Sprog og diagnoser kan hurtigt gøre raske børn syge

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi går på kompromis med vores intuition, når vi anser børns mistrivsel som udtryk for en indre patologi, der er adskilt fra de kontekster, de er i.

Forestil dig, at du over en længere periode har det svært på din arbejdsplads. Arbejdsbyrden vokser og vokser, din leder er ikke til at få fat på, og dine kollegaer er selv så pressede, at de ikke er til at samarbejde med. Denne stress gør, at du i højere grad er irritabel, har koncentrationsbesvær, sover dårligt og har svært ved at fungere i hverdagen, hvilket dine nærmeste også kan mærke.

De fleste føler intuitivt, at der i dette eksempel er tale om en person, som reagerer på en usund kontekst. Når man over længere tid oplever, at man ikke har ressourcerne til at håndtere krav og forventninger, så er det naturligt, at man reagerer på det.

Hvis man i ovenstående eksempel var blevet fortalt, at den mistrivsel, man oplever, ikke var resultatet af en usund kontekst, men at den derimod skyldes noget, som grundlæggende er et indre, individuelt problem (måske ”uopdaget adhd”), så ville det fremstå som en utroligt dårlig forklaring, som overser en meget relevant sammenhæng. Det ville også være tydeligt, at enhver behandling, som ikke forholder sig til arbejdspladsens pres, i bedste fald blot er ”symptomlindrende”.

På trods af at en sådan forklaring er et brud på vores intuitioner om, hvorfor personer mistrives, så er det ofte netop dén bagvedliggende logik, vi bruger, når det kommer til forståelsen af børns mistrivsel.

Mange børn i Danmark vokser i dag op med stressede forældre, vold i hjemmet, ensomhed, mobning og dårlig økonomi etc. Disse faktorer har naturligvis konsekvenser for børns trivsel. De mødes dertil af daginstitutioner, som i et væsentligt omfang ikke er af god kvalitet. Alt dette (og meget mere) medvirker bl.a. til stigninger af voldelig adfærd og konflikter i indskolingen.

Hvis vi brugte samme tænkning om børn i vores institutioner, som vi gør om voksne på arbejdspladsen, så ville vi betragte disse udtryk for mistrivsel som reaktioner på de mange risikofaktorer, børnene er udsat for. Men det er ofte ikke det, vi gør.

Diskursen om børns (mis)trivsel svømmer i ord som ”robusthed”, ”modstandsdygtighed”, ”skolevægring”, ”diagnosebørn” etc. Altså ord, som ignorerer kontekst og dermed placerer udfordringerne inde i barnet.

Tænk engang, hvis vi brugte denne type sprog om den voksne, som er i et giftigt arbejdsmiljø. Hvorfor bruger vi ikke ord som ”arbejdsvægring” eller ”særligt sensitiv medarbejder”? Her lader der til at være et diskursivt paradoks i måden, vi forstår mistrivsel på.

Det diskursive paradoks består i, at på trods af at vi ofte ikke er villige til at acceptere og benytte en individcentreret forståelse af mistrivsel for voksne, som også reagerer på usunde kontekster, så er vi ofte villige til at gøre det, når det kommer til de mindste i samfundet.

Et eksempel er, når børne- og undervisningsministeren udtaler, at der skal »strammes op« på skolernes muligheder for at sende udadreagerende børn hjem. Det klinger lettere ironisk, at man efter flere år med inklusion på dagsordenen nu vil ekskludere de børn, som har sværest ved at være i den kontekst, vi selv har skabt.

Barnet, som sendes hjem, er i denne optik den problematiske part. Det er altså ikke skolestrukturen, normeringen, uddannet personale eller ressourcemangel, som kommer på tale som mulige steder at sætte ind politisk. Det er barnet selv, som er problemet.

Dernæst ignoreres den sammenhæng, at det i højere grad er børn fra allerede pressede familier, som udviser udadreagerende adfærd.

Disse familier vil således risikere at blive sat under endnu større pres, hvilket i sidste ende også rammer børnene. Når vi er blinde for den større kontekst, hvori mistrivsel forekommer, så kan vi hurtigt komme til at fejlprioritere i vores politiske tiltag.

Hvis vi gerne vil hjælpe børn, som mistrives, så er vi nødt til at have et blik på den større sammenhæng, de indgår i. For eksempel viser forskning, at noget så uskyldigt som den relative alder, et barn har i forhold til sine klassekammerater, har indflydelse på, hvor sandsynligt det er, at de senere bliver diagnosticeret med adhd eller depression.

Hvis vi ikke er opmærksomme på det, så kan vi hurtigt komme til at stigmatisere sunde og raske børn med et patologiserende sprog og eventuelle diagnoser, som således ikke udspringer af barnet, men blot måden, vi ser barnet på. Det er heller ikke tydeligt fra forskningen, at denne diagnosticering er uden konsekvens for barnets senere trivsel.

Det er et velfærdsproblem, at vi uden tilstrækkelig begrundelse benytter forskellige forståelsesrammer til at forklare den samme type problemstillinger for forskellige grupper i samfundet. Fordi forskellige forståelsesrammer skaber forskellige handlemuligheder, hvilket uundgåeligt skaber forskellige udfald.

Når man benytter forskellige forståelsesrammer, så resulterer det uundgåeligt i, at man skaber forskel på, hvilke handlemuligheder er mest oplagte i forhold til løsningen af en problemstilling. Der er eksempelvis betydelig forskel på, hvilke handlemuligheder virker mest oplagte, hvis man betragter et barns udadreagerende adfærd enten som værende et udtryk for en indre patologi eller som en reaktion på de sammenhænge, barnet indgår i.

I begge tilfælde lægges der op til en bestemt tolkning af barnets adfærdsudtryk. Hvis man tolker en bestemt adfærd som udtryk for en indre forstyrrelse, så forklares denne adfærd naturligt med sproglige vendinger om, at barnet jo ”har en anderledes hjerne”, er ”særligt sensitiv” eller måske endda ”har en adfærdsforstyrrelse”. Det er med denne forståelse bl.a. både oplagt og legitimt at benytte centralstimulantia til at dæmpe den uønskede adfærd. Hvis man derimod anser adfærden som en reaktion, der giver mening i barnets kontekst, så vil det fremstå langt mere nærliggende at undersøge, hvilke faktorer truer barnets trivsel og sunde udvikling.

Adfærdsforstyrrelser, neurodivergenser og særlig sensitivitet stopper således med at fremstå som forklaringer. I stedet fremstår de nu blot som beskrivelser, som stadig mangler belysning. Det er med denne forståelsesramme mere oplagt at undersøge, hvordan familieliv, mobning, ensomhed, krænkelser eller traumer har indflydelse på barnet.

Om man tolker barnets mistrivsel på den ene eller anden måde, er ikke uden konsekvens, da disse tolkninger altid i et eller andet omfang vil påvirke vores syn på barnet og derigennem måden, vi møder barnet på. Måden, vi bruger sproget til at beskrive børn og deres udfordringer, er det første led i, om vi skaber stigmatisering eller forståelse.

Et barn, som udvikler uhensigtsmæssige strategier og adfærdsmønstre som reaktion på usunde kontekster, er ikke mere syg end den voksne, som bliver irritabel og har koncentrationsbesvær på grund af sit arbejde. Begge disse er reaktioner på en bestemt kontekst. Og det er reaktioner, som giver mening i den kontekst, de opstår i.

Jeg mener ikke, at udredning af børn, som mistrives, altid er en dårlig idé. Det kan helt sikkert være nødvendigt. Jeg mener heller ikke, at der ikke findes børn, som divergerer betydeligt fra resten af børnegruppen. Jeg mener dog, at det er på tide, at vi stiller os skeptiske over for den bagvedliggende logik og det sprog, som gør, at vi hurtigt afgrænser problemerne til barnet selv, og at vi på den måde kan undgå at gå på kompromis med vores intuitioner i forsøget på at sikre trivslen i barndommen.