Vi har brug for at tale journalistikken op

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I Dansk Journalistforbund fejrer vi den første fredag i januar nytåret med uddelingen af Cavlingprisen, som er den mest prestigefyldte pris i mediebranchen. Prisen er også en slags fagligt nytårsfortsæt, som viser retningen for den journalistik, som branchen stræber mod.

Men er det bare mediedanmark, der går i selvsving over deres egen vigtighed ved sådan en begivenhed? Eller er der rent faktisk noget særligt på spil for journalistikken i disse år? Noget, som gør det ekstra vigtigt at fejre den? Jeg mener det sidste. For der er ingen tvivl om, at journalistikken er under pres. Især hvis man kaster et blik ud i verden, opdager man, at pressefrihed ikke kan tages for givet. Derfor skal vi ved begivenheder som Cavling-prisuddelingen huske at fortælle om og ikke mindst vise alt det fantastiske, den gør.

Sidste år vandt Berlingske-journalisterne Michael Lund, Eva Jung og Simon Bendtsen prisen for deres afsløring af hvidvask i Danske Bank. Det var en journalistisk indsats, som havde en enorm samfundsrelevans og tydeligt viste værdien af den stædige, grundige journalistik, som bider sig fast i en historie på vegne af os alle sammen.

Det har krævet faglig dygtighed, men også mod. Og mod er et nøgleord i denne sammenhæng. For det bliver stille roligt, og måske uden at vi rigtig lægger mærke til det, farligere at være kritisk undersøgende journalist.

Selv om vi i Danmark har en lang og stolt tradition for pressefrihed, kræver de største historier ofte samarbejde på tværs af landegrænser. For de danske journalister betyder det, at det pres og den modstand, som er hverdag for journalister i andre lande, i visse tilfælde rykker tættere på.

Journalister uden grænser (Reporters sans frontièrs) laver årligt et pressefrihedsbarometer, som desværre viser, at det går den forkerte vej med journalisternes sikkerhed også i de vestlige lande. På grund af Donald Trumps fjendtlige tilgang til medier og dertilhørende trusler og voldelige episoder – for ikke at tale om drabet på fire journalister på Capital Gazette i Maryland i 2018 – kategoriseres mediernes vilkår i USA nu som ”problematiske” frem for ”gode” eller ”tilfredsstillende”. En vild udvikling på ret kort tid.

Og det er rykket endnu tættere på. EU er stadig det sikreste sted at være journalist, men i 2019 er der sket en klar forværring. Årsagerne og eksemplerne er mange.

I forbindelse med de gule vestes protester i Frankrig oplevede især TV-hold så mange trusler, at flere var nødt til at hyre bodyguards eller dække deres TV-stationers logoer til for overhovedet at være i stand til at dække begivenhederne.

På Malta blev den undersøgende journalist, Daphne Caruana Galizia, slået ihjel af en bilbombe i 2017. Den sag har i de seneste måneder vist sig at trække tråde til de øverste politiske kredse i Maltas regering. I Polen bruges de statslige medier nu primært som propagandaværktøjer, og journalisterne udråbes som modstandere og bliver syndebukke.

Og for nylig talte jeg med min kollega, som er forbundsformand for en fagforening i Tyrkiet, som fortalte, at censur paradoksalt nok ikke længere er et problem i Tyrkiet. Den er nemlig erstattet af selvcensur, fordi man har fængslet så mange journalister, at de fleste er begyndt at rette ind efter regeringens linje eller helt vælger at holde mund.

Det er en uhyggelig udvikling, som vi ikke må vende det blinde øje til. Derfor er jeg også glad for, at statsminister Mette Frederiksen i år har sagt ja tak til at deltage i Cavling-prisuddelingen. Hun er inviteret, fordi Statsministeriet i Danmark er pressens ministerium. Det varetager de overordnede og principielle spørgsmål af betydning for pressens vilkår.

Journalisters sikkerhed er et sådant overordnet og principielt spørgsmål, som har stor betydning for journalisters mulighed for at udføre deres arbejde og varetage deres rolle i samfundet. Der ligger altså et politisk ansvar hos verdens statsledere for at gå forrest, når det gælder pressefrihed. Men i alt for mange tilfælde sker det stik modsatte.

Derfor ønsker jeg mig i Danmark et politisk fokus på at tale medierne op. For selv om 57 pct. af danskerne ifølge den internationale undersøgelse »Reuters Institute Digital News Report 2019« har tillid til medierne, har vi talt rigtig meget om alt det, der kan gå galt. Fake news, misinformation, disinformation og lignende har fyldt meget i den politiske debat.

Det er selvfølgelig vigtigt nok, og vi kan også bryste os af at have gennemført et folketingsvalg i sommer, uden at fremmede nationer stak af med vores debat eller vores valgresultat. Men når pressefriheden er truet i store dele af verden, bør vi i Danmark stolt gå forrest og vise værdien af kvalitetsjournalistik frem.

En prisuddeling gør det selvfølgelig ikke alene, hvis vi vil tale medierne op. Men det er ikke uvæsentligt at huske at fejre journalistikken og dens udøvere. For vi er som samfund afhængige af en fri presse, der kan give os indsigt og viden, både når det går godt og skidt.

Danmark ligger lunt i svinget med en 5. plads på Journalister uden grænsers rangliste. Men selv om vi ligger højt målt på en international skala, er der stadig plads til forbedringer. Offentlighedsloven, som reelt set indskrænker pressefriheden, fordi den forhindrer journalister i at få aktindsigt i forhold til ministerbetjeningen og dermed kigge magten efter i sømmene, er et eksempel på, at der stadig er brug for at kæmpe for transparens i vores demokrati.

Den enkelte journalist oplever også, at journalistik må bedrives på andre, sværere vilkår end tidligere. Den hårde debattone på internettet med trusler og hadsk tale er blevet hverdagskost for mange journalister herhjemme. Det er en glidebane. Og det er uacceptabelt.

Selv om der i Danmark er langt til amerikanske tilstande, skal vi ikke lade os narre. Mennesker vænner sig desværre lidt for nemt til de små glidninger, der sker med debattonen, og glemmer at sige fra. Konsekvensen kan i værste tilfælde være selvcensur eller svigtende mod til at tage kontroversielle emner op, fordi omkostningerne bliver for store.

Heldigvis laves der rigtig meget kvalitetsjournalistik i Danmark. Det ses tydeligt på dette års fire nominerede til Cavlingprisen.

Der er afsløringen af, hvordan sygehuse i strid med de nationale retningslinjer gav kvinder mangelfulde undersøgelser for brystkræft. Der er historien om, hvordan erhvervsinteresser fik afgørende indflydelse på en forskningsrapport om klimabelastningen fra oksekød. Der er gennemgangen af, hvad der gemmer sig bag alarmerende drabsstatistikker i serien ”1.417 drab i Danmark”. Og der er et unikt indblik i et krigshærget Afghanistan og gribende beretninger om menneskeskæbner i bogen ”Nyt Blod”.

Alle fire nominerede vidner om høj faglighed og er eksempler på journalistiske projekter, som giver både indsigt, udsyn og perspektiv på verden. Både den nære og den, som kan synes længere væk. Det er modig journalistik, som tager fat om vores tabuer og viser systemer, der svigter.

Så når Dansk Journalistforbund igen i år uddeler en pris til branchens dygtigste journalister, skal vi huske på, at de også er nogle af de modigste. Og vi skal huske på, at der også ligger et ansvar hos både politikere og alle os andre for at stå fast på, at et oplyst demokrati, hviler på en fri presse.