Sulten er tilbage i en verden af overflod

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi lever i en tid, hvor verden aldrig har været rigere. Velstand og fødevareproduktion har nået hidtil usete højder. Alligevel sulter næsten 800 millioner mennesker på vores planet, hvoraf 280 millioner mennesker lever i akut og livstruende fødevareusikkerhed. Det viser de helt nye tal fra Global Report on Food Crisis (GRFC 2024).

Det er mere end en fordobling på blot fem år. Dette paradoks er en af de mest udfordrende realiteter i vores samtid.

Historien om sult er kompleks og går langt ud over det billede, vi måske forbinder med bibelske plager eller afmagrede børn i Afrika. Sult og sult-relaterede tragedier har gentaget sig i nyere tid på tværs af forskellige kontinenter: Under det britiske koloniherredømme i Indien døde 30 millioner indere af sult, under Anden Verdenskrig led ca. 10 millioner russere og ukrainere samme skæbne. Der er flere eksempler fra nyere tid: Brasilien, Korea, Etiopien og Sudan.

I nogle af eksemplerne blev sult brugt som et decideret våben i forbindelse med krige og konflikter, som desværre også er højaktuel i krigen i Gaza, hvor hundrede tusinder af mennesker er på kanten af hungersnød. Andre steder har vi set, at kombinationen af fejlslagen høst og fejlslagen politik udviklede sig katastrofalt.

Når vi ser på tallene i dag, er der altovervejende tre årsager, der skubber mennesker ud i fødevareusikkerhed og i værste fald hungersnød: konflikter, klimaforandringer og økonomiske chok.

Ifølge GRFC 2024 er de lande og befolkninger, der er hårdest ramt af akutte sultkatastrofer, netop lande, der befinder i meget langvarige konflikter eller borgerkrige, eller lande ramt af gentagne klimakatastrofer sammenholdt med en uholdbar økonomisk nedtur. Det er lande som Nigeria, Sudan, Afghanistan, Etiopien og Yemen.

Årets rapport bidrager endda med en meget trist statistik, når det kommer til antallet af mennesker, der befinder sig lige på kanten af hungersnød. Tallet er nemlig gået fra 351.000 i 2023 til over 700.000 mennesker i 2024, primært drevet af situationen i Gaza.

Det er fuldstændig uholdbart, at vi i år 2024 har hundrede millioner mennesker, der sulter – og nogle endda i hungersnød. Det kalder på øjeblikkelig politisk handling.

Det gik ellers den rigtige vej i mange år. I 1990’erne, 00’erne og starten af 2010’erne så vi en positiv udvikling inden for global fødevaresikkerhed. Verden blev rigere, og antallet af ekstremt fattige mennesker faldt fra 36 pct. i 1990 til 9 pct. i 2021. Fødevareproduktionen steg med hele 170 pct. fra 1960 til 2010 ifølge FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO). Desuden bidrog nye varslingssystemer og det humanitære system til at reducere antallet af sultende mennesker fra 18,6 pct. af verdens befolkning i 1990 til 7,5 pct. i 2017.

Verdenssamfundet tog denne positive udvikling som et tegn på, at vi kunne udrydde ekstrem sult en gang for alle. I 2016 opstillede FN så sine bæredygtighedsmål for 2030, og mål nummer to handlede om at udrydde sult og sikre fødevaresikkerhed for alle. Men så begyndte tingene fra 2019 igen at gå i den gale retning.

En ond spiral af væbnede konflikter, økonomiske chok, særligt covid-19-krisen, og katastrofale klimaforandringer skaber i dag langt mere skrøbelige samfund, hvor sult kan trives. Derfor sulter i dag cirka 9,2 pct. af verdens befolkning. Isoleret set sulter hele 22,5 pct. af befolkningen i Afrika syd for Sahara.

Sult er menneskeskabt. Det behøver faktisk ikke være sådan. Den globale fødevareproduktion er mere end tilstrækkelig til at brødføde alle mennesker på kloden, men en stor del bruges til dyrefoder og biobrændsel, og fødevaredistributionen er ekstremt ulige fordelt.

Ca. 50 pct. af de mennesker, der sulter, bor i områder, hvor krig og konflikt er hovedårsagen til sult. Konflikter varer i dag i længere tid og tvinger folk på flugt, hvilket forhindrer deres adgang til fødevarer og humanitær støtte. Ruslands invasion af Ukraine har ført til stigende priser på gødning og importerede fødevarer med store konsekvenser for lande i Afrika og Mellemøsten. Derudover indføres der ofte sanktioner i forbindelse med militærkonflikter, hvilket bremser importen af livsvigtige fødevarer og medicin.

Økonomiske chok og ulighed påvirker også sultproblemet. Under og efter covid-19-krisen blev de rige rigere, mens de fattige blev fattigere. Manglende solidaritet fra de rigeste lande forværrede dermed situationen.

Ekstremt vejr som følge af accelererede klimaforandringer har allerede en katastrofal indflydelse på fødevaresikkerheden og ødelægger menneskers evne til at brødføde sig selv og deres familier. Uden tilpasning og reduktioner i CO₂-udledning i de rige lande vil klimahændelser som ekstremt regnfald og tørke fortsætte og intensiveres, hvilket vil ramme især de allerede skrøbelige lande.

For at forhindre, at fødevareusikkerhed udvikler sig til sultkatastrofer, eksisterer der i dag flere varslingssystemer, der kan forudsige, rådgive og skabe opmærksomhed om situationer, der har potentialet til at udvikle sig til sultkatastrofer. En af de mest brugte er Integrated Food Security Phase Classification (IPC), som siden 2004 har overvåget fødevaresituationen i forskellige regioner. Med IPC-værktøjet kan organisationer og myndigheder vurdere niveauet af fødevareusikkerhed i et område baseret på analyser af forskellige data relateret til familiers fødevare- og energiindtag samt indkomst.

Men for at disse systemer skal virke efter hensigten, skal regeringer verden over reagere og handle. Hvis vi træffer de rigtige politiske beslutninger, behøver en fejlslagen høst på grund af klimaforandringer ikke udvikle sig til en sultkatastrofe.

Noget kan vi gøre allerede i dag, mens andet bliver et langt, sejt træk i samarbejde med andre.

På kort sigt skal vi gøre en ekstra indsats for at hjælpe de sultende. FN’s humanitære appeller for 2023 er kun finansieret med 32 pct. Danmark kan øge sin støtte til disse appeller, men endnu vigtigere skubbe på for, at andre rige lande følger trop med øget udviklingsbistand og betaling for tab og skader fra de klimaforandringer, de rige lande har ansvaret for. Vi kan også arbejde for at udligne kønsgabet i forhold til sult ved at støtte initiativer som Women’s Peace and Humanitarian Fund og investere i forebyggende indsatser i skrøbelige lande.

På længere sigt skal vi arbejde for at forhindre økonomiske chok i at ramme skrøbelige lande hårdt og regulere markedet for at forhindre vilkårlige prisstigninger på fødevarer.

Vi skal ændre den måde, vi producerer og bruger fødevarer på, både globalt og i Danmark. Investeringer i bæredygtig og klimatilpasset fødevareproduktion i skrøbelige lande er afgørende, hvis landene skal have mulighed for at skabe en holdbar udvikling for sine befolkninger og skabe et værdigt liv. I West Nile i Uganda har Oxfam f.eks. støttet landbrugskooperativer mellem flygtninge fra Sydsudan og ugandiske lokalsamfund. Takket være klimatilpassede landbrugsmetoder såsom dyrkning af tørkeresistente afgrøder og nye vandingssystemer er flygtningenes og lokalsamfundenes fødevaresikkerhed og sundhed styrket. Yderligere er de ikke længere afhængige af fødevarerationer, kvindernes rolle er blevet styrket, og den sociale sammenhængskraft forbedret.

Vi kan gøre noget ved sult. Det har verdenssamfundet vist før. Men det kræver et opgør med nogle af de grundlæggende årsager og økonomiske strukturer, der skaber grobund for sult. Og det kræver global solidaritet. Vi kan ikke være bekendt at give op og lade så stor en del af klodens befolkning i stikken.