Jeg kender dansken, og han er ikke racist
Det støder ikke mig som sort, at dansken betegner sin lyse hudfarve som ”hudfarvet” og kalder den danske sang for en ”ung, blond pige”. Han må i det hele taget gerne være sig selv uden frygt for at træde ind i et minefelt af anklager om at være ”privilegieblind” og udøve ”strukturel racisme”. Selv om jeg er dobbelt benamputeret, krummer jeg nogle gange tæer over selvbestaltede ”antiracismeaktivister” som Mary Consolata Namagambe og Bwalya Sørensen.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
At være ”farveblind” er det gode gamle antiracistiske ideal, men det skal naturligvis ikke forstås bogstaveligt. Jeg har selv et skarpt blik for hele farveladepaletten. I mit fødeland Etiopien spænder folks lød fra ibenholt over guld og bronze til elfenben, og det er i orden at snakke om det. Jeg måbede med barnlig uskyld over min kridhvide mor, der…