Støtten til Ukraine må ikke smuldre nu

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I næste måned er det to år siden, Ukraine blev angrebet af Rusland. Siden da har EU været med til at levere både økonomiske saltvandsindsprøjtninger og en masse militærmateriel til Ukraine.

Det til trods er vi begyndt at se tegn på, at viljen til støtten begynder at dale her snart to år inde i krigen – både herhjemme og i Vesten.

I november kunne man læse, at Martin Henriksen – den daværende spidskandidat til Europa-Parlamentet for Nye Borgerlige – ville trække EU-støtten til Ukraine. Vi måtte forstå, at EU næppe skulle være et politisk projekt, som man kunne bruge til at sende hjælp til europæiske lande, der var blevet angrebet af en aggressiv stormagt.

En anden melding kom fra Dansk Folkepartis Anders Vistisen, som havde analyseret sig frem til, at støtten til Ukraine har en naturlig udløbsdato. Hvorfor egentlig?

Og debatten er ikke bedre på nettet. Man skal ikke lede længe på X eller mit eget kommentarspor på Facebook, før man finder mennesker med holdninger, som kun KGB vil støtte. Det skaber sprækker.

På den store scene har Viktor Orbán i EU-regi forsøgt både at blokere for optagelsesforhandlinger med Ukraine og en ny milliardstøtte til det beskudte land. Og blot for at gøre miseren komplet har USA givet den sidste hjælpepakke til Ukraine, det ville give.

Det betyder, at Kongressen skal vedtage nye våbenpakker til Ukraine, hvis den amerikanske støtte skal fortsætte. Med en valgkamp om hjørnet kan man frygte, at det bliver endnu mere vanskeligt at få Kongressens opbakning til at fortsætte Ukraine-støtten.

Der skal ikke være nogen tvivl om Liberal Alliances holdning til emnet. Hvis amerikanerne på baggrund af indenrigspolitiske uenigheder og et mere aggressivt Kina må trække deres støtte, så skal EU overtage ansvaret for støtten til Ukraines frihedskamp.

Da russerne for snart to år siden besluttede sig for at angribe Ukraine, var det ikke blot et angreb mod Ukraine, men et frontalt angreb på vestlige værdier og den normbaserede verdensorden.

Hvis vi ønsker en verden, hvor stormagter ikke blot kan flytte landegrænser efter lyst i Europa, så må og skal støtten ufortrødent fortsætte. For hvis Rusland lykkes med sin invasion af Ukraine, så stopper Putins ekspansion ikke ved den ukrainske grænse. Så kan stormagter jo faktisk flytte på landegrænser igen.

Dermed betyder internationale love og diplomati intet, og derfor vil de mest skydeglade nationer ubetinget diktere verdensgangen. Det ved andre, og vi må ikke glemme det.

Både Baltikum og Polen har for eksempel længe råbt op om den russiske trussel. De har forstået, at Rusland er en geopolitisk modstander, og vigtigst af alt har de indset, hvilke konsekvenser et ukrainsk nederlag vil være for både verdensfreden og Europa. Det tankesæt skal vi huske på også her i landet, men særligt i Bruxelles.

Hvis Kongressen afviser Bidens hjælpepakker til Ukraine, må Europa som skrevet tage et større ansvar for, at vi fortsat kan levere den nødvendige støtte til Ukraine. Derfor skal EU – hvis amerikansk støtte udebliver – købe våben fra USA og levere dem til Ukraine.

Det er der én grundlæggende årsag til: at nærmest alle andre politiske dagsordener kan være ligegyldige, hvis andre stormagter kan diktere Europas grænser.

Hvem vil for eksempel i ramme alvor bruge deres tid på at debattere barselsdirektiver og kønskvotedirektiver i Bruxelles, mens Putins blodtørstige Rusland står og banker på døren?

EU har allerede i forvejen leveret en stor støtte i form af Ukraine-faciliteten, men alt tyder på, at det her bliver en skyttegravskrig, som handler om industriel kapacitet. Lad mig komme med et eksempel: Når Rusland i dag affyrer 100 dræbende artillerigranater ned over Ukraines landsbyer, må ukrainerne rationere deres materiel. De kan nemlig kun affyre 20 artillerigranater som modsvar.

Derfor skal Ukraine have det nødvendige materiel, så de kan angribe tilbage Og derfor skal EU fremme sin forsvarsproduktion. Det er en vigtig dagsorden, som vi i Europa må tage stilling til hurtigst muligt.

Men indtil da skal vi købe amerikanske våben, så ukrainerne kan vinde slaget.

Det kan starte med noget så simpelt som at tillade, at pensionsselskaber kan investere i forsvarsproduktion. I dag kan man ikke investere i forsvarsproduktion som pensionsselskab, fordi det ligger i samme taksonomi som f.eks. tobaksindustrien. Europa har brug for en effektiv forsvarsproduktion.

Desuden skal vi i EU se positivt på, at Ukraine vil være med i EU. Selvfølgelig skal Ukraine leve op til eksempelvis Københavnerkriterierne.

Men modsat Dansk Folkeparti, så mener vi, at det er positivt, at et land som Ukraine overhovedet vil være en del af EU. Fordi det tilkendegiver, at Ukraine både støtter den frie verden og den regelbaseret verdensorden.

Jeg besøgte i marts Ukraine sammen med Udenrigspolitisk Nævn. Her så jeg med mine egne øjne den ødelæggelse, som russerne har skabt i Ukraine.

Men jeg så også en stor fædrelandskærlighed, et nationalt sammenhold og en målrettethed hos ukrainerne for at blive en del af den vestlige verden. Disse egenskaber kan kun gavne EU. Ukrainerne er et folkefærd, som vil stå op for den vestlige civilisation med alt, det indebærer.

Men vi må naturligvis ikke være naive. Der er lang vej igen, før Ukraine kan blive en del af EU. Men det har viljen til den nødvendige forandring, og det er gode takter. Det ønsker for eksempel især at bekæmpe sin interne korruption, som det selvfølgelig skal nedbringe, før et medlemskab for alvor kan komme på tale.

Jeg håber, det lykkes med det. For et Ukraine i EU vil fjerne enhver tvivl om, at Ukraine er en del af den vestlige verden. Det vil være en stor fordel for både Ukraine og EU.

Ukraine skal have den nødvendige finansielle og militære støtte. Hvis Kongressen i USA undlader at fortsætte støtten, bør EU vise styrke og påtage sig sit ansvar ved at indkøbe amerikanske våben, så Ukraine kan vinde krigen mod Rusland.

Krigen i Ukraine har vist, hvordan EU hurtigt og effektivt kan stå sammen mod en fælles fjende. Dette momentum skal vi genopfinde for at sikre fortsat støtte til Ukraine, hvis amerikanerne stopper deres bidrag.

Næsten alle politiske diskussioner kan være ligegyldige, hvis Ukraine taber og dermed må afgive territorium til Rusland. I så fald risikerer vi en verden uden internationale love og regler, hvor slyngelstater tramper på frie suveræne nationer.

Selvom flere indenlandske og udenlandske nationalkonservative kræfter vil være klar med en smædekampagne mod et ukrainsk medlemskab, skal der heller ikke være nogen tvivl: Liberal Alliance ser positivt på et ukrainsk medlemskab, og vi håber inderligt, at det lykkes for Ukraine.