Centralisering kommer bare aldrig til at rime på nærhed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Anbefalingerne fra Sundhedsstrukturkommissionen er dyster læsning. Måske skulle vi hellere kalde den sundhedscentraliseringskommissionen. Og lade være med at være overraskede, for vi ved godt, at for en hammer er alle problemer søm. En politisk udpeget kommission næsten udelukkende af administratorer og ledere vil selvfølgelig se løsninger på sundhedsvæsenets udfordringer som endnu mere administration og ledelse. Derfor savner vi fortsat reelle bud på fremtidens bæredygtige sundhedsvæsen.

Sundhedsstruktur er fuldt ud berettiget at beskæftige sig med politisk. Alle udfordringer med personalemangel, ulighed socialt og geografisk, manglende prioritering og så videre er der bred enighed om. Historisk har al ført politik siden 1980’erne kun øget uligheden og centraliseringen, men trods alt givet plads til en primærsektor med grundpillen almen praksis, der trods afmagring er den formentlig mest misundte i verden. Med god grund.

Allerede under kommissionens udadvendte fase bekendte den kulør; vi kommende praktiserende læger skulle ikke forvente at kunne udøve vores lægegerning som de etablerede kolleger hidtil. Vi måtte forstå, at fremtiden krævede »en helt anden måde at gøre tingene på«. Lidt vovet antagelse, når intet land har en markant bedre indretning af netop almen praksis, og når langt størstedelen af kommende praktiserende læger netop løber an på at udøve sin lægegerning som den klassiske klinikejer – familielægen – selvom der selvfølgelig er udvikling i ønskede arbejdsvilkår, ligesom der historisk altid har været.

Evidens har en vis tyngde i sundhedsvæsenet. Ikke alt kan baseres på denne luksus af at vide nogenlunde bedst, men vi læner os op ad det. Også derfor er det besynderligt, at kommissionen hårdnakket vedholder, at andre klinikformer skal have mere plads, så familielægeklassikeren med en ejerlæge på overenskomst, PLO-klinikken, ikke har førsteret. Selvom denne leverer den liv og død-afgørende kontinuitet, mindsker ressourceforbruget i både praksis, lægevagt og akutmodtagelser samt høster højeste hæder i patienternes tilfredshed.

Ovenikøbet er det lige netop denne klinikform, der skal sørge for rekruttering af læger til både specialet almen medicin og til geografisk spredning i landet, for fremtidens praktiserende læger har også klassikeren kær.

Hverken historie eller evidens lader til at tynge de truede regioner. Misfostrene, der afløste amterne, men aldrig har fået fat om opgaven. Såkaldte supersygehuses skrankepaver. Den administration var dem for omfattende i den omfattende centralisering, der fulgte med. Sengepladser fulgte ikke med, og patienterne flyttede heller ikke med.

I slowmotion kan man siden 1980’erne se ulighed i sundhed vokse sig større, så selv pulic service-mediet DR sætter længevarende fokus på den skæve sundhed. Imens har vi fået udrednings- og behandlingsgarantier, og vi har fået kræftpakker.

Vi har fået dét, som de stærkeste lobbyister har luret er politisk opportunt. Bestemt er det fremskridt, men også i kræftsygdomme er der ulighed i sundhed. Og nogle kræftsygdomme kræver ikke samme tidsramme, som skader ikke-kræftsyges behandling og prognose.

Værre står det til for flertallets helt basale adgang til en fast læge. Regionerne har i mere end 10 år haft det lovfæstede ansvar for lægedækning i hele landet. Og fejlet. Flere end nogensinde står uden fast læge. Afstanden til egen læge er øget, for afstandskravet forsvandt ved samme lov, og centraliseringen mod storbyer og sygehuse har været understøttet af incitamentsstrukturerne. Ikke kun lønmæssige, men også arbejdsvilkårene, der gør det sværere at være læge dér, hvor det sundhedsmæssigt set vil give mest mening – hvor de sygeste og mest socialt udsatte borgere er.

Der hersker ingen tvivl om, at regionerne ikke har kunnet løfte opgaven med lægedækning. Alligevel hævder Danske Regioner i deres såkaldte sundhedsudspil, at de selvfølgelig skal drive det hele – inklusive ledelsesret over almen praksis. Alle muligheder for en driftig almen praksis i udvikling balanceret mellem vilkår og behov er åbne inden for de gældende rammer. Uden at underkaste sig en regional, ikke-lægelig ledelse, uanset de tre strukturmodellers enslydende forudsætning herom.

Heldigvis lysner det mellem polarfrontcyklonpassagerne. Nogle steder i landet skinner positive historier igennem med lokale ildsjæles livtag med ulighed og lægemangel. Kendetegnende for initiativerne er, at de er lokale, og så handler de om meget mere end selve lægearbejdet.

Lokalsamfundene er helt essentielle. De gemmer på alle styrkerne og alle sygdommene, men intet ansvar eller formelle muligheder for at sikre lægedækningen. Når adgangen til den faste praktiserende læge, familielægen, har afgørende betydning for netop sundheden, så ville det være logisk, hvis en Sundhedsstrukturkommission pegede på langt flere investeringer og beføjelser lokalt. En reel styrkelse af det nære sundhedsvæsen ved en styrkelse af det nære væsen.

Der er nemlig en stærk forbundethed mellem lokale forhold og lokal lægedækning. Vil man så at sige høste de gavnlige effekter af lokal lægedækning, er man nødt til at så frøene i lokal bosætning, så der er værd at være. Det er trods alt nærheden og familien, der er de stærkeste faktorer, hvis kommende praktiserende læger skulle søge til yderområderne.

Den demokratiske samtale er i gang, og den hilser jeg velkommen. Intet er så skidt, det ikke er godt for noget – det gælder også Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger. Ikke de ligegyldige opremsninger af, at fremadrettet skal læge- og investeringsvæksten ske i det nære, at praktiserende læger skal have mere tid til større patientbehov med det differentierede patienttal, og at vi skal være mange flere for at løse meget mere. Det er gammelt nyt og i sig selv indlysende, bortset fra den fortsat manglende indførelse.

De tre enslydende strukturmodeller om centralisering på en anden måde, centralisering med bureaukratisering eller centralisering ligesom hidtil bør dog føre til en refleksion over, om det ikke egentlig er det modsatte, vi har mest brug for? Med nul, tre, fem eller 10 regionslignende strukturer er der i hvert fald ikke udsigt til, at sundheden nærmer sig nærområderne.

Styrk hellere det nære. Selv statsministeren har tilkendegivet, at lægedækning står øverst – i hvert fald i sin afslutningsdebat før Folketingets ferie. Styrk de nære alliancer, der melder klar til kamp for sundhed og samfund, som KL og PLO har samlet sig og gjort. Styrk livet på landet, hvis lægen på landet skal styrkes. Styrk den igangværende integration af almen praksis og kommunernes borgernære indsatser på plejehjem og bosteder – og inkluder skoler og PPR.

Styrk lokalsamfundene, skolerne, børnene – grundstenene for trivsel og sundhed lægges ikke i lægelivet, men i barnelivet. Alt dét, som trues af den vedvarende centralisering og afviklingen af landdistrikterne. Alt dét, som åbenbart ikke har været vægtet i sundhedscentraliseringskommissionens arbejde.

Styrk hellere det nære og sundheden – jeg ser frem til model fire, fem og seks efter den politiske bearbejdning, der jo må tjene folkets interesser. Kom endelig på studietur ved interesse.