Den skjulte byrde ved moderrollen: Mom-shaming og samfundets uopnåelige forventninger

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I vores moderne samfund bærer kvinder stadig en enorm byrde som mødre. En byrde, der går langt ud over det at skifte bleer og levere sunde madpakker. Moderrollen er blevet til en kompleks labyrint af forventninger og kritik, der vejer tungt på kvinders skuldre, og diverse nye bøger prøver ihærdigt at få sat fokus på moderrollens mange nuancer. Mom-shaming, den ubarmhjertige praksis med at dømme og udskamme mødre for deres valg og handlinger, er blevet en giftig del af vores kultur.

Det er næsten, som om det at være mor er en forudbestemt skæbne for kvinder. Samfundet forventer, at kvinder skal være mødre uden at tage hensyn til de personlige og professionelle ofre, der følger med denne rolle. Kvinder skal forlade deres karriere, hvilket ofte fører til en uretfærdig lønkløft i forhold til mændene. De mister bonusordninger og anciennitet – og det første år af barnets liv markerer en skærende adskillelse fra arbejdsmarkedet. Denne opsplitning har konsekvenser for kvinders økonomiske og professionelle status, der strækker sig langt ud over barselsperioden.

Men det er ikke kun de økonomiske aspekter, der gør moderrollen til en udfordring. Der er også den massive følelsesmæssige belastning, som mange kvinder står over for. I en verden, der hylder karriere og perfektionisme, føler kvinder sig ofte fanget mellem forventningerne til at være en god mor og en succesfuld karrierekvinde. Dette konstante pres skaber et miljø, hvor kvinder bliver bedømt og kritiseret af andre mødre og samfundet generelt.

Når så kvinder sætter foden ned og proklamerer denne skævvridning, får vi delt barslen, som er en negligering af den store og hårde fysiske opgave, som det har været for kvindekroppen at lave og føde et barn og hele restitueringsprocessen. Ikke nok med det kommer vores børn tillige tidligere i vuggestue, som skaber en ny problematik i institutionslivet – nemlig normering.

Mom-shaming er et symptom på et samfund, der er fast besluttet på at kontrollere og standardisere moderskabet. Kvinder bliver dømt, hvis de ikke følger den gængse praksis eller ikke lever op til de nyeste retningslinjer fra sundhedsmyndighederne. Men disse retningslinjer ændrer sig ofte, og deres validitet er ikke altid garanteret. Det er uretfærdigt at straffe kvinder for at navigere i et landskab af skiftende råd og forventninger.

Sociale medier spiller også en betydelig rolle i forstærkningen af denne perfekthedskultur. Influencere bidrager til et fordrejet billede af familielivet og moderskabet, hvilket skaber urealistiske forventninger og øger presset på mødre. På sociale medier bliver vi bombarderet med billeder af perfekte hjem, velopdragne børn og fejlfrie mødre, hvilket kan føre til følelsen af utilstrækkelighed og mindreværd.

Min egen erfaring illustrerer den negative kultur af mom-shaming, der har infiltreret vores samfund. Under en togtur fra København til Aarhus blev jeg udskammet af samtlige kvinder i togvognen, fordi mit barn, der var ved at få tænder, pludselig fik feber og blev sløj og var derfor meget ked af det og højlydt. Det eneste, der hjalp, var at give hende lov til at se et DR-program på Minisjang, som er tilpasset små børn og kun varer tre-fem minutter pr. afsnit. Det tog hendes fokus fra den meget turbulente situation og for meget stimuli fra togvognen. Jeg ønskede bare at komme hjem, men samtlige kvinder sendte ikke bare blikke, men ytrede også deres negative holdninger om mit moderskab. Det var en enormt ubehagelig oplevelse, der tydeligt viser, hvor skadelig mom-shaming kan være.

Som Liza Marklund og Lotta Snickare skriver i deres bog om kvinder og magt, ”Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden”, at er det absurd, at kvinder ikke hjælper og støtter hinanden, men i stedet påvirker hinanden i en negativ retning og føler rettigheden til at påtale noget, de ikke synes stemmer overens med deres egne valg og vores samfunds normer og perfekthedskultur.

Vores samfund er blevet så individualiseret, at de fleste kun tænker på sig selv og dermed glemmer fællesskabet. Hvor var fællesskabet, da jeg sad i togvognen med en grædende baby og selv var brudt sammen, fordi jeg blev udskammet? Siden hvornår er vi gået hen og blevet så optaget af os selv, at vi glemmer, at vi trives bedst i flok, og at fællesskabet har en styrkende effekt på os som mennesker?

Vi ser det også andre steder og i den offentlige debat, hvor folk gør sig til dommere over andres liv, og som Svend Brinkmann skriver i et opslag om moraliseren og udskamning på Instagram, bliver man »lynhurtigt sat i en offentlig gabestok – også selvom man ikke har begået noget ulovligt«. Det må siges at være med til at opildne perfekthedskulturen og de strenge perfektheds- og karrierekriterier, der ulmer i vores samfund. Hvis man træder uden for normens moralske rammer, bliver man udskammet til offentlig skue, og det gælder både nybagte mødre som politikere.

Det er afgørende at skabe større bevidsthed og forståelse om moderskabets kompleksitet for at komme denne problematik til livs og stoppe med at moralisere og fordømme hinanden, men i stedet feje for egen dør og fremme fællesskabsånden. Det er også vigtigt at regulere sociale medier og influencere for at modvirke den skadelige perfekthedskultur, de kan fremme. Dette kan indebære retningslinjer og ansvarlighed for at fremme realistiske billeder.

Generalsekretær for Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen sagde i programmet ”Deadline” på DR i et interview om influencere og Instagram, at »når man taler til mange mennesker, har man et ansvar«, idet hun kalder på strukturelle løsninger i forhold til den massive sammenligningskultur, som sociale medier fordrer, og som påvirker os alle sammen – en sammenligningskultur, som i høj grad bidrager til vores samfunds uopnåelige perfekthedskultur. Sociale medier kan være ubarmhjertige både for voksne og børn, og jeg har svært ved at se, hvordan man kan være en god mor, når man både skal stræbe efter perfektioner og samtidig frygte fordømmelse af samfundets moralske vogtere.

Samfundet bør i større grad anerkende, at kvinder er dem, der føder de næste generationer, som en dag bliver arbejdskraften i landet.

Det er absurd, at kvinder går igennem en hård graviditet og fødsel for så at blive belønnet med få måneders løn og derefter blive nøje vurderet med risiko for offentlig udskamning, hvis vores valg ikke følger normen. I mine øjne burde der følge anciennitet med under barslen, og bonusordningerne eller lønnen burde ikke tages fra os. Perfekthedskulturen i vores samfund, influencere og karrierekriteriet går i høj grad ud over kvinders selvværd og moderrolle. Vores børn burde ikke vokse op med pressede mødre, der mom-shames for at vælge, hvad der føles rigtigt for deres børn. Vi burde i stedet fremme en kultur, hvor forskellighed og individuelle valg respekteres og anerkendes. Det er på tide, at vi anerkender den kompleksitet og de udfordringer, der er forbundet med moderrollen.