Verden, som vi kendte den, har forandret sig til det værre, meget værre

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En højtstående dansk diplomat sammenfattede sidste år den internationale situation på følgende måde: »USA træder tilbage, Kina træder frem, og Rusland træder på alle.« Senest med Donald Trumps nylige undsigelse af Natos artikel 5 »et angreb på et Nato-medlem er et angreb på alle Nato-medlemmer« er det blevet klart, at Danmark og EU i høj grad står på egne ben internationalt.

Det vidner Det Hvide Hus’ og Natos paniske reaktioner efter Trumps udtalelser om, netop fordi Nato p.t. er vores sikkerhedsgarant. Hvad skal vi gøre? Lad det være forudskikket, at Danmark ikke kan klare sig uden hjælp udefra: Vi er for små, vores overlevelse ligger i en alliance, et forbund.

Det internationale system er under forandring. Det er gået fra en periode med relativ stabilitet efter Berlinmurens fald til uro, krise og ustabilitet. Uroen og angrebet på den eksisterende verdensorden begyndte vel i virkeligheden med Ruslands angreb på Georgien i 2008 eller også dets angreb på Krim (Ukraine) 2014. Men senest med Ruslands overfald på Ukraine er ingen mere i tvivl, og de fleste er nok enige med Mette Frederiksen, når hun siger, at der er et før og efter den 24. februar 2022. Forandringsprocesser i international politik er sjældent fredelige – Sovjetunionens implosion er undtagelsen.

Ser man på det internationale system i dag, er det ”multipolært”, dvs. der er flere stormagter: USA, stadig i en liga for sig selv, og Kina, der haler ind på USA. Derefter kommer Indien, Rusland (hvis magt er aftagende) og EU … hvis EU selv vil. Så kommer der en række regionale stormagter (Brasilien, Argentina, Saudi-Arabien, Iran m.fl.). Når der kun er én stor- eller supermagt, der bestemmer, giver det stabilitet; når der er tale om flere stormagter, er konflikt og krig forprogrammeret. Dynamikkerne er simpelthen anderledes, og magterne ledes grundlæggende af egne interesser.

USA har sine interesser i høj grad rettet imod Stillehavsområdet, hvor de både økonomisk og (sikkerheds-) politisk er engageret. På trods af Ukrainekrigen har Europa mistet strategisk værdi. Kina er USA’s fokus og den vestlige verdens største udfordring … trussel.

I øjeblikket samler Kina, under navnet Briks, aktivt en koalition imod ”Vesten”, dvs. imod USA, Nato, EU og det, vi står for. Ikke bare vore værdier m.h.t. demokrati og menneskerettigheder, men også vores multilaterale tilgang til international problemløsning og institutioner.

Briks består af Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika og fra i år også af Ægypten, Etiopien, Iran og De Forenede Arabiske Emirater (Argentina har netop trukket sin ansøgning tilbage). Briks er altså ikke en samling af Guds bedste børn m.h.t. demokrati og menneskerettigheder (Indien og Sydafrika er delvise undtagelser). Tilsammen udgør Briks en anseelig klump, både hvad angår befolkningsstørrelse og økonomi, og Briks ser sig som repræsentant for det globale syd.

Den store konflikt i international politik er altså den imellem Kina og USA, hvor et totalitært Kina i høj grad følger en ekspansionistisk og aggressiv politik i Asien. Man behøver kun at fremdrage militariseringen af Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina ignorerer FN’s Havretsdomstols kendelse i forhold til, hvor grænserne i havet går. Kinas aggressivitet ses også i forhold til Taiwan; et demokratisk system, der ønsker at opretholde sin selvstændighed, men som Kina anser som en ”udbryderprovins”, der er en torn i øjet på Peking.

Endnu et eksempel er Hongkong, hvor man tydeligt så, hvor lidt folkeretlige traktater betyder, da Kina i 2020 brød aftalen med Storbritannien såvel som ”en nation to systemer”-princippet ved at indføre en sikkerhedslov, der forhindrer demokratisk udvikling, menneskerettigheder etc.

Som min kollega professor Sven Biscop fra det belgiske udenrigspolitiske institut Egmont blev spurgt om af en amerikansk generalløjtnant: Hvad vil Europa gøre, hvis USA taber krigen imod Kina? Hvis Ukrainekrigen er en storm, er Kinas fremtrængen en tsunami.

Derudover er der mellemøstkrisen … og alle de andre kriser: klimakrisen, fattigdomskrisen – og den medfølgende migrationskrise i Afrika, følgerne af corona osv. Men militære kriser, specielt de helt store, har en anden kvalitet end f.eks. klimakrisen.

Det er denne verden, Danmark og EU skal navigere i, og den er grim. Så måske EU bare skal opgive multilateralisme, menneskerettigheder m.m. Nej, men man gør godt i at lytte til den amerikanske præsident Theodore Roosevelts (1901-1909) råd med hensyn til udenrigspolitik: »Speak softly and carry a big stick; you will go far.« Man bør forhandle fredeligt og forsøge at fremme sine mål uden brug af våben, men hvis det går galt, skal man have et forsvar stærkt nok til at kunne levere et hårdt slag til en aggressiv modstander. Her er den danske ”pragmatiske idealisme” velanbragt.

Vi har allerede en stor kølle i form af Nato. Europa i almindelighed og Danmark i særdeleshed har lagt alle de sikkerhedspolitiske æg i én kurv, Nato.

Men køllen, Nato, er ikke i Europas hånd, den er i USA’s. Jamen, vi er jo USA’s venner, kan vi ikke stole på dem? Det korte svar er nej. Stater har ikke venner, de har kun interesser, som bl.a. lord Henry John Palmerston udtalte omk. 1845. Og det viser Trumps udenrigspolitik også tydeligt.

Konkret må Europa forberede sig på, at Donald Trump bliver USA’s næste præsident. Og Donald Trump ser ikke det samme interessesammenfald mellem USA’s og Europas interesser som andre amerikanske præsidenter før ham, og derfor fører han en anden udenrigspolitik, der ikke er så EU-venlig.

Og man skal i øvrigt passe på med at tro, at USA tidligere har villet opgive egne interesser for konsekvent at ville fremme f.eks. demokrati og menneskerettigheder. USA’s udenrigspolitik er, som også EU’s, interessedrevet garneret med vestlige værdier. Man skal ikke glemme, at det var den demokratiske præsident Barack Obama, der 2013 udtalte: USA er ikke verdens politibetjent, og som ikke greb ind i den syriske borgerkrig, da muligheden var der. Den nys afdøde, forhenværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger tillægges udsagnet: »Det kan være farligt at være USA’s fjende, men det er fatalt at være USA’s ven.«

Ukrainekrigen er en politisk og humanitær katastrofe og et klart signal om, at Rusland er en ”løs kanon på dækket”, der er klar til aggressivt at angribe fredelige naboer, inklusive EU-medlemmer. EU har i årevis været delt med hensyn til tanken om at styrke unionen militært, sikkerhedspolitisk. Storbritannien forhindrede i årevis en sådan udvikling – ivrigt støttet af Danmark. Frankrig ønskede den, og Tyskland var tøvende. I dag er tællepråsen ved at være gået op for de fleste medlemsstater: EU har brug for sin egen ”kæp” og skal kunne forsvare sig selv; meget gerne som en tæt allieret til USA, som vi – alt andet lige – deler mange værdier med. Det vil være en stor opgave og tage omkring 10 år.

Et fælles forsvar betyder ikke automatisk en EU-hær under en EU-kommissær. Som det var i Schweiz frem til Anden Verdenskrig og i Tyskland til Første Verdenskrig kan militære styrker forblive under medlemsstaternes højhed. Altså, en EU-kommissær kan ikke sende danske Jenser i krig uden Folketingets samtykke. Og ja, hvis EU vil være immun imod atomafpresning fra Putin-typer, inkluderer et stærke EU-forsvar også atomvåben …

Verden, som vi kendte den, har forandret sig til det værre, meget værre. Og hvis ikke Danmark og resten af EU-medlemmerne er klar til at skifte kurs, vil unionen blive som et frilandsmuseum med enten en kinesisk eller amerikansk direktør.