Frederik skal have tid til at sætte sin egen retning

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Med kong Frederik som regent, dronning Mary og kronprins Christian ved hans side, er det den moderne, store børnefamilie, som vi fremover skal vænne os til repræsenterer Danmark ude og hjemme. Hvordan kongefamilien vil forvalte det meget snævre råderum og mestre de mange balancer, ved formentlig kun de og deres nærmeste rådgiver, den nye hofmarskal Christian Schønau.

Om vi på sigt bliver dus med kongehuset, om kongen vil opruste med antallet af statsbesøg i en omverden, som lægger meget mærke til Danmark, når regenten er med. Alt dette spekuleres der voldsomt i. Ret beset må vi væbne os med tålmodighed og give kongen tid til at sætte retning.

Det eneste, vi med sikkerhed kan vide, er, at kongen og dronningen vil gøre det på deres helt egen måde. Akkurat som dronning Margrethe og prins Henrik gjorde det. Dronningens skønsomhed, hendes sans for den nænsomme modernisering har for mig at se styrket kongehuset. Flere af kongehusene i Europa kunne have lært meget af vores dronning, for de nyder slet ikke samme grad af popularitet.

Monarkiets fascinationskraft skyldes netop, at de kongelige ikke er, som folk er flest. Mest markant ved, at kongemagten går i arv, og hele det ophøjede og tilbagetrukne, det ceremonielle og den faste protokol for, hvem der møder kongehuset ved officielle lejligheder.

Alt dette gør, at der hviler et fortryllende skær over kongehusene.

Men vi lever i en affortryllet tid, hvor tradition og sædvane betyder stadig mindre. Udtrykket, der har 100 år på bagen, kommer fra den tyske sociolog Max Weber og siger noget om det moderne livs indretning og minder os om, hvor helt speciel en størrelse kongehuset er. Kongehuset er således en undtagelse i en usikker verden, en bærer af tradition og kontrakten mellem generationer. Og når vi lever i en tid uden væsentlige samlingspunkter, må vi værne om dem, vi har.

Udover at være samlingspunkt for dansk identitet og historie minder kongehuset os om, at vi som folk er en del af en lang historie. Det 1.000-årige monarki er udtryk for de dybeste rødder, at der var generationer før os, og at der kommer generationer efter os. På den måde taler monarkiet ind i fremtid, samtid og fortid.

Kongehuset er netop særdeles samtidigt: De kongelige ses i mange sammenhænge. Protektioner for værdige sager. Inden for samfund, håndværk, sport, kunst, kultur og åndsliv. Her bliver det spændende, hvordan kongeparret og den royale familie vil bruge sin tid.

Tillige udgør de et kæmpe aktiv for det danske samfund i bredeste forstand. De er så at sige deres vægt værd i guld for Danmark i verden.

Vi er en lille, åben økonomi, som er under pres, og danske virksomheder skal tjene penge til landet. I disse år, hvor handelsprotektionismen er i fremmarch, gør kongehuset et enestående arbejde, som dansk erhvervsliv oplever, når det ledsager de kongelige på statsbesøg eller eksportfremstød.

De kongelige kan løfte sammenkomster op på et niveau, som netop er guld værd ved opbygning og vedligeholdelse af forretningsrelationer. Man kunne tro, at det mest var formelle rammer med løvefødder og gesvejsninger og noget ”walk of fame”, men den kongelige deltagelse bibringer noget ekstra, en kontant merværdi. Der er tale om en god cocktail af kongelig pondus og format samt danske embedsmænd, erhvervsfolk og kunstnere, der yder deres allerypperste. Alt klapper, og stemningen er formidabel. Kongelige fremstød er indbegrebet af unik kvalitet – stjernestøv – som alle, der deltager, nyder godt af. Det ved jeg fra mine internationalt erfarne kolleger i SMVdanmark.

Vores nye kong Frederik og dronning Mary er allerede meget velkendte, især blandt store danske eksportører. Men også blandt SMV’erne, og måske kunne der nu komme endnu mere fokus på de små virksomheder, som jo udgør langt de fleste af dansk erhvervsliv. De små har bedre chancer for at få opbygget relationer til de helt rigtige internationale kunder og distributører med en invitation til gallamiddag med de kongelige.

Alt dette ved dansk erhvervsliv udmærket, og derfor er de royales popularitet også stor i de kredse. Og sådan kan listen fortsættes, hvis man spørger dem, der nyder godt af royal bevågenhed.

Kongehuset har således mangfoldige aktiviteter, der omfatter store dele af samfundet. Det kræver evne til at holde balancen, så den kæmpe støtte bevares.

For mig at se skyldes dronning Margrethes slidstyrke og popularitet hendes enestående sans for at balancere alle de mange pligter og hensyn. Tilsat en forståelse af, at en regent skal være samlende og ikke splittende. At en regent skal afholde sig fra at blive opfattet politisk og dermed splittende, gør, at råderummet er utrolig indskrænket. Det ville være farligt, hvis kongehuset lyttede til de stemmer, der mener, at Amalienborg skal gøre sig relevante ved at tale ind i tidens konfliktpunkter. Det er opskriften på splittelse. Den balance har dronningen holdt.

De gange, hvor dronningen i sine taler har markeret sig på en måde, hvor det kan opfattes som stillingtagen, har det udløst kritik, og derfor vil devisen hos det nye kongepar formentlig også lyde: Er man er i tvivl, så lader man være.

De sidste par uger har der lydt en velfortjent tak til dronning Margrethe. Der er to dele i den ligning: dronningens person og dronningen som repræsentant for institutionen: Den første del har der været sagt meget om, og det er tydeligt for alle, at dronning Margrethes indsats i bredeste forstand som vores regent igennem 52 år aftvinger kæmpe respekt. Det er hende, vi i høj grad spejler os i, og som udgør et samlingspunkt for danskerne.

Men kongehuset er også en institution. Det er værd at fremhæve, at institutionens magt var kæmpe stor før det moderne folkestyre, mens rollen i folkestyrets tidsalder med grundlovens ord er »indskrænket monarkisk«. Og i grundloven er kongens pligter nøje beskrevet, efter sædvanen er det at repræsentere Danmark som statsoverhoved, lede statsrådet, hvor kongen stadfæster de love, som Folketinget vedtager. At der ingen politisk indflydelse følger af det, kan lyde underligt, når man læser grundlovens bogstav. Men ingen regent vil slippe godt fra at bevæge sig ind på regeringens og Folketingets områder.

Der skal trædes med stor varsomhed, for ellers kan selve den institutionelle indretning let komme til debat. I en flygtig tid med meget lidt overbærenhed over for traditioner er det ingen selvfølge, at bærende, konservative institutioner forbliver uberørt. Det skal man bare kigge til Sverige for at konstatere. Her reducerede man i 1974 kongens rolle til det rent ceremonielle. Og ligeledes brød svenskerne sidenhen båndet mellem kirke og stat.

Institutionen kongehuset er heldigvis et helt andet sted i Danmark – og så er vi tilbage ved personen og dens gerning, nemlig dronning Margrethes kæmpe indsats som regent. Dronningen efterlader sig et monarki, der er nænsomt moderniseret. Ud fra valgsproget: ”Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke”. Den arv skal nu forvaltes af kong Frederik. Hvordan han vil gøre det, bliver vi uden tvivl klogere på, når vi hører valgsproget.