokraterne.

Fra alle sider fik jeg at vide, at det var useriøst. Biden ville aldrig kunne blive præsident. Han var for kedelig, for gammel og for naiv i sin tro på, at man skal kunne række over midten for at flytte samfundet fremad. Alligevel overraskede Biden mine venner, de politiske eksperter og de andre, som havde dømt ham ude – ligesom han har gjort så mange gange før i sin karriere.

Jeg troede fra dag ét på Joe Biden og kan i dag kigge tilbage på en leder, som jeg anser som den bedste, dygtigste og mest indflydelsesrige præsident i min levetid. For Biden indkapsler for mig det vigtigste en politiker skal kunne: nemlig at flytte samfundet fremad. Ikke mindst i sit opbrud med årtiers neoliberal økonomisk dominans har Biden rykket det amerikanske samfund – og har med udgangspunkt i den amerikanske arbejder- og middelklasse sat USA i en ny og bedre retning. Til særlig stor inspiration for progressive unge i min egen generation.

I sine første to år ved magten lykkedes det Biden, i en ufatteligt polariseret politisk kultur, at gennemføre fire centrale lovpakker, der vil danne grundlaget for hans eftermæle: American Rescue Plan, Infrastructure Investment and Jobs Act, CHIPS and Science Act og Inflation Reduction Act. Disse fik ikke bare den amerikanske økonomi på ret køl efter coronaens hærgen. De var også de første skud i det opgør mod en blind tro på markedet som løsningen på næsten alle samfundsproblemer, der siden Ronald Reagan i 80’erne har domineret amerikansk politik.

Igennem massive offentlige investeringer har Biden i form af sin egen økonomiske doktrin ”Bidenomics” sat gang i forandring, der hen over de næste årtier vil forandre det amerikanske samfund grundlæggende. Arbejderklassen forhold bliver for alvor forbedret for første gang i generationer, når mindstelønnen hæves, fagforeningerne styrkes, og der ikke siden 60’erne er blevet investeret så meget i den almindelige amerikaner.

Hensygnende broer, havne, lufthavne og infrastruktur der i årtier har oplevet forfald, er endelig på vej ind i det 21. århundrede. Og med massive investeringer træder USA ind i kampen mod klimaforandringerne ved et målrettet fokus på at blive førende, når det kommer til fremtidens grønne industri. For ikke at nævne indsatsen for at bekæmpe de monopoler der dominerer USA, og som har sat ekstra skub på inflationen derover. En samlet indsats, hvor Biden vil give et mere lige, fair og retfærdigt samfund videre.

Den amerikanske drøm er i min generation blevet lidt af en joke. For det har været tydeligt, at den for længst var afgået ved døden. Kvalt i stigende ulighed, riges særinteresser og faldende social mobilitet. Selvom han på ingen måde nåede i mål, så tog Biden nogle de første skridt mod at få pumpet nyt liv i den amerikanske drøm igen – og dermed give håb hos såvel amerikanerne som dem, der lader sig inspirer af visionerne bag USA.

Det kan være svært at huske nu, men i efteråret 2021 lå Bidens og USA’s international anerkendelse i ruiner. De amerikanske tropper havde trukket sig ud af Afghanistan efter 20 års krig. I et par uger udspillede der sig i Kabuls lufthavn scener, der lige så godt kunne have udspillet sig i Vietnam næsten 50 år tidligere. Et land, hvor amerikanerne vel og mærke også trak sig tabende ud af en langvarig krig. En sammenligning, som USA-udenrigsminister direkte måtte afvise, man kunne lave. De afghanske folk blev i en kaotisk og ydmygende retræte efterladt, og det bekræftede for min generation, at USA med sin ulovlig angrebskrig i Irak, brug af tortur og brudte aftaler om alt fra klima til kemiske våben aldrig ville kunne leve op til sine idealer.

Indtil Rusland den 24. februar 2022 angreb Ukraine. USA stod pludselig i den rolle mange i min generation aldrig før havde set det i. Som den frie verdens leder. Den taknemmelighed som mine bedsteforældres generation havde til amerikanerne og den beundring mine forældres udviste over for USA kunne vi unge i Europa endelig se, hvad kom af. USA stillede sig ikke blot i spidsen for at understøtte den ukrainske frihedskamp med våben, viden og vejledning. Man greb også muligheden for at samle de demokratier som i de sidste mange år havde været spredt og famlende i en tid, hvor autoritære styre og tendenser vandt frem både ude og hjemme. Joe Bidens indsats har været af afgørende betydning. Ikke bare for at Ukraine stadig den dag i dag kæmper, men for at vi i blandt verdens demokratier står tættere sammen, end vi har gjort i årtier.

Ved at trække sig har Joe Biden endegyldigt bevist, at han for altid vil befinde i en klasse, hvor kun få andre amerikanske præsidenter nogensinde kommer op. Han har valgt at sætte sig udover den stolthed som mange af os, måske særligt i politik, får opbygget omkring vores egen person. Han har valgt at sætte det demokratiske parti og landet over sit eget ego – i stærk kontrast til Donald Trump. Han har valgt at gøre noget, som kun meget få ledere i politik vælger at gøre frivilligt – at give magten fra sig uden en altødelæggende kamp.

Joe Biden fortjener uden tvivl at stå tilbage med et eftermæle som en af de største demokratiske præsidenter. Et forbillede for enhver politisk interesseret, der tør tro på, at værdier og visioner kan og skal forenes med resultater, hvis det for alvor skal flytte vores samfund fremad. Han vil for mig stå tilbage som en politiker, som alle politisk aktive bør have som et af deres forbillede: Bundærlig ind til benet, drevet af et kald om at skabe et bedre samfund for dem, der har det svært og altid at arbejde utrætteligt for at sætte nationens interesser over egne.

Selvom Joe Biden aldrig blev den største taler, der ligesom Kennedy, Obama og andre af hans forgængere ville skrive sig ind i historien igennem bevingede ord, så vil hans eftermæle stå stærkt. Det er på mange måder historien om den underdog, som amerikanerne elsker at holde med.

Historien om den stammende dreng fra arbejderbyen Scranton, som i mere end et halvt århundrede var med til at lede USA igennem nogle af dets største kriser efter Anden Verdenskrig. Der er manden, der to gange floppede med at blive præsidentkandidat for sit eget parti, og som herefter var dømt ude af sine partifæller og de amerikanske vælgere som et spøgelse fra fortiden. Sovset ind i kompromiser, historiske fejl og en nostalgisk tro på, at man skulle kunne række over til sine modstandere for at forandre samfundet.

Men det er også historien om et comeback, ingen forventede.

Det er fortællingen om den til tider lidt for gamle og lidt for kedelige leder, der endte med at blive en af de mest transformative præsidenter, landet har set. Som trak USA tilbage på den globale scene, begyndte revitaliseringen af den hensynene amerikanske industri og udviste sandt lederskab til slut.

Det er historien om manden, der som den eneste har stået over for Donald Trump og vundet. En hæder, som Biden forhåbentlig skal dele med en anden demokrat, når vi rammer den 5. november i år. Bidens resultater og eftermæle vil uden tvivl blive en central del af den valgkamp, som nu hen over efteråret vil fortsætte, og selvom vi endnu ikke ved, hvad kommer efter, så vil Joe Biden som præsident stå tilbage som en af de største politiske ledere i min levetid.