En dystopisk science fiction-roman nærmer sig en skræmmende virkelighed
Margaret Atwoods roman om et samfund, hvor kvinder er mandens slave og fødemaskine, er rykket et bekymrende skridt mod virkelighedens verden efter den amerikanske højesterets abortafgørelse.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
I juni mødte jeg en af mine helt store litterære helte. Som teenager havde jeg ikke plakater af popidoler på pigeværelset, men i stedet stod der en velassorteret bogreol under skråvæggen med titler, der den dag i dag følger mig. Der var selvfølgelig Tolkiens trilogi om ringen og min generations teenagebibel med samlede Strunge, men der stod også Margaret Atwoods ”Tjenerindens fortælling” fra 1985.
Bogen handler om et dystopisk fremtidssamfund. Der er udbrudt borgerkrig i USA, og den totalitære og stærkt religiøse republik Gilead har væltet den amerikanske regering.