Jyllands-Posten bør undskylde sin historie

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jyllands-Posten har netop skiftet ansvarshavende chefredaktør. Den ny chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, har i helsidesannoncer bebudet en fortsat modernisering af avisen. Velkommen. Det lover godt.

Trods et udtalt traditionelt ståsted på højrefløjen i dansk politik har avisen takket være dygtige journalister gennem de seneste år udviklet sig til en førende landsavis baseret på uafhængig undersøgende journalistik.

Avisens historie er lang og broget. Flere gange har man placeret sig uden for skiven og det pæne borgerlige selskab.

Chefredaktørskiftet er en god anledning til kritisk at se på nogle af de mørkere kapitler af avisens historie. I 1920’erne og 30’erne udtalte Jyllands-Posten både sympati for fascismen og forståelse for antisemitisme og det tyske nazidiktatur, som blandt andre Morten Thing har dokumenteret.

Da Benito Mussolini i 1922 blev leder af en fascistisk koalitionsregering, skrev avisen: »Den meget stærke mand, som Mussolini ubetinget er, er netop, hvad det misregerede italienske folk trænger til.«

Få dage efter Krystalnatten i Tyskland, hvor nazisterne ødelagde tusindvis af synagoger, jødiske hjem og forretninger og sendte 30.000 jøder til koncentrationslejre, bragte Jyllands-Posten den 15. november en leder, hvori der stod: »Naar man har fulgt Jødespørgsmaalet i Europa i Aartier, kan man til en vis Grad forstaa Tyskernes Animositet overfor Jøderne … Vi ved, at Titusinder af Jøder fordømmer de jødiske Forretningshajer, de jødiske Pornografispekulanter og de jødiske Terrorister. Men alligevel kan det ikke benægtes, at de Erfaringer, som Tyskerne – som mange andre Fastlands-Folk – har gjort med Hensyn til Jøderne, danner en vis Basis for deres Følelser. (…) Man kan indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder. Men til gengæld kan man stille det Krav, at det sker paa anstændig Vis.«

Jyllands-Postens dækning af apartheidstyret i Sydafrika er et andet mørkt kapitel. Ulrik Dahlin har i Information set på avisens behandling af apartheid 1960-1977 og nævner blandt andet, at tre dage efter massakren i Sharpeville den 21. marts 1960 forklarede en leder i Jyllands-Posten det sydafrikanske regimes brutale magtanvendelse: »Her må det ikke glemmes, at netop Sydafrika har sine særlige problemer, som er af en hel anden art end dem, man f.eks. kender i Amerika. Den farvede befolkning i Sydafrika er højst uensartet. En del af den, men dog ikke nogen større procent, er – eller var før apartheidpolitikkens indvarsling – nået op i et niveau, der kan sammenlignes med de amerikanske negres. Men det store flertal står på et lavt civilisatorisk stade, idet de inden for det sidste slægtled er indvandret fra steppe og jungle til arbejdsmulighederne i byerne. Man kan ikke uden videre bebrejde de hvide sydafrikanere, at de er betænkelige ved at lægge deres egen og deres lands skæbne i hænderne på et flertal af den art.«

Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen jagtede og fængslede dansk politi med stor ihærdighed fra den 22. juni 1941 danske kommunister. Tyskerne bad statsminister Thorvald Stauning om, at knap 70 kommunister blev interneret, men gennem en ordre til landets politimestre udvistes så stor flid, at op imod 400 kommunister blev anholdt ud fra de hemmelige kartoteker, som dansk politi ulovligt og på eget initiativ havde ført i 12 år.

Først to måneder senere vedtog et enigt Folketing den såkaldte kommunistlov, som med tilbagevirkende kraft og grundlovsstridigt blåstemplede de indtil da 339 anholdelser og 116 interneringer i Horserødlejren gennem et forbud mod kommunistisk virksomhed, som kunne straffes med indtil otte års fængsel. I realiteten blev straffen dog for mindst 22 døden.

Da samarbejdspolitikken i august 1943 brød sammen, lod man bevogtningen af Horserødlejren overgå til tyskerne uden at give kommunisterne en chance for at undslippe. Det betød, at 150 kommunister i oktober 1943 sammen med de jøder, som ikke undslap til Sverige, blev sendt i kz-lejr.

Men regeringen var ikke alene derom. Ud over den usædvanligt store nidkærhed, som det danske politi udviste, må man ikke glemme, at ingen medlemmer af Rigsdagen stemte eller talte imod. Aviserne var enten tavse eller støttede såvel interneringen som kommunistloven.

Mest udtalt i sin støtte til kommunistloven var Jyllands-Postens leder den 22. august 1941, der allerede med overskriften “Kommunisme er en Forbrydelse” uden forbehold meldte klart ud. I lederen hed det: »Langt om længe er Danmarks Regering og Rigsdag naaet frem til Beslutningen om at forbyde kommunistisk Virksomhed her i Landet. Denne Beslutning er truffet under Trykket af ekstraordinære Omstændigheder, men den er i Virkeligheden blevet begrundet med nøjagtigt de samme Motiver, som bl. a. Jyllandsposten gennem mange Aar har fremført for Kravet om et Forbud mod Kommunismen.«

Videre hed det i lederen: »Det er noget uvant i dansk Lovgivning at skride til Forbud mod et politisk Parti, og der er visse Steder en Tendens til at undskylde dette Skridt. Der er imidlertid ikke Brug for nogen Undskyldning.«

Lederen slog fast, at »Det er godt, at dette Forbud er kommet. Men det vilde have været endnu bedre, om Regering og Rigsdag for Aar tilbage havde lyttet til de Røster, som for længst har krævet et saadant Forbud, saa det kunde have været gennemført, uden at det skete under Indtrykket af de særlige Forhold, vi nu lever under.«

Citaterne taler for sig selv, men chefredaktørskiftet er en god anledning til, at Jyllands-Posten selvkritisk undskylder såvel sin tidligere sympati for den italienske og tyske fascisme som forståelsen for antisemitisme og apartheid. Ikke mindst bør man undskylde avisens uforbeholdne støtte til kommunistloven.

Efterkommere af de danske kommunister har gennem Horserød-Stutthof Foreningen bedt om en undskyldning fra regeringen for dét, der – med interneringen og fængslingen af kommunisterne – retteligt bør betegnes som det største grundlovsbrud nogensinde.

Som historikeren Claus Bryld skrev i en kronik i Jyllands-Posten i august 2011, har kommunistloven fået en særlig plads i historieskrivningen, fordi den var et klokkeklart grundlovsbrud. Ikke siden forbuddet mod det tidlige Socialdemokrati i 1873 var et politisk parti blevet forbudt i Danmark.

Undskyldningen burde være givet for længst. Folketingets præsidium bør snarest opsætte en mindeplade på Christiansborg for derved at sikre, at det mørke kapitel ikke fortsat bliver glemt i danmarkshistorien. Men også Jyllands-Posten bør give en undskyldning for det mørke kapitel i avisens historie. Fremfor skeletter i skabet bør den ny chefredaktør mødes af et rent skrivebord. Jo før, jo bedre.

Svar: Jyllands-Posten står på den rigtige side af historien nu. Ikke mindst når det gælder den utvetydige opbakning til de danske jøder. De er en del af Danmark, de er vores minoritet, og det er majoritetens ansvar at værne om sine minoriteter. Vi har mange gange taget afstand fra de afskyelige udsagn i Jyllands-Posten i 30’erne og gør det fortsat så ofte, det måtte være nødvendigt. Jyllands-Posten og jeg personligt fordømmer antisemitisme, både den historiske og den aktuelle. Nutiden og fremtiden kan vi ændre, den tager vi og jeg ansvar for. Fortiden er ikke til at ændre. Men tak for at kaste kritisk lys over den.

Marchen Neel Gjertsen, ansvarshavende chefredaktør Jyllands-Posten