Wilders og Meloni er Europas fremtid

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Europas højrefløj har vind i sejlene. Forleden vandt indvandrings- og islamkritiker Geert Wilders et jordskredsvalg i Holland, og sidste år vandt højrenationale Georgia Meloni sammen med Matteo Salvini en tilsvarende imponerende sejr i Italien, hvor førstnævnte nu er premierminister.

Det er et mønster, der går igen i en række europæiske lande. I såvel Tyskland, Frankrig, Østrig, Belgien, Sverige, Finland, Ungarn, Polen og Estland er nationalkonservative partier enten største eller næststørste parti i målingerne, og for første gang ser vi også en stor støtte i lande som Spanien, Portugal og Rumænien.

Men højrefløjens fremmarch er kun i sin spæde begyndelse. De samfundsmæssige problemer, som skubber befolkningen i retning af højreorienterede partier, bliver nemlig kun værre, så længe de etablerede liberalistiske og socialdemokratiske partier sidder ved magten.

Højrefløjens vælgere er nemlig ikke, som det jævnligt anføres af mainstream-medierne, en begrænset skare af indignerede og intolerante mennesker. De er derimod helt almindelige borgere, som har fået nok af navnlig den muslimske masseindvandring, utæmmet globalisme og woke-ideologi samt lignende venstreradikale samfundseksperimenter. Højrefløjens vælgere er helt almindelige mennesker – folk, som de er flest – der ikke skammer sig over deres europæiske ophav, og som har et ønske om at bevare den kernekultur og det samfund, de selv er vokset op i.

Disse mennesker bryder sig ikke om den massive indvandring fra muslimske lande, som på få årtier har forvandlet Europa til ukendelighed og medført en syndflod af negative konsekvenser i form af tårnhøj kriminalitet, islamisering, parallelsamfund, socialt bedrageri, utryghed og en følelse af fremmedgørelse i eget land.

Det skyldes ikke, som venstrefløjen ofte ynder at påstå, at disse mennesker er fremmedfjendske eller racistiske. Det skyldes såmænd bare, at de er trætte af at opleve deres samfund erodere som følge af en skadelig og uansvarlig udlændingepolitik.

Selvom de etablerede magtpartier i de fleste europæiske lande anerkender konsekvenserne af masseindvandring og påstår at stå for en stram udlændingepolitik – sådan som det f.eks. er tilfældet for S og V herhjemme – fortsætter indvandringen til alle europæiske lande. I 2022 modtog europæiske lande således næsten en million asylansøgninger, navnlig fra Syrien, Tyrkiet og Afghanistan, mens illegale migranter fra primært afrikanske lande strømmer til Europa i hundredtusindvis.

Inden 2050 vil der være 1.000.000.000 flere mennesker i Afrika, og en meningsmåling foretaget af Ichikowitz Family Foundation for nylig viste, at over 50 pct. af afrikanerne i alderen 18-24 år ønsker at emigrere fra deres kontinent. Derfor vil udviklingen med uhæmmet migration kun tage til og skubbe flere borgere i favnen på højreorienterede partier, der reelt agter at løse problemerne – ikke blot fortie dem.

Højrefløjens (nye) vælgere føler sig også svigtet af det eklatante tab af selvbestemmelse, demokrati og kontrol, som globalismen – i Europas tilfælde navnlig EU – har medført. Retten til selvbestemmelse og demokratisk indflydelse er helt essentielt for almindelige borgere, og når denne i stigende grad fratages befolkningen og deponeres i hænderne på en international elite af ikke-valgte bureaukrater og dommere, er det helt naturligt, at det almindelige, demokratisk anlagte folk stemmer for politikere, som vil genvinde kontrollen og demokratiet.

For det stadig voksende EU’s tilfælde oplever befolkningen en fuldkommen magtesløshed og afkobling fra unionens beslutningsprocesser. Befolkningen har ingen føling med, hvad der foregår i EU, og de beslutninger, der bliver truffet i EU, ligger som regel meget fjernt fra det, den almene europæer ønsker. Dertil lider EU af et stort demokratisk underskud – folket har reelt forsvindende lidt at skulle have sagt om, hvordan EU regeres – hvilket afspejler sig i den lave valgdeltagelse ved Europa-parlamentsvalg.

Man skulle tro, at brexit ville blive et wakeupcall for den europæiske elite om at standse EU’s føderalistiske udvikling; at eliten ville lytte til folkets indsigelser og bekymringer. Men det har næppe været tilfældet. EU’s udvikling foregår på fulde blus for tiden, både med udvidelser mod øst, hvor op mod 60 mio. østeuropæere kan blive indlemmet i unionen til den eksorbitante pris af 1.900.000.000.000 kr. pr. budgetperiode, samt følgevirkninger af øget østkriminalitet, løndumping og velfærdsturisme. Og så har EU-eliten valgt at krydre det hele med ønsket om en ny traktat, der fratager landene vetoret på områder som udenrigs-, forsvars- og skattepolitik, gør op med landenes ret til en fast kommissær og overfører endnu mere magt til det føderale EU.

Eliten i Bruxelles og de globalistiske karrierepolitikere i medlemsstaterne agter med andre ord ikke at indrette unionen efter befolkningernes ønske.

Dermed distancerer magthaverne sig fra befolkningen, som føler sig nødsaget til at stemme anderledes. Og da venstrefløjen over en bred kam har allieret sig med føderalisterne om at skabe et progressivt, føderalistisk og gennembureaukratiseret Europa, er højrefløjen det eneste, disse almindelige vælgere kan gå til.

En anden væsentlig samfundsmæssig forandring, som gør højrefløjen mere attraktiv for det almindelige folk, er modstanden mod den bølge af woke ideologi, der på få år har inficeret store dele af Vesten og spredt sig som en virus til samfundets bærende institutioner, herunder skoler, universiteter, kulturbranchen og medierne.

Det almindelige folk er ikke woke. Langt størstedelen af voksne mennesker bryder sig ikke om venstrefløjens identitetspolitiske bevægelser som Black Lives Matter, og det almindelige folk har som regel kun hovedrysten tilovers for venstrefløjens obskure idéer, f.eks. at der skulle findes mere end to køn, som man i øvrigt selv kan vælge mellem efter eget forgodtbefindende.

Det er endnu ikke en bevægelse, der fylder meget i den offentlige debat, sådan som det er tilfældet i lande som USA, Canada og Storbritannien. Ikke desto mindre er det i stigende grad noget, europæerne forholder sig til, og det vil utvivlsomt blive en katalysator for yderligere højredrejning i de kommende år.

Woke-ideologi er ligeledes et område, hvor politikerne er ude af trit med befolkningen – særligt hos de såkaldt pragmatiske partier på midten, der ikke har en solid ideologisk forankring og derfor ender med at skifte holdninger, som vinden blæser. I Danmarks tilfælde er Venstre-minister Marie Bjerre klasseeksemplet på en sådan centrist-politiker, der omfavner venstreradikalismen og derved uforvarende skubber Venstre-vælgere til højre. Jyske landmænd gider ikke feministisk ævl om »usynlige patriarkalske strukturer«, kønskvoter og lignende idioti.

Som følge af disse radikale forandringer oplever borgerne et drastisk tab af national identitet og en udvanding af deres respektive europæiske kulturer, hvilket også skubber befolkningen mod højre, da almindelige europæere ikke skammer sig over deres europæiske ophav.

Det er i dette lys, man skal forstå den aktuelle højredrejning i Europa. En stigende del af befolkningerne er trætte af elitære politikere på venstrefløjen og midten, der ikke varetager almindelige menneskers interesser. Sådan vil det fortsætte, så længe midterpartierne hænger fast i deres progressive ideologi og negligerer befolkningernes bekymringer. Wilders og Melonis resultater er derfor kun et forvarsel om den række af højrenationale jordskredssejre, vi kommer til at se i Europa.