Regeringens udenrigspolitik er historieløs. Kunne den i det mindste være ansvarlig

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I sin vel nok mest berømte bog, ”Modernitet og Holocaust” fra 1989, beskriver den polsk-jødiske sociolog Zygmunt Bauman, hvad Holocaust kan lære os om moderne samfund.

Holocaust var, skrev han, ikke en irrationel undtagelse, der opstod, fordi al civilisation og moral var brudt sammen i Nazityskland.

Holocaust var muligt, fordi der var en effektiv tysk stat, et stærkt bureaukrati, en rationaliseret samlebåndskultur og arbejdsdeling og en moderne ideologi, som kunne gennemtrænge samfundet og dehumanisere og dermed legitimere udryddelsen af jøder.

Alle de enkelte handlinger, som til sammen blev til jødeudryddelserne, var for både administratorerne og ofrene rationelle handlinger. Og ingen kunne forestille sig, hvad hver enkelt handling ville føre til. Derfor var det uhyggelige ved Holocaust heller ikke, at vi principielt alle sammen kunne blive ofre for noget lignende, skrev Bauman.

Det uhyggelige var, at vi alle sammen kunne have gjort det. Fordi vi som soldater, fuldmægtige, dommere, kontrollanter osv. er vant til at gøre, som vi får besked på, uden at stille spørgsmål ved de ”systemer”, vi er en del af, og fordi alle store processer i moderne samfund er splittet op i små bidder, som vi hver især ikke kan overskue og gennemskue konsekvenserne af. At udstede eller afvise en arbejdstilladelse er således ikke nødvendigvis forkert. At kontrollere, at bestemte grupper ikke passerer et checkpoint, er ikke nødvendigvist forkert.

Det er først, når – eller hvis – alle brikkerne i puslespillet lægges, at man kan se konturerne af systematisk undertrykkelse og dæmonisering.

Hvordan små handlinger trin for trin kan få grusomme konsekvenser og kan føre til dæmonisering og udryddelse af en hel befolkningsgruppe, kan man se i den Oscar-belønnede film ”Pianisten”, som er baseret på den selvbiografiske bog ”The Pianist” fra 1946 af den polsk-jødiske pianist, komponist og Holocaust-overlevende Władysław Szpilman.

I lighed med tusindvis af andre jøder lever Szpilman med sin familie i 1930’ernes Warszawa, men bliver under Anden Verdenskrig tvunget til at flytte til en ghetto omgivet af høje mure. Her er det oprindeligt meningen, at han og andre jødiske familier skal bo og arbejde, indtil krigen er slut, hvorefter de skal udskibes til Madagaskar eller en anden oversøisk koloni.

De såkaldt ”humane” planer for hans og de europæiske jøders skæbne nedbrydes dog – som vi ved – og afløses af en tiltagende dehumanisering og undertrykkelse af ghettoens indbyggere. I filmen ser man, hvordan passage til og fra ghettoen kontrolleres af tyske soldater ved checkpoints for at holde polakker og jødisk-polske indbyggere adskilt. Soldaterne ydmyger og tvinger de jødiske indbyggere til at vente i timevis.

Forlader man ghettoen uden tilladelse, bliver man skudt. Skilte på ghettomurenes yderside advarer polakker om at nærme sig indbyggerne. Manglen på bevægelsesfrihed gør ghettoens indbyggere helt afhængige af de arbejdstilladelser, den tyske besættelsesmagt og polske arbejdsgivere udsteder til et begrænset antal jøder. Det gælder også for Szpilman og hans familie, der både forsøger at samarbejde med ”systemet” og udøver civil ulydighed for at fortsætte tilværelsen. I længden kan familien dog intet stille op imod den tiltagende fattigdom og håbløshed, som besættelsen og livet i ghettoen skaber. En dag deporteres størstedelen af familien til en koncentrationslejr. Det lykkes dog Szpilman at undslippe og overleve i Warszawas ruiner, indtil krigen er ovre.

At se ”Pianisten” er i sig selv hjerteskærende og forfærdende. Dels fordi vi kender historiens slutning: Seks millioner jøder udryddet. Og dels fordi det i filmen er tydeligt, at hverken de tyske soldater eller den jødiske befolkning i situationen helt er klar over, hvad de er en del af, og hvad det vil ende med.

Men at se ”Pianisten” bliver endnu mere forfærdeligt, hvis man – som vi – har besøgt Gaza og den palæstinensiske Vestbred og fulgt med i de analyser, der regelmæssigt deles og dokumenteres af FN, internationale, israelske og palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer.

For der er intet af det, der vises i ”Pianisten”, der ikke har sine klare paralleller til det, der foregår i Gaza og på Vestbredden i dag. Gaza er hermetisk ”forseglet” af en mur og ligner efterhånden Warszawa mod slutningen af Anden Verdenskrig. Israelske regeringsmedlemmer taler åbent om »forflyttelse« af befolkningen til Sinai-ørkenen. Nødhjælp får ikke lov at komme ind.

Men også på Vestbredden tillader situationen at drage klare paralleller: Murene, der skærer sig gennem bysamfund. De røde skilte, der advarer mod at nærme sig palæstinensisk bebyggelse. Veje, kun for israelere. Checkpoints. Arbejdstilladelser. Forskellige typer af identitetspapirer til forskellige palæstinensere. Den vilkårlige tilbageholdelse. Alt sammen legitimeret under overskriften ”sikkerhed”. Og måske er hver af de enkelte foranstaltninger forklarlige, når man netop tænker på israelernes behov for sikkerhed. Men lægger man ”brikkerne sammen”, ligner det umiskendeligt systematisk undertrykkelse af et helt folk.

Dermed er det svært for os at ignorere Baumans pointe fra 1989: Det uhyggelige ved Holocaust er ikke (kun), at vi principielt alle sammen kunne blive ofre for noget lignende. Det uhyggelige er også, at vi alle sammen kunne have gjort det og medvirket, også uden at være klar over det.

Når vores statsminister skælder ud på journalister og kalder det »historieløst« at spørge, hvorfor hun ikke også lægger blomster for palæstinensiske ofre i Gaza, er det således hende, der er historieløs, og som slet ikke forstår dybden i det Holocaust, der lagde grunden for, at vi som internationalt samfund oprettede spilleregler for krigsførelse og konventioner, der skulle forebygge, at noget lignende skal ske igen.

Den ene lære af Holocaust er – naturligvis – at jøder verden over aldrig skal opleve noget lignende igen. At de ligesom alle andre folkeslag og religioner skal kunne leve i fred og frihed. Men den anden lære af Holocaust, som vores statsminister fuldstændigt overser, er, at vi skal være ydmyge over for, at vi alle, kristne, muslimer og jøder, principielt kunne indtage gerningsmandens rolle og medvirke til folkedrab – som Bauman skriver.

Set i det lys og i lyset af de mange og veldokumenterede beskrivelser af bombardementer af civile i Gaza, udsultningen og ødelæggelsen af livsvilkår og den tiltagende bosættervold og vold begået af soldater på Vestbredden vil det eneste rigtige og ansvarlige træk for den danske regering være, at den aktivt arbejder på at forebygge og standse folkedrab mod palæstinenserne.

Ikke kun fordi det er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Ikke kun fordi vores tavshed tærer på vores troværdighed og mulighed for at fremme menneskerettigheder internationalt. Ikke kun for palæstinensernes skyld eller for Israels og det jødiske folks. Men også for vores egen skyld og for hele menneskehedens.