Vi må ikke acceptere to retssikkerheder

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Et grundlæggende princip i retsstaten er, at vi er lige for loven. At retssikkerheden gælder for alle.

Sådan er det i Danmark. Eller rettere: Sådan har det været. For i takt med ankomsten af store grupper borgere med markant anden kulturbaggrund er sagen den, at vi for visse grupper har to retssikkerheder for borgere i Danmark: én for normaldanskerne og en meget stor del af borgere med anden etnisk baggrund, og altså det massive flertal af borgere i landet. Og en anden for en mindre del af borgere med minoritetsbaggrund.

Helt konkret er der en gruppe af kvinder med muslimsk baggrund, som ikke nyder den samme retssikkerhed som resten af kvinderne i Danmark. De berørte risikerer at havne i en helt urimelig og helt uholdbar retssituation, fordi de i dele af de muslimske parallelsamfund risikerer at være underlagt f.eks. en voldelig ægtemands udlægning af ”muslimsk lov”, nogle gange med mellemkomst af den lokale imam og ofte med et stort pres fra familie- og klanstrukturer, som med deres religiøse, kulturelle eller slet og ret patriarkalske autoritet lægger krav og betingelser ned over kvinderne, som groft overskrider kvindernes rettigheder, ifølge dansk lov og ret. En skilsmisse er simpelthen ikke en skilsmisse i disse miljøer.

Vi hører historierne, ofte spredt, fra berørte kvinder. Enkelte historier kommer i medierne, andre deles i grupper og foreninger, på krisecentre. Og undertiden hører vi fra socialarbejdere, integrationsmedarbejdere, skolelærere og andre undervisere eller andre, der er i kontakt med miljøerne. I Storbritannien har diskussionen om problemerne med et parallelt islamisk retssystem kørt i årevis. Men herhjemme har Vive lavet en undersøgelse af emnet.

En række af de cases, som de omtaler i undersøgelsen, byder på skræmmende læsning: »Han ringede til mine forældre og sagde til dem, at jeg ønskede at leve som kvinderne i Europa. Han fortalte, at deres datter ønskede at få en kæreste og ikke ville leve som os, men som de europæiske piger. At hun ønskede at gå ud og ikke ønskede det liv, jeg [kvindens eksmand] kunne give hende, og at det er jeres datter, som har ønsket skilsmissen. Så derfor vil min far og bror ikke tale med mig. Og de har sagt, at hvis jeg kommer tilbage til Syrien, vil de slå mig ihjel«. I rapporten finder man adskillige eksempler i samme dur.

Det turde være klart, at det er uholdbart, at vi har kvinder i vores samfund, som lever under sådanne forhold. Ikke fordi danske kvinder ikke også kan opleve vold og trusler i hjemmet – det ved vi. Men i dele af de etniske miljøer er der tale om et kæmpe kulturelt pres, der ender ud i, at kvinder i årevis reelt lever uden de samme frihedsrettigheder som andre, der bliver skilt.

Problemet bliver meget tydeligt i forbindelse med skilsmisser. Ved en normal skilsmisse i Danmark ophæves ægteskabet både i praksis og juridisk formelt, uanset om det alene har været en borgerlig vielse, eller der også har været en religiøs/kirkelig vielse. Men for en del af kvinderne med muslimsk baggrund knyttes der særlige krav til kvinder, der søger om skilsmisse i de muslimske miljøer.

Det kan være betingelser, som imamen opstiller, for at kvinderne kan få lov til at se deres børn, der kan være krav til udadtil at foregive, at ægteskabet stadig gælder – og at de dermed er afskåret fra at få en ny partner – og det kan være krav til, f.eks. hvor de må bosætte sig, hvis ikke de vil miste al kontakt med deres børn osv. Undersøgelser viser dog også, at imamer, som egentlig ønsker at bidrage til en reel afslutning på et dysfunktionelt ægteskab, også i visse tilfælde oplever at blive presset voldsom, og endog trues, af familier og klaner.

Der er altså sager, hvor imamer spiller en endog meget dubiøs rolle i sagerne – men også sager, hvor imamer også presses helt urimeligt. Uanset, så er det jo selve parallelkulturfænomenet, der er problemet, og som efterlader os med to retssikkerheder, hvor der kun burde være én.

Med andre ord: På grundlag af en parallel kulturpraksis, funderet i opfattelsen af, at et muslimsk indgået ægteskab i princippet aldrig kan ophæves, hvis ikke manden er villig dertil, får ægtemanden, slægten og/eller den lokale imam en enorm betydning for ”løsning” af konflikter mellem herboende muslimer. Men når vi ved, at begreber som ære og skam fylder meget i disse miljøer, og at kvindens interesser og behov altid er underlagt mandens – jævnfør fortolkningerne af Islam i de her miljøer – så er det åbenlyst, at ”løsningen” næsten altid vil gå mandens vej: Begrænsningerne rammer kvinderne. Hendes rettigheder og frihed er sekundær.

Disse kvinder skal tolerere, at de på trods af vold i hjemmet, at deres ægtefælle er kriminel, at de udsættes for psykisk vold, systematisk overvågning, utroskab, at de begrænses i deres mulighed for berøring med det danske samfund gennem f.eks. uddannelse og arbejde osv. alligevel ikke kan slippe fri, hvis de ønsker skilsmisse. Den danske, formelle og juridisk gyldige skilsmisse er de facto suspenderet.

For nok glider deres skilsmisse rent igennem ved brug af NemID i forhold til det danske system. Men deres muslimske skilsmisse kan i måneder og år holde dem i et reelt retssikkerhedsmæssigt vakuum. Den frigørelse, de måtte ønske fra deres muslimske mand, kan simpelthen ikke realiseres i praksis, fordi det omgivende samfund – parallelsamfundet, vel at mærke – lægger et massivt pres via f.eks. imamen og de kulturelle koder i familierne, orkestreret af manden.

Som retssamfund må vi i det danske samfund altså forholde os til, at der er en gruppe borgere, der ikke nyder samme retssikkerhed som majoritetssamfundet.

Jeg ville ønske, jeg kunne pege på et lovgivningsmæssigt tiltag, som med et fingerknips kunne genoprette princippet om lighed for loven og en retssikkerhed, der gælder for alle borgere i Danmark.

Men sandheden er, at det ligger i parallelsamfundenes natur, at deres parallelretssystem kører under radaren. Det hersker særligt der, hvor afsondretheden fra Danmarks normalsamfund er størst. Og det sker i et rum af pres fra ægtefællen og hans familie – også ofte fra kvindens egen familie – og ikke mindst fra den lokale imam.

Det religiøse og kulturelle pres – som særligt rammer kvinder, der i forvejen står med ringe eller slet ingen fod i det danske samfund – efterlader i helt urimelig grad disse kvinder prisgivet mandens og imamens fortolkninger og overtalelsesevner – eller direkte påbud – om en livsførelse, der ikke giver dem den frihed, skilsmissen skulle indebære.

I praksis er en skilsmisse altså slet ikke en skilsmisse i de her miljøer. Frihed er ikke frihed. Det danske retssystem og de individuelle rettigheder gælder i realiteten ikke for disse kvinder.

Problemet er selvsagt, om vi kan lave lovgivning, straf eller andet, der kan dæmme op for problemet? Vi kan selvfølgelig klart signalere, at vi som dansk samfund ikke vil tolerere to parallelle retssystemer og to retssikkerheder for borgere i Danmark.

Men om vi ad juridisk og lovgivningsmæssig vej kan ramme imamer og (eks-)ægtemænd for at sætte deres tolkninger af ”islamiske” regler over dansk lov og ret, det er jeg usikker på. Men jeg vil forfølge spørgsmålet og bliver gerne klogere på, hvordan vi kan komme denne malpraksis til livs. Ikke blot fordi vi ikke kan byde de berørte kvinder at leve på den måde – men også fordi vi som demokrati ikke kan leve med, at retssamfundet og retssikkerheden ikke gælder for alle, lige her, lige nu, i Danmark.