Hvilken kurs vælger Polen?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Da jeg som dansk lektor i Poznan i Polen underviste polske studerende i dansk i 1980’erne, hørte jeg dem ofte sige: »Bare vi dog kunne komme til at leve i et normalt land!« Den Polske Folkerepublik, der var underlagt Sovjetunionen, var et lukket samfund præget af censur og mangel på elementære forbrugsgoder.

Stor var begejstringen, da landet efter 1989 endelig kom ud af dette jerngreb og efterhånden udviklede sig til en demokratisk retsstat og blev medlem af både Nato og EU. Nu hører jeg desværre igen, at polakker siger: »Bare vi dog kunne komme til at leve i et normalt land!«

Årsagen til, at dette håbefulde ønske dukker op igen, skal findes i de forandringer, Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS) under Jaroslaw Kaczynskis ledelse har gennemført, siden de vandt både præsidentposten og regeringsmagten i 2015. Forandringerne kan deles op i tre typer, der naturligvis er indbyrdes forbundne.

For det første skulle eliten fra perioden 1989-2014 udskiftes med en ny elite, Jaroslaw Kaczynskis folk. Han begyndte derfor at sværte sine politiske modstandere til med skældsord som ”postkommunister”, ”tyveknægte”, ”forrædere” osv.

Han har også utallige gange insinueret, at Donald Tusk stod bag flystyrtet i 2010, der kostede tvillingebroren, Lech Kaczynski, livet. Eliten skulle udskiftes på alle områder: inden for retssystemet, hæren, medierne og på uddannelsesområdet, således skulle også historikerne udskiftes. Det er klart, at man ikke kan indgå kompromiser med ”postkommunister” og ”tyveknægte” endsige diskutere med dem.

Derfor er den voldsomme polarisering i polsk politik opstået. Baggrunden for dette voldsomme brud med de hidtidige ledere ligger bl.a. i den omstændighed, at Lech Walesa – da han var præsident – smed tvillingebroren Lech ud af sit kancelli i 1991, fordi han beskyldte Kaczynski-brødrene for at intrigere. Derfor skal der også nye historikere til, der kan skrive Lech Walesa ud af historien – og tilsvarende give Kaczynski-brødrene helterollerne, en fuldstændig absurd tanke.

For det andet har PiS-regeringen gennemført en række reformer, der har gjort, at retssystemet er under regeringens kontrol. Forandringerne er forfatningsstridige og i konflikt med EU. Polen ville aldrig være blevet medlem af EU i dag med det system. Public service-medierne er også under regeringens kontrol, hvilket også er forfatningsstridigt. De private medier er uafhængige, men man skal være klar over, at det publikum, som PiS henvender sig til – den fattigere landbefolkning og de uuddannede – kun ser public service-kanalerne.

Bag ved Jaroslaw Kaczynskis ønske om stærk kontrol med alt og alle ligger hans særlige frihedsbegreb. Ifølge ham har alle polakker friheden til at tage den eneste rigtige beslutning, og den eneste rigtige beslutning er den, Jaroslaw Kaczynski tager. Det hænger helt sammen med, at han mener, at han skal være ”folkets frelser”, hvilket vidner om en vis portion storhedsvanvid.

For det tredje har PiS-regeringen – for at få alle disse forfatningsstridige tiltag til at glide ned – ”købt” befolkningen med børnepenge, ekstra pensioner, penge til familier, der har børn, der skal starte i skole. Som regel bliver sådanne tiltag sat i værk umiddelbart før et valg.

Der er dog tale om ganske fornuftige tiltag, for de liberale regeringer før 2015 glemte i vidt omfang den almindelige og fattigere del af befolkningen, og den liberale præsidentkandidat, Rafal Trzaskowski, har lovet at bibeholde disse sociale støtteordninger. Der er blot den omstændighed, at disse tiltag altid sættes i værk lige før et valg, der falder i øjnene og får det til at se ud, som om man ”køber” vælgerne.

Hvad er konsekvenserne af disse forandringer? Der er – helt i strid med forfatningen – sket en monopolisering af magten. Den ligger i realiteten hos et almindeligt parlamentsmedlem, Jaroslaw Kaczynski, der er formand for PiS. Det er ham, der udnævner folk til de vigtigste poster, og han kræver ubetinget loyalitet, og da mange folk meget gerne vil have høje poster, udviser de stor tjenstvillighed.

Der findes et satireprogram i Polen, der hedder ”Formandens øre”. Det er for mange partimedlemmer det allervigtigste organ, for det gælder om at komme i nærheden af dette øre, så man kan hviske sine ønsker frem – måske er det et familiemedlem, man gerne vil promovere, måske vil man lægge et godt ord ind for en selv.

Når man ser Jaroslaw Kaczynski i Sejmens gange, er han som regel omgivet af en masse mennesker, der kappes om at åbne dørene for ham, og så kunne man måske samtidig være heldig at få et ord indført.

Et andet bevis på Jaroslaw Kaczynskis magtfuldkommenhed så man den 10. april i år på 10-års dagen for flystyrtet i Smolensk, da han med følge og i limousiner besøgte en stor kirkegård i Warszawa for at besøge sin mors grav. Kirkegården var pga. coronakrisen fuldstændig lukket for enhver, men altså ikke for Polens uformelle leder.

Når man kender til Polen, ved man, hvor vigtigt det er at komme på kirkegården og se til sine kæres grave, og derfor gjorde det rigtig ondt på mange at se dette optrin. En popsanger, Kazik, lavede en sang om det, der hedder ”Din smerte er bedre end min”, og som blev nummer et på det populære Program 3’s hitliste. Den blev dog fjernet fra hitlisten af en nidkær chef, der sikkert havde spekuleret over, hvad Jaroslaw Kaczynski ville sige til det.

Det parlamentariske arbejde i Sejmen har lidt voldsomt under de seneste års forandringer. PiS samarbejder ikke med oppositionens partier og gider knap nok høre på dem. Det respekterer ikke andre, og det bruger skældsord, og man er ikke bleg for at give oppositionen ”fingeren”.

Og så til præsidentvalgets anden runde søndag mellem den siddende præsident, Duda, og Warszawas nuværende borgmester, Rafal Trzaskowski. Hvem er det, valget står imellem?

Præsident Duda har været en mand efter Jaroslaw Kaczynskis hoved, dvs. han har stort set lydigt udført det, Jaroslaw Kaczynski har bedt ham om.

Ifølge forfatningens par. 126 stk. 2 skal præsidenten »våge over, at forfatningen overholdes«. Det har Duda i den grad forsømt. Han har vist sig at være en lydig marionet i Jaroslaw Kaczynskis hænder. Han har også vist sig som en farlig mand, der – for at vinde stemmer – prøver at udnytte menneskets laveste instinkter ved f.eks. at udelukke minoriteter som LGBT fra det polske folks fællesskab. Over for ham står en moderne politiker, der er EU-venlig, tolerant og åben, og som vil være i stand til at bringe Polen tilbage i retning af ”et normalt land”.

Så vil kursen efter anden valgrunde den 12. juli gå væk fra EU i retning af styreformer, man kender fra f.eks. Hviderusland, eller vil Polen blive ”normal” igen? Det står valget om.

Og jeg har en betænkelighed til sidst – hvis Rafal Trzaskowski vinder, kan jeg – når jeg tænker på den adfærd, der har præget PiS-regeringen i de seneste fem år – betvivle, om Duda egentlig vil gå af. Vi får se.