Lige om lidt er jeg jurist. Jeg havde egentlig glædet mig, men så …
Det er på høje tid, at jurister og advokatbranchen begynder at gå hårdere til de rådne æbler i egne rækker. Standen kan simpelthen ikke holde til flere af den slags tillidstab som det, den "Den sorte svane" har tilføjet den.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Om lidt skal jeg afsige juristløftet. Jeg har netop afleveret kandidatspeciale, forbereder mig nu til forsvaret og ser frem til dimissionen: forløsningen på fem års berigende og intenst jurastudium. Jeg bliver cand.jur., det fejres med hundredvis af andre dimittender, og jeg havde egentlig glædet mig.
Men så kom ”Den sorte svane”.
»Undertegnede, der har bestået juridisk kandidateksamen, lover aldrig at vige fra ret og retfærdighed, aldrig at råde nogen til ufornøden proces og heller aldrig ved råd eller på anden måde at fremme nogen uretmæssig sag eller hensigt.«
Juristløftet er fra 1736 og kom ifølge højesteretspræsident Jens Peter Christensen som reaktion på, at det daværende justitsvæsen var i en »ynkelig tilstand«, hvor advokater, dommere og embedsmænd agerede på en måde, der fik dem til at fremstå »ukyndige, udygtige, moralsk anløbne eller ligefrem onde«. Dem, der ellers skulle være rettens tjenere, blev rettens modstandere.
Dokumentarserien ”Den sorte svane” har fyldt mediernes overskrifter og været på dagsordenen i stort set alle faglige, familiære og venskabelige sammenhænge, jeg har været i siden udgivelsen.
I mange sammenhænge er jeg ”juristen, de kender”, og i den seneste tid har jeg flere gange skullet svare på, om de jurister og advokater, hvis juridiske praksis udstilles i udsendelsen, repræsenterer den jurabranche, jeg kender. Jeg har skullet fungere som branchens ambassadør, og det tror jeg ikke, jeg er ene om.
Jeg er nødt til at sige, at jurabranchen har fået slået skår i sin troværdighed.
Erhvervsjuristen Amira, advokat-Lise og advokat og nu forhenværende partner i Horten Nikolai Dyhr er udtryk for en branche, jeg ikke kan stå inde for.
»Og var det ikke også Bech-Bruun, der faciliterede udbytteskattesagen?« spurgte en af mine kollegievenner mig. Jo, det er der vist noget om.
Når jeg om lidt skal afsige juristløftet og derved entrerer jurabranchen, skal jeg love, at jeg aldrig vil vige fra ret og retfærdighed. Det løfte klinger hult, når ovenstående jurister har afsagt samme løfte.
Typisk inddrages jurister, når andre fagligheder oplever skandalesager i offentligheden. Vi involveres til advokatundersøgelser eller til udarbejdelse af tiltag, hvis eksempelvis politibetjente oplever kritik i offentligheden. Ofte reagerer prominente jurister i debatten med løftede pegefingre for, hvordan politiet bør opføre sig. Nogle gange foreslås regelstramninger eller bud på, hvordan deres adfærd bør sanktioneres.
På mit jurastudium er jeg blevet præsenteret for, hvordan politikorpset kan have problemer med såkaldte ”rådne æbler”. Henrik Stevnsborg, professor i politiret på Københavns Universitet, angiver i sin artikel ”Politi og rådne æbler”, at betegnelsen er en almindeligt anvendt metafor for politividenskaben. Han forklarer, at der både findes rådne æbler, rådne æblekasser og rådne æbleplantager.
Et råddent æble er her forstået som en enkelt politiansat, der er »moralsk defekt«. Hvis det er tilfældet, gælder det om at få fjernet det rådne æble, inden det smitter de andre med »korruption, forskelsbehandling, racisme og/eller magtmisbrug«. Spreder råddenskaben sig, kan det føre til, at hele æblekassen rådner, og perspektivet kan også føre til, at hele æbleplantagen rådner, hvor politiafvigelser institutionaliseres og gør selve samfundet moralsk defekt.
For at overføre logikken til egen branche kan man spørge: Var juristerne i ”Den sorte svane” – og for den sags skyld også de jurister, der faciliterede udbytteskatteskandalen – blot rådne æbler? Og hvor mange rådne æbler skal der egentlig til, før man kategoriserer hele kassen for rådden?
Formanden for Advokatrådet, Martin Lavesen, tager kraftig afstand fra de to involverede advokater i ”Den sorte svane”. Han udtaler i øvrigt, at man ikke kan »lave nogen konklusioner om den samlede advokatstand på baggrund af de to advokaters optræden i dokumentaren. Der er tale om et særsyn, som ikke er repræsentativt for branchen.«
Advokatrådet er i øvrigt i gang med at undersøge begge de involverede advokater. Advokatrådet betragter altså de to advokater som individuelle rådne æbler.
Kald mig naiv, men jeg troede faktisk, vi jurister var tiltænkt at have en højere moral end samfundet gennemsnitligt set. Traditionelt set nyder vi stor tillid, når vi udtaler os i den offentlige debat, fordi fagligheden traditionelt har været tillidsvækkende.
Den tillid er vi ved at miste, hvis du spørger mig. Selvom myndighederne for nuværende undersøger de medvirkende i dokumentaren, kan jeg ikke lade være med at tænke på omdømmetabet for jurabranchen.
Det første afsnit af ”Den sorte svane” er p.t. blevet streamet 1.859.000 gange, hvilket er seertal på niveau med fodboldlandskampe.Mediernes chefredaktører og politikere har i debatten om ”Den sorte svane” reageret med forargelse. En stor del af reaktionerne, herunder statsministerens, retter sig dog ikke mod juristerne og advokaterne, men mod de ”typiske” kriminelle. Det virker altså til, at politikerne ikke kommer til at kræve reaktion fra eller undersøgelse af jurabranchens facilitering af kriminalitet.
Man siger om den offentlige tillid, at den vindes i dråber, men tabes i spandevis. ”Den sorte svane”-sagen vil påvirke jurabranchens omdømme i årevis. Skal vi som branche slet ikke reagere på det?
Forestiller vi os, at jurister nyder uendelig tillid fra samfundet? Nu siger jeg noget ukontroversielt: Vi skal ikke finde os i jurister, der stjæler eller hjælper med at stjæle fra statskassen, og det er også allerede kriminelt. Dette indlæg er ikke et ønske om flere regler. Men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er iværksat undersøgelse af de involverede juristers juridiske netværk. Særligt når flere, herunder partiledere, giver udtryk for, at det formentlig kun er ”toppen af isbjerget”. Tror vi, de blot handler helt alene i deres juridiske rådgivning af kriminelle?
Havde den her sag været rettet mod enhver anden branche, ville juridiske meningsdannere have forlangt en tydeligere reaktion. Så hvorfor forlanger vi det ikke af os selv?
Efter ”Den sorte svane” oplever jeg, at jeg over for min omgangskreds skal forsvare en jurabranche, der fremstår »ukyndige, udygtige, moralsk anløbne eller ligefrem onde«, som ifølge højesteretspræsidenten var årsag til, at juristløftet indførtes i 1736.
Kald mig traditionel, men jeg synes, jurister har et særligt samfundsansvar. Juridisk skelner man mellem to latinske figurer, når det kommer til vurderingen af erstatningsansvar: Bonus pater og optimus vir. En bonus pater-person er en gennemsnitligt god og fornuftig person. Modsat står optimus vir, der er en idealperson, som er i besiddelse af den højeste viden på et givet livsområde, typisk eksemplificeret ved det ansvar, man forventer, en læge lever op til.
Juristløftet findes ikke for at gøre dig, kære meddimittend, til en bonus pater-jurist. Juristløftet findes for at gøre dig til en optimus vir-jurist. Det synes jeg vi skal sigte efter. Således har jurister i århundreder optjent samfundets tillid i dråber, så vi i dag har i spandevis. Den tillid nyder både vi og samfundet godt af, og det må ikke sættes over styr.
Det kunne starte med, at vi – ud over at love »aldrig at vige fra ret og retfærdighed« – desuden begyndte at politianmelde klienter og kolleger, som man har mistanke om udøver eller faciliterer kriminalitet.
Det synes jeg ikke er for stort et ønske.