De konservative eller Labour gør ingen forskel: Briterne vil fortsat være vedhæng til EU og USA

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Labours formand, Kier Starmer, beskrives ofte som en flegmatisk og lidt farveløs teknokrat, et nøgternt forstandsmenneske, der ikke lader sig påvirke af følelsesmæssige aversioner.

Men selv om Starmer ikke kan beskyldes for at være en karismatisk politiker, har han demonstreret den nødvendige hensynsløshed og positionelle fleksibilitet for at sikre magten. En smidig politisk operatør, der har positioneret partiet tættere på den politiske midte og væk fra den venstreorienterede kurs, som den tidligere formand Jeremy Corbyn havde stået for. Nøglen til Starmers succes har været hans vilje til at bekæmpe de mere doktrinære kræfter i partiet ved at flytte partiet mere til højre i værdipolitikken, men fastholdt en økonomisk politik, der appellerer til både arbejder- og middelklassen.

Starmer har genlanceret Labour som et patriotisk parti med en økonomisk plan, der skal transformere Storbritannien til en grøn industrination. Et statsejet energiselskab, GB Energy, skal katapultere Storbritannien ind i den grønne industrielle revolution, hvor en grøn udligningsplan skal hæve fattigere landsdele i Nordengland op på niveau med de rigere regioner i Sydøstengland igennem investeringer og grønne arbejdspladser. Offentlige myndigheder skal også pålægges at købe britisk og kun give kontrakter til virksomheder, der ansætter og investerer lokalt.

Han har udfordret De Konservatives monopol på at være briternes foretrukne patriotiske parti ved at fremhæve vigtigheden af prioriteringen af forsvaret i en ustabil verden samt udvist en urokkelig støtte til ukrainerne i kampen mod russisk aggression.

Kritikere har kaldt hans økonomiske kurs for et tilbagefald til en »nationalistisk økonomisk politik« af samme slags, som den tidligere Labour-premierminister Harold Wilson forsøgte sig med i 1960’erne, der skulle sikre, at Storbritannien forblev en af de førende industrinationer igennem statslig styring. Men når man ser på det store billede, er det, der virkelig springer i øjnene, kontinuiteten. Selv Harold Wilsons store opfordring til en socialistisk revolution i 1960’erne var ganske konservativ at gøre Storbritannien »til en af de førende industrinationer i verden igen«. Det har faktisk været det store mål for næsten enhver britisk regering siden 1945. Hvad er »grøn økonomisk udligningsplan«, hvis det ikke er statens brug til at standse nedgangen i Storbritanniens industrier og regioner?

Hver ny regering i Storbritannien kæmper en tabt kamp mod sin skæbne. Wilson tilbød central planlægning som vejen ud af Storbritanniens tilbagegang. Den konservative premierminister Edward Heath mente, at Europa og korporatisme var løsningen. Thatcher valgte monetarisme og liberalistisk markedsøkonomi, og Tony Blair »den tredje vej« mellem socialisme og liberalisme.

Efter Blair troede David Cameron, at løsningen var at blive Kinas bedste ven.

Han talte om en ny, gylden æra i forholdet mellem Storbritannien og Kina, der ville give briterne mulighed for at vinde det globale kapløb, mens Boris Johnson argumenterede for, at brexit var svaret på at gøre Storbritannien globalt igen.

Men hvis man skal lære noget af britisk politik, er det, at uanset hvilken stor plan Starmer annoncerer, vil mere radikale kirurgiske indgreb være påkrævet, hvis økonomien og den nationale sammenhængskraft skal genoprettes. Labour vil overtage en nation præget af en stagnerende økonomi med relativ lav vækst og produktivitet samt høje skatter.

Det offentlige forbrug er det højeste siden 1970’erne, og den samlede skattebyrde er på sit højeste niveau siden 1940’erne. For at kickstarte økonomien har Labour proklameret, at det vil genopbygge båndene til EU.

Men der er næppe nogen stor entusiasme for at genåbne handels- og samarbejdsaftalen blandt EU’s 27 medlemslande, hvor en revision af aftalen mere vil betragtes som en kosmetisk justering af operationel karakter. Substantielle indrømmelser vil Starmer næppe blive mødt med, men i første omgang har Labour ytret, at det vil forsøge at fokusere på lavthængende frugter som at forbedre de bureaukratiske og administrative byrder for britiske virksomheder ved at indgå en aftale om føde- og landbrugsvarer med EU.

Målet ville være at reducere antallet af nødvendige grænsekontroller af varer og styrke forsyningskæderne og samtidig dæmpe de politiske spændinger omkring den irske grænse, hvor Nordirland de facto følger reglerne for EU’s indre marked og toldunion. Forudsætningen for sådan en aftale vil være en dynamisk tilpasning af EU-reglerne på området. Det vil betyde, at briterne højst sandsynlig skal acceptere, at EU-Domstolen skal føre tilsyn med, at briterne overholder reglerne. Prisen vil være en grundlæggende afvejning mellem autonomi og økonomisk integration med EU.

I en verdensorden, der bevæger sig hen imod stormagtsprotektionisme, hvor økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser smelter sammen, er briterne også nødt til pragmatisk at tilpasse sig de geopolitiske realiteter. Her øjner Labour en mulighed for at udvikle et tættere udenrigs- og sikkerhedssamarbejde med EU. Det vil arbejde for at etablere en sikkerhedspagt mellem Storbritannien og EU, et geopolitisk partnerskab, der skal supplere Nato.

Her vil Labour forsøge at afbøde briternes udsatte position i en epoke præget af protektionisme og stormagtsrivalisering ved at anlægge en bred definition af sikkerhedsbegrebet, så det ikke kun omhandler anvendelsen af hård magt, men også områder som energisikkerhed, forsyningskæder, immigrationspolitik og kritiske råstoffer til den grønne omstilling.

EU befinder sig også i en svag position, når det gælder energisikkerhed, adgang til råmaterialer, tech-afhængighed og mikrochip til den grønne omstilling samt en reel evne til at forsvare sig selv. Afhængigheden af amerikanernes beskyttelse, og hvordan EU forbliver en relevant aktør i de globale forsyningskæder for fremtidens økonomi og militær, er et presserende spørgsmål.

Selv om der internt i EU er splittelse i synet på Putin og Ukrainekrigen, er der samtidig sket en opvågning blandt de mest toneangivende EU-lande, at de er nødt til at kunne forsvare sig selv, hvis de ikke skal blive hjælpeløse brikker i den globale kamp mellem USA og Kina.

Men EU har betydelige fordele i forhold til Det Forenede Kongerige. Det er en økonomisk kæmpe, hvis gennemslagskraft giver det en hel del sikkerhed mod amerikansk og kinesisk protektionisme. Alene størrelsen betyder, at EU kan pumpe penge ind i strategiske områder på en måde, som briterne simpelthen ikke har økonomiske muskler til. Hvor dybdegående en eventuelt fremtidig sikkerhedspagt mellem Storbritannien og EU bliver, afhænger af EU’s vilje til at se sikkerhedsbegrebet i et bredere perspektiv.

Uden for EU har Storbritannien ikke et andet valg end at binde sig til den amerikanske mast, hvis det ikke skal blive knust i den geopolitiske konkurrence. Labour må positionere sig med USA i centrale spørgsmål om national sikkerhed og gøre spørgsmål om global handel til et bredere spørgsmål om vestlige sikkerhedsinteresser. Selv om præsidenten hedder Trump til november, må det acceptere at være uafhængig juniorpartner i en amerikansk domineret global alliance.