Samfundsberedskab er det nye sort

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Truslerne mod Danmark og den demokratiske verden tårner sig op, og derfor er der brug for, at vi ruster os til den nye virkelighed. Det gælder også virksomhederne, som er en væsentlig spiller, når det handler om et styrket samfundsberedskab.

På få år er vi gået fra fred til krig på vores kontinent. Nogle aktører taler lige frem om, at i særdeleshed Rusland fører hybrid krig mod Europa – det kan være alt fra fake news over krænkelse af luftrum til kriminelle gruppers cyberkriminalitet over for virksomheder og samfund.

Det har taget os en lang opvågnen at forstå alvoren efter mange års tornerosesøvn.

Det er måske særligt svært for alle os, der er vokset op efter afslutningen af Den Kolde Krig. For hele 89-generationen har det været naturligt at bekende os til idealer som åbenhed, demokrati, retsstat samt de gevinster, der knytter sig til globaliseringen.

Alt sammen forudsætter en sådan international, regelbaseret orden stærke institutioner, der holder hånden under vores livsform. Det bidrager vi selv til, akkurat som EU og Nato gør.

I Danmark stoler vi på hinanden og på demokratiets evne til at samle os alle. Vi har tillid til, at forvaltningen er saglig, og at der vedtages robuste politiske beslutninger, der opleves legitime og retfærdige.

EU har vist sine kvaliteter gennem talrige kriser. Således har udbygningen af Den Europæiske Union tjent et land som Danmark godt. EU har med det indre marked understøttet hele vores tradition for åben økonomi og samhandel. I EU-politikken har vi tradition for at involvere brede dele af samfundet, så der er høj legitimitet. Endelig hviler hele vores sikkerhedspolitiske arkitektur på Nato, hvor netop USA i den transatlantiske alliance garanterer Danmarks og Europas sikkerhed og frihed.

Men fremmede modstandere og rivaler udfordrer og underminerer den demokratiske samfundsorden og vores frihedsværdier. Alt dette kalder på et styrket samfundsberedskab.

Det er ikke kun herhjemme, denne diskussion er i fuld gang. I SMEunited, de europæiske smv’ers talerør i Bruxelles, bruger vi masser af tid på at tale om behovet for et styrket samfundsberedskab. Da mere end 9 af 10 virksomheder i Europa er små og mellemstore virksomheder med under 10 ansatte, giver det rigtig god mening med et smv-bidrag til samfundsberedskab. Sagt lidt anderledes er der godt 24,7 mio. virksomheder i EU, og hele 24,3 mio. er smv’er.

Under Den Kolde Krig blev der udgivet en pjece, der handlede om “Hvis krigen kommer”. Hvordan man som borger skulle forholde sig. Hvilke sikkerhedsforanstaltninger man skulle tage. I den ånd er udgivet ”Hvad nu hvis?”, en publikation fra forsvarsorganisationen Folk og Sikkerhed. Den er netop blevet husstandsomdelt på Bornholm og er fyldt med gode råd. En pjece er et godt sted at starte, men kigger vi ud over landets grænser, er forberedelserne på et helt andet niveau end her til lands.

I Sverige og Finland har myndighederne længe arbejdet med et totalforsvarskoncept, hvor hele samfundet bliver involveret i tilfælde af krise. Besøger man svenske boghandlere, vil man se, at der er en hel del bøger om, hvordan man som borger bør forberede sig på en mulig konflikt. På svenske Gotland har man igennem flere år ligefrem trænet en situation, hvor man i en krise vil være afskåret fra fastlandet med mulige udfald på elektricitet, internet og forsyninger. Betragt Gotlands nærhed til Rusland, og så er det oplagt at forstå bagtæppet for de svenske bestræbelser.

Vi er ikke i Danmark geografisk udsat på samme måde som vores naboer i Østersø-regionen – sagt lidt forenklet begynder Danmarks sikkerhed i Baltikum og med Finland og Sverige som en del af vores nærområde.

Der er dog alligevel meget, som kan gøres. Lad mig bare nævne tre ting:

For det første er der behov for en styrket sikkerhedskultur i virksomhederne. Snart kommer der en dansk lovgivning om sikring af kritisk infrastruktur, og hvor der formentlig er omkring 1.000 virksomheder, der bliver berørt – også en del mindre virksomheder forventes berørt. Det er ikke af hensyn til myndighederne, at styrket cybersikkerhed er en klog investering, men af hensyn til virksomhederne selv.

Cybersikkerhed kan både handle om virksomheders omgang med kundedata og risiko for at blive hacket og få lagt sine systemer ned, hvis ikke man vil betale løsepenge. Heldigvis er der gode løsninger for små virksomheder, der vil styrke cybersikkerheden, bl.a. D-mærket, som Industriens Fond og en række erhvervsorganisationer og Forbrugerrådet Tænk står bag. Men der er også brug for, at der gøres endnu mere politisk for at sikre, at smv’erne nemt og ubureaukratisk kommer med – og for at politiet kan opklare flere af den slags sager.

For det andet er der rigtigt mange ansatte i de små og mellemstore virksomheder med en baggrund som aktive i Forsvaret. Der kunne helt sikkert gøres mere for, at virksomhederne tilskynder deres ansatte til at indgå i reservestyrken. Sådan træning tager tid ud af kalenderen. Det kan derfor være meget svært at få hensyn til økonomi og planlægning på en arbejdsplads med få ansatte til at gå op i en højere enhed.

Hvor Forsvaret tidligere havde få penge og masser af tid, er situationen nu omvendt. Nu er der masser af penge og ingen tid at spilde. Hvis Forsvaret vil have glæde af flere af de medarbejdere med reservebaggrund, der arbejder i de små og mellemstore virksomheder, så må det offentlige til lommerne. Det vil være en klog måde at få et bedre samfundsberedskab og et mere robust forsvar at se i smv’ernes retning.

For det tredje, så har der i løbet af de senere år været en stigende usikkerhed forbundet med de globale forsyningskæder. Først kom corona-krisen og siden hen krigen i Ukraine og ustabiliteten i Mellemøsten. Mange virksomheder har oplevet, at lange forsyningskæder på tværs af kontinenter og have kan være forbundet med en betydelig sårbarhed over for forstyrrelser i den internationale handel.

Der er ingen tvivl om, at store dele af erhvervslivet har tilpasset sig og øget robustheden ved at have for eksempel flere underleverandører eller større lagre for at være klar til den næste store geopolitiske konflikt eller naturkatastrofe. Men om det er nok, kan kun fremtiden vise, og det vil derfor også være rettidig omhu, at der kommer større fokus på, hvordan erhvervslivets robusthed og forsyningssikkerhed kan understøttes politisk.

Meget er i forandring i disse år. Jeg hæfter mig også ved, at en mere sammentænkt indsats er noget, der overvejes i regeringen. I regeringsgrundlaget er der kloge ord om tanken om et nationalt sikkerhedsministerium med fokus på bl.a. rigets sikkerhed og at gøre »det danske samfund mere robust i mødet med fremtidens trusler, udfordringer og kriser«. Det kræver grundige overvejelser.

Bundlinjen er, at samfundsberedskab er det nye sort. Vi har brug for i alle dele af samfundet at tænke over, hvordan vi som stat, samfund og erhvervsliv spiller hinanden stærke på en måde, som gør, at vi kan møde trusler mod vores samfundsorden. I smv’erne er vi klar til at være med i den opgave.