Fortsæt til indhold
Kronik

Den gamle velfærdsstat har ikke svaret på de nye sociale problemer

Vi kan skabe et bedre og mere omsorgsfuldt velfærdssamfund ved at involvere frivillige og civile organisationer. Men ideologiske skyklapper forhindrer nødvendig nytænkning og udvikling af et nyt velfærdsmiks.

Mads Roke ClausenDirektør, ph.d., tidl. direktør i Mødrehjælpen, tidl. formand for Frivilligrådet, Frederiksberg C

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg har troet på velfærdsstaten. Jeg har forklaret og forsvaret den danske model for velfærd og den enorme kommunale sektor. Fordi jeg troede på, at vi i Danmark havde skabt en næsten fuldkommen velfærdsmodel, hvor staten var lig med samfundet, og hvor den offentlige sektors professionalisme sikrede god og virksom hjælp til alle.

Og som loyal embedsmand har jeg arbejdet i kernen af det velfærdspolitiske maskineri – i centraladministrationen. Jeg har skrevet taler for statsministeren, udviklet politik for beskæftigelsesministeren og lavet analyser for socialministeren. Og set fra mit vindue på Slotsholmen fungerede alting om ikke perfekt, så i al fald rigtig godt.

Men efter seks år i statens tjeneste forlod jeg de snorlige gange i Beskæftigelsesministeriet og gik over til mit nye job hos Mødrehjælpen. Det åbnede mine øjne for en helt anden virkelighed. I Mødrehjælpens slidte og skæve hus kom jeg tæt på mange mennesker, både mødre og fædre, som ikke fik en god hjælp i den offentlige sektor. Og hvis de fik hjælp, kom den i mange tilfælde så sent, at problemerne havde vokset sig store og næsten umulige at løse.

Langsomt begyndte mit idylliserede billede af velfærdsstaten at få sprækker. Jeg følte mig rådvild og desillusioneret over at se så megen nød og så få hjælperessourcer.

Min første antagelse var, at velfærdsstatens hjælp ikke var ligeligt fordelt. Det er naturligvis uretfærdigt, men også et problem, man kan løse ved at øge statens budgetter, så flere på kanten af samfundet kan få bedre hjælp. Og mit svar på de menneskelige problemer, jeg så, blev derfor en appel til politikerne: ”Der er mange udækkede behov, send flere penge!” Men problemerne stak langt dybere. Det skulle jeg senere indse.

Ikke desto mindre sendte politikerne flere penge til Mødrehjælpen. Puljepenge til projekter for forældre uden uddannelse og job, for voldsramt mødre og sårbare gravide. Det vil jeg gerne endnu en gang sige tak for. Og hver en krone blev anvendt til vigtige indsatser, som hjalp mange. Men hver gang vi øgede hjælpekapaciteten, steg ventelisterne endnu mere – de udækkede behov var ikke i nærheden af at blive løst med puljepengene. Kort sagt: De grundlæggende problemer bestod, det hjalp ikke at sende flere penge.

Men hvad er årsagen til den manglende hjælp og velfærdsstatens problemer? Det giver jeg et svar på i min nye bog ”Det Civile Potentiale”. En stor del af svaret skal findes i velfærdsstatens historie og struktur. Kernen i velfærdsstaten blev skabt i årtierne efter Anden Verdenskrig for at afhjælpe arbejdernes fremherskende risikoforhold i industrisamfundet: arbejdsløshed, sygdom, arbejdsulykker og alderdom.

Lidt populært sagt er den klassiske velfærdsstat designet til at hjælpe den mandlige, hvide industriarbejder. Godt for ham, men samfundet har udviklet sig meget siden industrisamfundets storhedstid, og vi lever nu i det postindustrielle samfund, hvor der er opstået nye typer sociale problemer og risici.

De nye sociale problemer er for eksempel psykisk mistrivsel, som rammer mange unge og som – uafhjulpet – i sidste ende bidrager til stigende udgifter på socialområdet. Det er nye familiemønstre med høje skilsmisserater, mange enlige forsørgere og deraf følgende mindre omsorgskapacitet i familierne og flere konflikter, og det er væksten i livsstilssygdomme som for eksempel overvægt og stress.

Den traditionelle velfærdsstat er dårlig til at løse disse problemer, fordi den er konstrueret til at håndtere en helt anden slags problemer i industrisamfundet, og fordi den traditionelle velfærdsstats operationelle model er kendetegnet ved, at den kompenserer med hjælp og indkomsterstattende ydelser, efter at der er opstået problemer. Sagt forenklet er den en slags reparationsmekanisme, der intervenerer på bagkant af udfordringerne.

Men problemet er, at en sådan ”reaktiv velfærdsstrategi” ikke er egnet til at tage hånd om de nye typer sociale risici, som bedst og billigst løses med forebyggende indsatser.

Set i det lys er velfærdsstatens krise ikke kun problemer med finansiering og mangel på arbejdskraft, men måske allermest, at den ikke er gearet til at løse de nye typer problemer, som kendetegner det samfund, vi lever i nu. Det vil sige, at der på nogle områder er et mismatch mellem de problemer, som befolkningen har, og den måde, vi har organiseret hjælpeindsatserne på i regi af velfærdsstaten.

I mine øjne er løsningen derfor ikke mere offentlig velfærdsstat, men et balanceret velfærdssamfund, hvor specialiserede private organisationer og dygtige og omsorgsfulde civile organisationer i højere grad bidrager. Og hvor særligt de civile organisationer har en strategisk kernerolle at spille, fordi de ved at kombinere virksomme metoder og omsorg fra frivillige netop er det bedste bud på at afhjælpe og forebygge mange af de nye sociale problemer, og derved kan de bidrage til at nedbringe behovet for flere dyre ydelser inden for det såkaldte specialiserede socialområde.

Men ideologiske antagelser har historisk set haft stor betydning for, hvordan vi opfatter frivillighed, og for hvilken rolle de civile organisationer spiller i samfundet – eksempelvis at mange beslutningstagere nærmest betingelsesløst anser den offentlige sektor for at være den eneste ”rigtige” leverandør af velfærdsydelser. Den slags anskuelser virker som skyklapper, der forhindrer udsyn og læring fra andre typer af velfærdsstater, hvor der er større tradition for inddragelse af civile organisationer. Det er naturligvis uhensigtsmæssigt og bidrager til dårlig hjælp og spild af skattekroner.

Hvad er det så helt konkret, vi går glip af ved ikke at lære af andre lande? Det er eksempelvis en frivilligt baseret organisation som den finske Mannerheim League for Child Welfare, som leverer hjælp og rådgivning i stor skala ved at være til stede lokalt med 541 lokale afdelinger fordelt over hele Finland og ved samtidig at kombinere dette med en stærk digital strategi, som giver forældre og børn nem adgang til viden.

Mannerheim er et mønstereksempel på en relevant civil organisation i det 21. århundrede, fordi de både formår at hjælpe de udsatte børnefamilier og alle dem, som tilhører middelklassen, og som også er udsat for de nye sociale problemer med mistrivsel og ensomhed.

Der knytter sig naturligvis en række kritiske forudsætninger til realiseringen af det civile potentiale: dels kendskab til de frivillige organisationers reelle ressourcer, herunder deres organisationskultur, kapacitet og forskellighed, dels deres begrænsninger i form af potentielle civile svigt samt erkendelse af det forhold, at alt ikke er godt, bare fordi det er civilt. Men uden udvikling af et nyt velfærdsmiks og øget inddragelse af frivillige og civile organisationer vil den nuværende velfærdsmodel forvitre og blive stadig mere irrelevant.