Skal pigerne i trøjen? Ja, selvfølgelig skal de det

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Skal værnepligten endegyldigt ligestilles – eller skal vi fortsat kun tvangsindkalde mænd og derved bibeholde, at de kvinder, vi får, er frivillige?

Alt andet lige vil en udvidelse af værnepligt til kvinder fordoble den reserve af unge, vi i krigstid kan indkalde – men det vil have følger for samfundet. En værnepligt til kvinder er ikke en lappeløsning, som regeringen eller Folketinget kan smide på Forsvaret og håbe på det bedste. Hvis vi ønsker at opnå Norges og Sveriges universelle værnepligt, må vi først og fremmest opnå deres militære engagement og ambitioner.

Diskussionen er i virkeligheden fire sideløbende spørgsmål. Først er der behovet for en værnepligt, dernæst hvorvidt kvinderne er egnede, og om tiden er moden nok til at ligestille Forsvaret, og endelig hvorvidt det er der, vores nuværende militære prioritet skal være?

Det kan være svært at finde hoved og hale i. Vi må derfor også etablere, hvad værnepligterne i Sverige og Norge, som vi ofte sammenligner os med, indebærer. Begge lande har universel værnepligt, dvs. for begge køn, og værnepligtslængden er henholdsvis 6, 15 og 19 måneder lang. Det indebærer både en grunduddannelse og en funktionsuddannelse som ”fuldt uddannet soldat”. I modsætning til Danmarks firemåneders basisuddannelse.

Behovet for værnepligten vil jeg gerne være fortaler for. I Sverige havde man de facto afskaffet værnepligten i 2010, men den blev i 2017 genaktiveret på grund af det alvorlige trusselsbillede i Østersøen. Sverige vurderede altså, at der ikke alene var behov for værnepligt, men et så stort behov, at det så sig nødsaget til at genaktivere en reelt afskaffet værnepligt.

Værnepligten i Norden danner rygraden for et stærkt system af rekruttering og aflastning. De værnepligtige skal ikke agere hovedkampstyrke, men understøtte den eksisterende. Derved frigør vi de stående professionelle styrker til at påtage sig de vigtigste og mest relevante opgaver.

Værnepligten giver desuden et indblik i den militære virkelighed, som i høj grad motiverer unge til at søge en karriere i Forsvaret. Det kan jeg selv skrive under på, da mit hold på løjtnantsuddannelsen og Officersskolen i meget høj grad består af folk, som har forrettet militærtjeneste før.

Netop rekrutterings- og aflastningsspørgsmålet er væsentlig, for i den nye sikkerhedssituation, hvor truslen for reelle suverænitetskrænkelser eller værre er voksende, har vi brug for en reserve af trænede værnepligtige, som vi kan regne med til at varetage mindre vigtige opgaver – så de professionelle kan udføre deres arbejde.

Men kan kvinderne så holde til det rent fysisk og levere det, de skal, for at støtte de professionelle? Der vil altid være folk, som stiller spørgsmål ved kvinders fysiske evner. Men værnepligten er ikke de professionelle styrker; de fysiske krav, der stilles til en soldat på udsendelse og en rekrut den første dag, er markant forskellige. Mange af drengene, som starter i værnepligten, lever heller ikke op til de fysiske krav – det er derfor, værnepligten træner dem op.

Grundlæggende må vi forvente, at kvinder og mænd kan leve op til samme fysiske krav. Fjendens kugler er ligeglade med, hvilke kromosomer du har; det, som er afgørende, er dine evner. Derfor skal vi stille samme krav og sørge for at træne dem. Men kvinder har i høj grad vist, at de kan være opgaven fysisk modne, både i Norden og især også i Ukraine, hvor kvinder side om side med mænd bekæmper de russiske horders indtog.

Det er ikke et enten-eller-spørgsmål. Kvinders duelighed som soldater er i høj grad et spørgsmål om vilje og uddannelse. Med den eksisterende værneret kan kvinder sige op, hvis det bliver ”for hårdt”. Under en universel værnepligt eksisterer den mulighed ikke – og de må derfor vise viljestyrken til at fortsætte.

Tom Block, formand for HKKF, har primært engageret sig i debatten om, hvorvidt tiden er rede til kvindelig værnepligt – internt. Argumenterne har været, om hvorvidt Forsvaret selv er klar til at tage imod kvinder i endnu højere grad, og hvorvidt de eksisterende regelsæt for øvelser og hverdag tager ordentlig højde for forskellene mellem kønnene.

Forsvaret har haft uheldige historier og kedelige episoder kønnene imellem. Den bedste måde at komme det til livs er netop at fjerne de rettighedsmæssige forskelle mellem kønnene og tvinge dem til at interagere på lige fod – i mudderhul såvel som på skydebanen.

Mange gamle, indebrændte holdninger og problemer ændrer sig ikke, før vi gør det selv. Nogle gange har man brug for et elektrisk chok for at sætte liv i batteriet. Værnepligt til kvinder vil i høj grad involvere flere kvinder i Forsvaret, de vil sætte deres præg, og de erfaringer, Forsvaret gør, vil komme fremtidige generationer af indkaldte til gode.

Netop derfor er jeg uforstående over for, hvorfor Dansk Kvindesamfund, som om nogen burde støtte flere kvinder i Forsvaret, involverer sig vagt og om nogen militærkritisk. »En formaliseret samfunds- og omsorgspligt«, som de foreslår, er et så vagt forslag, som noget kan være.

Når kvindesamfundets Helena Gleesborg giver uforstående argumenter mod universel værnepligt som »vi skal da ikke lære folk at slå ihjel«, stiller hun sig totalt uforstående over for de realiteter, både mænd og kvinder står over for. Vi lærer at forsvare os selv og hinanden mod dem, som vil os ondt. Det er derfor, det hedder Forsvaret.

Det er mit inderste håb, at de værnepligtige aldrig får behov for at bruge deres evner – men det er vigtigt, at de har dem. Når Rusland hærger gennem Ukraine, og Hamas stadig holder kvinder og børn som gidsler, lyder kvindesamfundets holdning ikke alene umådeligt gammeldags, men også naiv og snæversynet.

Værnepligt for kvinder er derfor noget, der skal prioriteres. Diskussionen stopper alt for ofte ved, at Sverige og Norge har værnepligt for kvinder. Men de har en markant længere uddannelse. Hvor danske værnepligtige får en basisuddannelse og ikke mere, uddannes vores naboers værnepligtige til fuldbyrdede soldater.

Værnepligt til kvinder under de nuværende forhold vil ikke gøre nogen forskel. Blot sende flere mennesker igennem det samme system. Først og fremmest skal værnepligten udbygges, så den faktisk bliver et værktøj, som Forsvaret kan gøre brug af.

Et forsvar er kun lige så godt som sine soldater. Sverige og Norge tager sig af sine, mens Danmark bløder professionelle soldater. Efter tre år er halvdelen af en årgang konstabler halveret. Forsvaret har brug for opmærksomhed, penge og reel politisk støtte fra de højeste planer.

En udvidelse af værnepligten kan være ønskelig. Men Norges og Sveriges forsvar er ikke godt, fordi de har universel værnepligt. Deres værnepligt kommer af, at deres forsvar er velholdt og tages seriøst af deres regeringer. Før vores regering gør det samme, vil værnepligt til kvinder ingen nytte gøre. Men skaber vi en stærkere opbakning til Forsvaret, skal kvinderne naturligvis også i trøjen.