Tros- og religionsfrihed skal prioriteres i udviklingsbistanden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

På Folkemødet i juni i Allinge på Bornholm fremlagde udviklingsminister Flemming Møller Mortensen en yderst interessant rapport. Den er et helt dugfrisk ”desk review” om inddragelse af tros- og religionsfriheden i dansk udviklingsbistand, som fremlægger de gode resultater, men også udfordringerne i de seneste års arbejde. Tænketanken for forfulgte kristne deltog i paneldebatten i Allinge. I denne kronik udbygger vi vore synspunkter. Først ved at hente inspiration helt tilbage i 1980’erne om menneskerettigheder i dansk bistand. Dernæst ved at se på, hvad der er nået i de seneste år, og hvad udfordringerne bliver.

Tænketanken blev dannet for at fremlægge solidt funderet viden i Danmark om, at også kristne bliver forfulgt mange steder i verden. Men vort arbejde hviler på den grundpræmis, at tros- og religionsfriheden må gælde for alle i et samfund helt, uanset den enkeltes tro eller ikke-tro.

Tros- og religionsfrihed er selvfølgelig en frihedsrettighed på linje med eksempelvis forenings,- forsamlings- og ytringsfrihed. Det blev fastslået allerede i 1948 i FN’s Verdenserklæring om menneskerettighederne. Her hedder det i artikel 18, at »enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter«.

I mange år holdt man i Danmark alle frihedsrettigheder ude af det konkrete udviklingsbistandssamarbejde. Det var Uffe Ellemann-Jensen, som satte sig for som udenrigsminister at ændre væsentlige principper i dansk udviklingsbistand. Bl.a. argumenterede han for rigtigheden af at opstille politiske betingelser for bistanden.

Der var bred politisk opbakning til denne nye linje. I 1987 fastslog Folketinget, at fremover skulle også menneskerettighedsaspekter inddrages i udviklingsbistanden. Det skete også for rettigheder som forenings-, forsamlings- og ytringsfrihed. I løbet af få år blev de indarbejdet i statens egne konkrete programmer overalt, hvor det gav mening. Det skete, i takt med at man blev klogere på, hvad der kunne lade sig gøre. Nu blev valgbistand, valgovervågning, aktive indsatser mod tortur, mod korruption – kort sagt god regeringsførelse helt almindelige bistandsaktiviteter. Fokus på kvinders og pigers rettigheder blev også skærpet markant. Indsatserne gav slagkraft takket være de betydelige midler, der blev kanaliseret ind i disse aktiviteter.

Kun få talte om tros- og religionsfrihed i 1980’ernes slutning. Mange nærede uvilje mod, hvad der kunne ses som yderliggående religiøse organisationers misbrug af tros- og religionsfriheden til at forfølge snævre egeninteresser. Mange ville heller ikke acceptere, at religiøse følelser fortsat er meget stærke bestanddele af mange samfunds selvforståelse og identitet.

30 år efter beslutningen om at inddrage menneskerettighedsaspekter i bistanden blev der slået hul i muren af uvilje mod at inddrage tros- og religionsfrihed i udviklingsbistanden. Med tiden var der blandt Folketingets partier vokset en stadig større forståelse frem om, at alle menneskerettigheder er udelelige, hænger sammen og afhænger af hinanden.

Den erkendelse bredte sig, at tros- og religionsfriheden – herunder også retten til ikke at tro – på sin vis er som kanariefuglen i tidligere tiders mineskakte. De ville som de første dejse af pinden og advare minearbejderne om iltmangel i tunnellerne. Står det skidt til med tros- og religionsfriheden, står det også skidt til med beskyttelsen af mange andre konventionssikrede rettigheder – og omvendt.

Selv om denne tankegang i starten særligt blev formuleret af tros-baserede organisationer, fandt den en bred international klangbund, også i lande, som dansk udviklingsbistand holder sig selv op imod: UK og Norge. Det tjener et bredt folketingsflertal til ære, at man fra 2018 besluttede at åbne døren på klem for i bistanden at forholde sig til indsatsen for at sikre trosfrihed.

Og det tjener den socialdemokratiske regering og dens støttepartier til stor ære, at man nu fire år senere har bestilt en grundig undersøgelse af, hvor langt man er nået.

Undersøgelsen blev fremlagt på Folkemødet. Den er yderst interessant. Den viser, hvordan tros- og religionsfrihed er blevet en del af den politiske debat på Christiansborg og siden 2018 har været en udenrigspolitisk prioritet. Der er ifølge undersøgelsen gjort et betydeligt arbejde fra dansk side i internationale organisationer, både af ministre og embedsmænd som den danske særlige repræsentant for tros- og religionsfrihed. På det helt overordnede strategiske plan er trosfrihed også blevet indarbejdet i Danidas nye overordnede strategi fra 2021. Dette er virkeligt positivt.

Men når det kommer til at omsætte målsætninger til praktisk bistandspolitik, er der langt igen. Det gælder både Danidas egne programmer og støtte via civilsamfundsorganisationer. I rapporten analyseres 275 projekter og programmer. Kun 49 – små – projekter har direkte eller indirekte arbejdet med tros- og religionsfrihed, og kun en lille del af disse drives af ikke-trosbaserede sekulære organisationer.

Bistanden til fremme af tros- og religionsfrihed synes parkeret i en lille pulje på 5 mio. kr. årligt til trosbaserede udviklingsorganisationer. Den administreres af Center for Kirkelig Udviklingssamarbejde. 5 mio. kr. svarer til en tredjedel promille af den samlede danske udviklingsbistand i 2022. Nogen stor muskel i dansk udviklingsbistand er det ikke.

Men der er noget at bygge på. Ifølge rapporten rummer et enkelt af Danidas egne projekter trosfrihedsaktiviteter. I Indonesien har det danske menneskerettighedsprogram fremmet tros- og religionsfrihed.

Det er gjort ved at erkende, at indsatsen er uhyre komplekst og indebærer arbejde på alle planer – fra regeringen over samfundsinstitutioner til lokalsamfund og enkeltborgere. Også i udlandet kan man finde inspiration til, hvorledes denne frihedsrettighed kan operationaliseres.

Meget positivt er sket, men ikke nok. Der udestår et stort arbejde med at implementere tros- og religionsfrihed i den danske udviklingsbistand dér, hvor det giver mening.

Tænketanken for forfulgte kristne håber, at Udenrigsministeriet og ikke mindst de involverede ambassader vil tage også denne menneskeret til sig på samme måde, som det skete med øvrige frihedsrettigheder i slutningen af 1980’erne. Arbejdet med menneskerettighederne i de enkelte samarbejdslande er komplekst og ofte vanskeligt. Men det er ikke mindst her, indsatser til at beskytte frihedsrettighederne virkelig batter.