Hvem tager sig af de grønne vælgere i blå blok?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Grønne vælgere i blå blok har et usselt udvalg af partier at stemme på. Ikke ét af partierne til højre for midten har en ambitiøs grøn politik, som kommer med svar på, hvordan vi får stoppet ødelæggelsen af vores natur, miljø og klima. Blå bloks grønne politik synes først og fremmest at tage kortsigtet hensyn til økonomi og erhvervsinteresser, og resultatet ser vi i dag. Danmarks natur og miljø er udpint og ødelagt. Det vidner om en ideologisk krise blandt de borgerlige partier.

Jeg er selv borgerlig, og jeg har stemt borgerligt hele mit liv, men ved seneste folketingsvalg stemte jeg på Socialistisk Folkeparti – for miljøets skyld.

I dag står det nok klart for de fleste, at vi mennesker har styret kloden ind på en vej, som ender i en økologisk katastrofe. Vi er i rasende tempo ved at påføre vores planet så store skader, at mange af dem er uoprettelige eller på vej til at blive det.

I vores travle hverdag kan vi godt glemme, hvad der foregår. Men hvis vi, med lidt år på kontoen, tænker tilbage på vores barndom og ungdom, så er jeg ret sikker på, at de fleste vil kunne iagttage forandringerne.

Jeg er 46 år, og min barndoms somre på Mols gik ofte med at fiske ål i de store skove af ålegræs ved Skødshoved. I dag er der ikke en ål eller et græsstrå tilbage.

Dengang kunne jeg og mine venner sejle ud på bugten med forfang og pilke og komme hjem med fisk. I sommer blev bugten nærmest erklæret død på grund af iltsvind.

Det er jo en svimlende tanke, at vi har dræbt vores indre farvande. Når mine børn har været slemme, og det er de tit, spørger jeg dem: »Hvad bilder du dig egentlig ind?«

Det samme vil jeg sige til de borgerlige partier. Hvad bilder I jer egentlig ind? Hvorfor har I ladet det her ske?

Nu ved jeg godt, at det ikke udelukkende er de borgerlige partiers skyld, men nu er det her en appel fra en borgerlig vælger til de borgerlige politikere.

Vi har i Danmark helt målrettet ødelagt vores natur, og ingen politiske tiltag har for alvor taget fat om nældens rod. Ødelæggelserne fortsætter. Og lige om lidt, når gyllebeholderne rundtom i landet er ved at løbe over, og det gør de snart, køres der afføring fra millioner af husdyr ud på en jord, der efter den vådeste vinter i mands minde ikke kan suge meget mere. Hvor ender gyllen så?

Da fire socialdemokratiske ministre rejste til Ølst for at lade sig forarge over det groteske i, at ejeren af Nordic Waste løb fra regningen, lød det stålfast fra statsminister Mette Frederiksen, at vi her i Danmark har det princip, at forureneren betaler. Har vi nu også det?

Hvem betaler for, at vores indre farvande er døde? Hvem betaler for oprensningen af vores drikkevand? Hvem betaler for, at vores biodiversitet er presset i bund?

Hele sagen med Nordic Waste udstiller, at regeringen langt henad vejen benytter den lokale skandale som grøn symbolpolitik i stedet for at tage fat på de helt store og strukturelle udfordringer med overudnyttelsen af vores natur.

Dette bringer mig frem til mit egentlige formål med denne kronik, nemlig at stille spørgsmålet: Hvorfor er der ikke ét eneste borgerligt parti, som har det grønne som sin mærkesag?

Som det er i dag, er grøn politik mærkesager for partierne på venstrefløjen, og hertil regner jeg ikke socialdemokraterne. Det er på venstrefløjen, at der sættes ord på naturens tilstand. Det er her idéudviklingen foregår. Det er herfra, der udvikles politiske forslag til løsninger, og det er særligt her, der lyttes til den videnskab, der findes om natur, miljø og klima.

Også blandt centrum-venstres vælgere er der et ønske om, at fremtiden for vores land naturligvis skal være grøn og bæredygtig. Hvis resten af verden havde et forbrug som vi danskeres, så skulle vi bruge fire jordkloder. Vi er også det land i Europa, som har mindst beskyttet natur, og vi har europæisk bundrekord i biodiversitet – og nåh ja, så er vores hav dødt.

Venstrefløjen ”ejer” den grønne politik i Danmark, og det er jeg som borgerlig misundelig over.

I nullerne var det de borgerlige partier, som besad den ideologiske muskelkraft i debatten om indvandring. Efter årtier med politisk berøringsangst blev det folkelige krav om politisk handling til sidst så stort, at den borgerlige fløj med Dansk Folkeparti i spidsen satte sig om den varme grød og stak skeerne i.

Først var modstanden og forargelsen blandt partierne på venstrefløjen stor. I dag er udlændingepolitikken et almindeligt politisk emne. Den stramme udlændingepolitik støttes af mere end 70 pct. af befolkningen, og i dag står Socialdemokratiet nærmest for en udlændingepolitik, som er strammere end Venstre og De Konservatives.

Jeg mener, det er på tide, at det borgerlige Danmark tager den grønne politik til sig, ligesom venstrefløjen tog udlændingepolitikken til sig. Uden denne tilpasning var Mette Frederiksen næppe heller blevet statsminister.

Spørgsmålet om, hvordan vi som samfund kan sikre vores høje velstandsniveau uden at ødelægge naturen og klimaet, bør være ét af de altafgørende politiske spørgsmål i vores tid – også for de borgerlige partier.

Det er det mildest talt ikke i dag. Venstre ligner mere og mere et rendyrket landbrugsparti med appel til vælgere uden for byerne og særligt fra Jylland. De samme vælgere, som Inger Støjberg taler til. I Liberal Alliance synes naturordfører Ole Birk Olesen at være på en eller anden form for grøn rejse, og han markerer sig stadigt tydeligere i sine krav om naturnationalparker og uberørt natur. Men det er, som om Liberal Alliance ikke helt kan redegøre for, hvordan den klassiske liberalisme kan redde naturen.

For spørgsmålet er jo, om liberalismen som politisk teori kan tage hånd om, at vi lever på en klode med begrænsede ressourcer? Kommer liberalismens tanker om frihed og virkelyst, vækst og individualisme til kort, når der skal formuleres grøn politik? De liberale partier taler i hvert fald ofte om balancen mellem hensynet til naturen på den ene side og hensynet til arbejdspladser, virksomhedsejere og penge på den anden, og i dag ser vi resultatet – naturen har tabt.

Jeg mener, at de liberale grundidéer trænger til en opdatering eller videreudvikling, så de kan tage hånd om den moderne verdens rovdrift på naturens ressourcer.

Måske kan konservatismen levere de svar, som de liberale ikke på nuværende tidspunkt kan give?

På De Konservatives hjemmeside skriver partiet om generationskontrakten, som er selve grundstammen i konservatismen: Danmark skal gives videre i ordentlig stand. Derfor har vi pligt til at passe på kulturen, miljøet, økonomien og sammenhængskraften. I respekt for dem, vi modtog Danmark af – og dem, vi giver landet videre til.

Og videre lyder det: »Hvordan ser Danmark mon ud, når vi giver det videre til dem, der kommer efter os? Ja, det skulle meget gerne være et bedre og i hvert fald ikke et dårligere Danmark at leve i. Ellers har vi svigtet vores ansvar.«

Kære konservative, kunne det ikke være helt i tråd med jeres eget værdigrundlag, hvis I næste gang går til valg på at stoppe ødelæggelsen af vores natur?

Jeg tror, der er rigtigt mange borgerlige vælgere som mig selv, som ville ønske, det var muligt at være borgerlig og ægte grøn på samme tid. Det er det ikke i dag. Så til samtlige partier i blå blok – banen er fri. Hvem af jer skal løbe med muligheden for at blive det første ægte grønne parti for borgerlige vælgere?