Det lyder tillokkende, det der med at droppe arbejdet. Men det er ikke helt nok, vel?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I de seneste par måneder har Socialdemokratiet lanceret et frontalangreb på danskernes angiveligt svigtende arbejdsmoral. Som statsministeren for nylig sagde: »Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det, venner, glem det.«

Men den nuværende diskussion om arbejde og arbejdsmoral er langtfra et simpelt spørgsmål om antal arbejdstimer. Den er derimod udtryk for to strømninger i samfundet, som definerer succes og det gode liv på to meget forskellige måder.

Den første fortælling handler om præstationssamfundet. Som 22-årig kender jeg og min generation ikke til andet. Institutionelt er vi vokset op med folkeskolereform, fremdriftsreform og hurtigstartsbonus. Kulturelt med en glorificering af det stærke autonome individ. Moralsk med en “du kan, hvad du vil”-logik, som hylder vinderne og fælder hårde moralske domme over alle andre, som bare ikke vil det nok.

Hvis vi retter blikket mod forældregenerationen, er billedet på mange måder det samme – danskerne ligger ikke og driver den af. Danske børnefamiliers samlede arbejdstid er høj sammenlignet med andre vestlige EU-lande.

Der er også større fokus end nogensinde før på, at begge forældre skal være nærværende og engagerede. Det viser sig blandt andet ved, at danske forældre bruger en time mere om dagen sammen med deres børn end for bare 10 år siden. Derudover skal man også realisere sig selv i en fritidsaktivitet eller lignende. Den nuværende stress-epidemi skal netop ses i lyset af, at kravene gennem mange år har været stigende – både på arbejde og i fritiden.

Samlet set har præstationssamfundet skabt et livssyn, hvor succes er lig med penge. Her er fortællingen om det gode liv koblet op på, at man skal præstere maksimalt i alle områder af livet. Man skal holde alle døre åbne og ikke gå glip af nogen muligheder. FOMO (Fear Of Missing Out/Angsten for at gå glip af noget) er udbredt. Arbejdet spiller en central rolle for både ens identitet og følelse af mening i tilværelsen.

Den udvikling møder masser af modstand. Herhjemme har Svend Brinkmann med sine budskaber om at »Gå glip« og »Stå fast« været en vigtig kritiker af præstationskulturen.

Men på trods af års debat om netop den stress og mistrivsel, som præstationssamfundet har resulteret i, har de eneste forslag til at komme ud over det været lappeløsninger: yoga, mindfulness og terapi. Forslag, som søger at hjælpe os med at udholde vores fortravlede hverdag i præstationssamfundet, men ikke sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved det. I modsætning til den anden strømning, der vil tage afgørende livtag med måden, vi lever vores liv på.

Det viser sig i to forskellige bevægelser. I den ene – quiet quitting – fortsætter man med at arbejde, men siger i mental forstand op og lægger alt sit engagement uden for arbejdspladsen. Man præsterer kun et absolut minimum for at undgå fyring og arbejder udelukkende for at leve. Jobbet betyder intet for ens identitet eller følelse af mening.

Den anden bevægelse, som er mest udbredt blandt unge mænd som mig selv, er FIRE – Financial Independence, Retire Early. Her går man typisk efter et velbetalt job og skærer sit forbrug ned til et absolut minimum. Hver måned investerer man en stor del af sin indkomst, så man kan pensionere sig selv i 30’erne, 40’erne eller 50’erne, når formuen er blevet så stor, at man kan leve af afkastet resten af livet.

De to bevægelser har forskellige midler, men samme mål. Man ønsker at arbejde så lidt som muligt og maksimere sin fritid. Succesens valuta gøres ikke op i penge, men i tid. Her handler det gode liv ikke om præstation, penge og ydre succes, men om mentalt velvære og overskud til de nære fællesskaber. Arbejdet er udelukkende et middel til at skabe fritid.

Det store spørgsmål er: Hvilken fortælling vælger vi? Umiddelbart virker FIRE og quiet quitting jo besnærende. Hvem vil ikke gerne have masser af fritid, være fri for alle forpligtelser og kunne gøre lige, hvad man har lyst til?

Så simpelt er det bare ikke. Der er to stærke argumenter mod den nye fortælling: et økonomisk og et filosofisk.

Hvis store dele af befolkningen kun arbejder det absolut nødvendige eller pensionerer sig selv, når de er i begyndelsen af 40’erne, vil vores velfærdsstat ændre sig fundamentalt. De nye bevægelser har ikke forholdt sig til det faktum, at det ikke er tilstrækkeligt, at vi kan dække vores eget forbrug. Uden tilstrækkelige skatteindtægter vil der ikke være penge til vedligeholdelse af veje og infrastruktur, pleje af børn og ældre – alle velfærdens grundydelser – og naturligvis til at gøre noget ved klimaet.

Men hvad nu, hvis f.eks. kunstig intelligens medfører hidtil uset økonomisk vækst, så vi slet ikke behøver arbejde for pengenes skyld? Er mindre arbejde så lykken? Her må vi kigge mod det filosofiske argument.

For et par generationer siden var det primært Gud, der gav tilværelsen mening. Efter han blev afskediget fra vores tilværelse, blev det arbejdet. Hvad kommer så efter arbejdet? Ingenting?

Hvis arbejdet ikke giver vores tilværelse nogen mening, vil det stille os i en situation, hvor vi selv skal finde og opfinde meningen med tilværelsen. Naturligvis finder de fleste af os mennesker primært meningen i samvær med familien og de nære venner. Men kan det virkelig stå alene?

En del af dem, som abonnerer på quiet quitting eller FIRE, vil indvende, at de skam har tænkt sig at bruge meget tid i frivillige foreninger og i kortere ansættelser. Det bidrager dog ikke med megen skat til vores fælles velfærdskasse – og kan det virkelig erstatte det traditionelle, forpligtende, arbejdende fællesskab?

Vi må også kritisk overveje, hvad det vil gøre ved vores samfund, hvis en stadig større del af arbejdsstyrken lukrerer på vores fælles velfærdsinstitutioner uden selv at bidrage. Vil det føre til en opdeling mellem ydere og nydere? Vil det føre til større modvilje, måske særligt for dem med de højeste indkomster, mod at betale skat?

Det er vigtigt ikke kun at vurdere de økonomiske, men også de potentielle politiske og moralske konsekvenser af, at en betydelig del af arbejdsstyrken trækker stikket.

Det er åbenlyst, at præstationssamfundet i sin reneste form er usundt for os mennesker. Jeg behøver ikke beskrive udfordringerne med stress, mental mistrivsel og følelsen af utilstrækkelighed. Dem kender vi allerede godt.

Selv hælder jeg nok mest til et samfund uden det ekstreme fokus på præstation. Jeg har ikke lyst til ikke at arbejde, men jeg vil absolut overveje deltid, hvis jeg forhåbentlig en dag får små børn.

Qua min alder ser jeg diskussionen fra et ungt perspektiv. Der går flere år, før jeg er færdiguddannet, men i virkeligheden vedrører de to fortællinger alle aldersgrupper. Spørgsmålet er derfor, om du foretrækker den nye eller gamle fortælling? Dit valg får afgørende betydning for fremtidens samfund, velfærd og kultur.