Vil et liv uden drømme give mening?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er nemt at mene noget bastant om krigen i Gaza, når man aldrig har været i Israel eller Palæstina. Det er lidt som at være tilskuer til en fodboldkamp, hvor man hepper på det ene hold og nedgør det andet.

Det er sværere, når man har rejst området tyndt de seneste 30 år. Så kommer der ansigter på israelerne og palæstinenserne, de bliver skæbner. De enkle og lette svar – slogans – må vige for nuancerne. Dæmoniseringen af de andre bliver umulig.

Jeg har gennem mange år været draget af historien, kulturen, religionerne og den politiske kompleksitet i regionen. Og naturen – Israel/Palæstina en tidlig forårsdag. Gyvel, der dækker bjergskråningerne, i Hula-dalen millioner af trækfugle.

I dag lever her to dybt traumatiserede folk, der hver især er fanget i en dødsspiral. Det er med sorg, jeg dagligt læser om civilbefolkningens lidelser.

Det er svært ikke at blive grebet, når en palæstinensisk bonde i Jordan-dalen fortæller mig, hvordan han forsøger at få olivenhøsten i hus. På trods af hegn, pigtråd og chikanerier fra de israelske bosætter. På jorden, som også hans forfædre har dyrket.

Ikke langt derfra besøger jeg en israelsk bosætter – stadig på Vestbredden – som fortæller, at han føler, han endelig er kommet hjem. Her vil han bygge sin og familiens fremtid. Det er svært ikke at blive imponeret, når han stolt fremviser bosættelsens moderne og velholdte infrastruktur.

I perioder har jeg gennem årene uhindret kunnet køre rundt i Israel og på Vestbredden i en gammel øse lejet i Østjerusalem. I marts 2019 tilbragte jeg nogle dage i Jenin. Så flygtningelejren, The Freedom Theater, hang ud i byen og blev guidet rundt på The Arab American University nogle kilometer uden for Jenin. En aften på en café falder jeg i snak med en flok teenagedrenge. De var som teenagedrenge overalt i verden; kejtede, fulde af spilopper – og så gravalvorlige. Drengene berettede om overgreb fra den israelske besættelsesmagt. Men de var mindst lige så bange for undertrykkelsen fra det palæstinensiske selvstyre (PA). Knejterne talte om en dobbelt besættelse. Under løfte om fuld anonymitet. Selvstyret tåler ikke kritik. Og holder sig ikke tilbage fra tortur og krænkelser af menneskerettighederne ifølge Amnesty International. I 2021 bankede selvstyrets politi aktivisten og kritikeren Nizar Banat til døde.

Jeg spørger til de unges fremtidsplaner. De svarer med én røst: »Vi vil væk.« »Hvorhen?« spørger jeg: »Til USA og helst til Texas.« Jeg når ikke at få svar på hvorfor Texas – måske det er friheden i det amerikanske vesten, der trækker?

De unges reaktion afspejler, at ledelsen af selvstyret er en flok forstokkede mænd, der lever i vild luksus, men mentalt befinder sig i en fjern fortid.

PA’s politistyrker koordinerer officielt og uofficielt med Israel. Mange palæstinensere ser slet og ret PA som underleverandør til den israelske besættelsesmagt. PA’s styrker trækker sig som regel i konfliktsituationer, så Israel kan gøre det grove arbejde.

Medmindre de var på lønningslisten, havde ingen palæstinensere noget pænt at sige om selvstyret under mine besøg.

Sidste forår tilbragte jeg en uge i Ramallah. På Rukaps isbar bød Mahmoud på de gængse is-varianter plus specialiteter som arabisk tyggegummi, lemon og tutti frutti. Lydtæppet var en infernalsk kakofoni af bilhorn fra den kaotiske trafik. Blandet med råbene fra minareterne, hvor der fem gange dagligt kaldtes til bøn. Tilsat dunsten fra shawarma-boderne, benzinforbrændingen og bålene på gaden.

I gadebilledet var der unge kvinder med eller uden tørklæde, der sagtens med deres elegance kunne gå catwalk i Paris, men også kvinder i burka, tiggere, hjemløse. Håndværkere og arbejdsmænd, der dagligt rejste til Israel for at tjene til dagen og vejen. En murer fortalte, at daglønnen i en israelsk bosættelse ligger på 300 shekel mod 100 her på Vestbredden (en shekel er knap 2 kr.).

Venligheden og gæstfriheden var overvældende. »Welcome, welcome,« gjaldede råbene, når jeg forsøgte at bane mig vej gennem folkemængden som den formentlig eneste turist i byen. Jeg kunne sagtens droppe restaurantbesøg og nøjes med de smagsprøver, jeg blev tilbudt.

I Israel tomlede jeg for år tilbage rundt i landet. Boede ofte i kibbutzerne. Uanset kibbutzbevægelsen ikke er, hvad den var i årene efter 1948. Hverken ideologisk eller i betydning. Men der er fortsat lommer rundtomkring i landet, der bygger på denne tanke om et menneskeligt fællesskab. Ofte har jeg efter fællesspisningen om aftenen over en kande te diskuteret med beboerne, hvordan verden kunne blive et bedre sted.

Sidste år drog jeg til Israel for sammen med venner at demonstrere mod premierminister Netanyahus planer om en centralisering af magten. Ikke mindst for den unge generation er det vigtigt, at »Israel som det eneste demokrati i den del af verden« er en levende realitet og ikke blot en floskel.

Mine israelske venner spørger ofte, hvad der er mit favoritsted i Israel. Den er svær. I vinterhalvåret nok skiløb på Mount Hermon. Eller de arabiske byer Jaffa og Acre. Men oftest vender jeg tilbage til strandpromenaden i Tel Aviv. Her passerer verden forbi. Jøder, hvis bedsteforældre emigrerede hertil fra Østeuropa eller Nordafrika, muslimer eller kristne arabere. Mænd og kvinder i deres skarpeste outfit.

I januar 2015 havde jeg et møde med den tidligere israelske præsident Simon Peres. Han understregede, at hans livsmål havde været at skabe fred og forståelse med palæstinenserne og de arabiske lande – med et klart blik for Israels nationale sikkerhedsinteresser.

Et projekt, der havde Peres særlige interesse, var dansk-støttet og hed Medilink. Udgangspunktet var et ønske om at hjælpe syge palæstinensiske børn i Israel. Det var imidlertid en bekostelig affære og ikke uden risici for de syge børn. Med tiden fik projektet i stedet fokus på efteruddannelse af palæstinensiske læger i Israel. Det var billigere og gav mulighed for at knytte professionelle og personlige kontakter mellem palæstinensiske og israelske læger. Når projektet overhovedet kunne lade sig gøre, skyldtes det, at lægerne var enige om ikke at diskutere politik. Og en dybt professionel indstilling om, at som læge handler det om at redde liv – uanset hvad.

Inspireret af Peres besøgte jeg Sheba-hospitalet uden for Tel Aviv. Her arbejdede 60 palæstinensiske læger, og 200 havde været igennem siden projektets start. Halvdelen af patienterne var palæstinensiske børn. De fleste palæstinensere oplever kun israelerne som soldater, der kommanderer rundt med dem. Gennem Medilink mødte titusinder af palæstinensere et andet Israel som modvægt til dette stereotype billede.

På den lange bane bør målet være et land omfattende det nuværende Israel og Palæstina. Fra havet til Jordanfloden – men for både israelere og palæstinensere. Hvor man lever sammen, selv om man er forskellige. Med lige rettigheder for alle og med stærke mindretalsgarantier.

I kulturhuset i Ramallah stødte jeg sidste forår på et citat af den palæstinensiske maler Ismail Shammout: »Vil et liv uden drømme have mening? Vi drømmer om det umulige. Men vi fortsætter med at drømme. Vi bekender os til vort hellige hjemland som en hellig ret. Et hjemland i dets helhed for alle dets indbyggere.« Når Sydafrika i dag har flertalsstyre, og når der i dag atter bor jøder i Tyskland, så kan Shammouts drøm selvfølgelig også gå i opfyldelse. En dag …