Læren fra Ishøj: Masseindvandring er en udfordring for det Danmark, vi kender

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den danske integrations- og udlændingedebat har det med at ligge i dvale et par år. Det sker typisk, når andre dagsordener dominerer mediebilledet, eller antallet af nytilkomne er relativt lavt.

I sådanne perioder er det dele af venstrefløjens yndlingsdisciplin at divertere med fortællinger om, at integrationen nu er lykkedes, og at de seneste knap 50 års asylpolitik ikke har været en åbenlys fejltagelse.

Vi så det for relativt nylig, hvor Moderaternes Stine Bosse kortvarigt kom til at ønske sig 7.000 asylmigranter til Danmark årligt.

Vi kan kalde det ”Wir schaffen das”-mentaliteten, opkaldt efter Tysklands ekskansler Angela Merkel, der under flygtningekrisen i 2015 belærte tyskerne om, at man sagtens kunne håndtere den store tilstrømning. Det kunne Tyskland som bekendt ikke alligevel.

I Danmark har vi imidlertid allerede erfaret, hvad der sker, når man lader hånt om advarslerne om øget asylmigration og dens konsekvenser, og det bedste eksempel på det er den københavnske vestegnskommune Ishøj.

Vi skal tilbage til 1980’ernes afslutning, hvor en række socialdemokrater, heriblandt borgmestre på Københavns Vestegn, blev voldsomt dæmoniseret for at gøre opmærksom på de integrationsproblemer, som allerede da var blevet stadig tydeligere.

Men hvad var det, datidens socialdemokrater så sagde? Jeg giver ordet til daværende borgmester i Ishøj, Per Madsen, der fortæller om familiesammenføringernes konsekvenser i 1987: »Og så sker der det, at mange af kvinderne, som har fået en god uddannelse i Ishøj, de får altså lov til at stå bag ved kødgryderne med et tørklæde om hovedet, og de oplever ikke andet, og de får ingen fremtid, når deres mand kommer til Danmark.«

Både Per Madsen og Vibeke Storm Rasmussen, der havde en tilsvarende analyse og sad i socialdemokraternes flygtninge- og indvandreudvalg, samt flere andre Vestegnsborgmestre blev kaldt racister, og deres forsøg på at gå imod den toneangivende og meget indvandringspositive linje i Socialdemokratiet fik store konsekvenser. For dem selv, men også for Danmark.

I 1987 var der blot 12,7 pct. indvandrere i Ishøj Kommune – men med klarsyn så Per Madsen mange af de samme problemer, som vi diskuterer endnu i dag. Han tilføjede, at dette ville udvikle sig til en reel kulturkamp.

Når man i 2024 nu ser folk kalde på jihad i gaderne, ser personer som Isam B stille krav om, at dansk kultur skal opgive plads og rum til islam i den danske offentlighed, og hører prædikener fra Imam Ali-moskéen, f.eks. om hvordan det angiveligt ikke er voldtægt at tvinge sin hustru til sex, er det svært ikke at anerkende det klarsyn, der dengang blev lagt for dagen.

Og i dag er der da også markant mere end de 12,7 pct. med udenlandsk oprindelse i Ishøj. I 2017 havde 68 pct. af de fødte børn i Ishøj en mor med udenlandsk oprindelse, og samme år var 39 pct. af Ishøj Kommunes borgere af anden etnisk herkomst end dansk.

De nyeste tal for Ishøj, jeg har kunnet finde, siger, at der er over 44,2 pct. med udenlandsk herkomst pr. den 1. januar 2023. Tilflytningen til kommunen er primært udlændinge, fraflytningen er primært etniske danskere. Børn født i kommunen er primært af udenlandsk herkomst, og etniske danskeres alder i Ishøj Kommune er væsentligt over gennemsnitsalderen i kommunen.

Demografiens retning i Ishøj Kommune er altså den samme som i 1987, da Per Madsen advarede om udviklingen. Hvis man ser på det med runde tal, så forsvinder der reelt ét procentpoint danskere, og der kommer ét procentpoint udlændinge til i Ishøj om året. Hvis man antager, at udviklingen fortsætter som hidtil i årene fremover, så vil Ishøj i 2030 blive den første kommune i Danmark, hvor danskerne ikke længere udgør flertallet.

“Men,” hører jeg allerede multikulturalismens fortalere indvende, “gør det så noget, at der er mange indvandrere i en kommune? Er de måske ikke lige så gode samfundsborgere som alle andre? Har det måske en negativ effekt på kommunen?”

Og der er svaret et entydigt ja. Det gør noget, for der er forskel på den kultur, vi mennesker bærer, og på de resultater, det skaber for os.

Ishøj er den danske kommune med den laveste skatteindtægt pr. borger i landet. Ishøj er den danske kommune med den højeste ledighedsprocent. Ishøj er den danske kommune med den største andel af folkeskoleelever med udenlandsk herkomst. Ifølge de seneste tal, jeg har kunnet grave frem, er det over 56 pct. tosprogede elever i Ishøj.

Ishøj er den danske kommune med flest straffede pr. indbygger, hvor knap 4 af 1.000 indbyggere om året får en fængselsstraf. Altså en frekvens, som er mere end 10 gange så høj som de fleste landkommuner.

I Ishøj bliver mere end 4 af 1.000 årligt idømt en bøde. Til sammenligning er bødefrekvensen i godt 70 pct. af landets kommuner under det halve af Ishøj, og i godt 60 pct. af kommunerne er straffrekvensen under det halve af Ishøj.

Så kan man påstå, at det ene og alene drejer sig om socioøkonomiske faktorer, men det tror jeg simpelthen er at tage bind for øjnene.

For hvis man ligeledes kigger på statistikken for kriminalitet blandt ikkevestlige indvandrere og i særlig udpræget grad indvandrere fra MENAPT-lande, så tegner der sig desværre et klart og tydeligt mønster.

Et mønster, der fortæller, at integrationen er fejlet, at antal betyder noget, at det, som man i Sverige har kaldt for udenforskabet, altså som i at borgerne i parallelsamfundene ikke ser sig selv som en del af Danmark og derfor i stor stil ser sig som en opposition til det eksisterende samfund, det fremgår med al tydelighed.

I april 2020 for fire år siden blev der senest foretaget en undersøgelse af indvandrere og efterkommere fra MENAPT-landenes holdninger til det danske samfund, til vestlige værdier og til demokratiet. Den viste tydeligt en normforskel til danskerne og en intolerance over for kvinderettigheder, demokratiet og ytringsfriheden.

Den kriminalitet, vi ser, er uforenelig med et trygt og frit tillidssamfund.

Den intolerance, vi ser, er uforenelig med en liberal og åben kultur.

Den ledighed, vi ser, er uforenelig med ønsket om integration og selvforsørgelse.

I Liberal Alliance anerkender vi fuldt ud, at der findes mange indvandrere fra både ikkevestlige og alle mulige andre lande, der uproblematisk og produktivt er blevet en del af det danske samfund.

Imidlertid ændrer det ikke på, at fortidens erfaringer entydigt viser, at masseindvandring fra i særdeleshed MENAPT-lande både er problematisk i forhold til at sikre Danmark som liberal og sekulær retsstat og en kilde til sociale og kulturelle konflikter og øget kriminalitet.