Danskerne indtog mulighedernes land

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En dag i 1900 kom en travl forretningsmand hen til Louis Lassens lille hestetrukne frokostvogn, Louis’ Lunch, i New Haven på den amerikanske østkyst.

Manden havde ikke tid til at vente på Lassens specialitet, steak dinner, som danskeren plejede at sælge til de lokale fabriksarbejdere. I stedet ville forretningsmanden have noget, han kunne tage med på farten.

Derfor tog Lassen, der egentlig var uddannet smed og havde forladt Danmark i 1886, nogle rester af oksekød, kørte det gennem en kødhakker og formede det til en bolle af kød. Derefter stegte han kødet, stak det ind mellem to stykker toastbrød og lagde lidt tomat og løg ved. Færdigt arbejde. Kunden var glad – og den danske udvandrer havde opfundet hamburgeren.

På den måde blev noget af det mest ærkeamerikanske altså i virkeligheden skabt af en dansker. Gennem årene har det – naturligvis – været diskuteret igen og igen i USA, hvem der opfandt burgeren, og det bliver det for så vidt stadig. Men tilbage i 2000 besluttede Library of Congress, USA’s nationale forskningsbibliotek, at beviserne pegede på, at Louis’ Lunch helt korrekt var home of the burger – og derfor kan vi i dag med et glimt i øjet påberåbe os at have givet amerikanerne diamanten i deres madkulturelle skatkammer.

Det bliver ofte fremhævet, at amerikanske påvirkninger skvulper ind over os i forhold til alt fra storpolitik og økonomi over fastfood til film og anden underholdning. Det er svært at argumentere imod. Men vi glemmer, at det i mange årtier gik den anden vej, at Amerika blev bygget af de millioner af mennesker, der forlod deres hjemland for at slå rod på den anden side af havet – og at det i virkeligheden er deres bølgeskvulp og påvirkninger, der nu slår tilbage mod de kyster, de forlod. Det gælder også de 300.000 danskere, der udvandrede til Amerika mellem 1850 og 1920. De udgjorde hele 10 pct. af den daværende befolkning i Danmark, og deres massevandring mod vest skabte et særligt bånd mellem Danmark og USA, som vi markerer med Rebildfesten på Amerikas fødselsdag i dag.

Amerika lærte resten af verden at drømme og tænke stort, da landet åbnede sine grænser og bad folk om at rejse til det store, vidtstrakte kontinent for at være med til at bygge en ny nation. Her var der både fysisk og mental plads til store armbevægelser og nye tanker og idéer. Nybyggerne bebyggede prærien og bandt Amerika sammen fra øst til vest, fordi de stod sammen og kreerede det net af byer og landsbysamfund, der blev til de 50 stater, vi kender i dag.

Amerika gav nye muligheder for verdens fattige – og millioner og atter millioner greb chancen, da den kom. Fra Danmark rejste primært de unge og mest fattige; de, der ikke havde udsigt til social opstigning og tryghed. De kom til et land, der stod med åbne arme – og tilbød et hvidt lærred af muligheder.

»Jeg er kommet til det forjættede land – Frihedslandet – du ser, frihedsfuglen svæver over dette papir. Her er alting frit, og alle frie, omend dog slaver for en smule lumpent guld,« skrev Rasmus Rasmussen fra Sydfyn f.eks. begejstret hjem i 1872.

De fleste danskere forsvandt ind i mængden og blev en fodnote i historien, en del af den store kollektive fortælling om et land, der blev bygget op fra bunden af de mennesker, der strømmede til hen over 1800-tallet og de første årtier af 1900-tallet.

Enkelte fik deres navn på et vejskilt eller fik opkaldt en skov, et bjerg eller en bydel efter sig, uden at mange nu hæfter sig ved historien bag. I dag står folk f.eks. på ski ved Mount Lassen i Californien uden at kende historien om den danske udvandrer Peter Lassen, der skabte et af rejsesporene for guldgraverne i midten af 1800-tallet. De kører gennem præriebyer, spiser på McDonald’s og sover på Motel 6, hvor danske nybyggere brød jorden og byggede primitive jordhytter. De lytter til Bob Dylans plader uden at ane, at hans musiklærer i high school var danske Valborg Petersen, der udvandrede fra Fredericia i 1905.

Som tiden er gået, er danskerne forsvundet ind i Amerika og blevet til fuldblods amerikanere, der ikke på samme måde skilter med deres danske rødder. Der er stadig godt 1,5 mio. efterkommere efter danskerne i USA i dag, men tilknytningen til Danmark – og dermed også det danske aftryk på USA – bliver stadig mere og mere visket ud. Sådan vil det være, når én generation afløser en anden, og familiehistorien står i et sløret skær.

Men hvis man kigger efter, opdager man, at flere danskere satte store aftryk i det amerikanske. Den mest berømte af dem alle blev formentlig fotografen og journalisten Jacob Riis, der stædigt dokumenterede leveforholdene for de fattigste og mest udstødte i New Yorks slumkvarterer i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Ribe-drengen blev en social reformator, der blev gode venner med den senere præsident Theodore Roosevelt, der kaldte Riis »den bedste amerikaner, jeg nogensinde har kendt«.

Kendt og elsket var også skuespilleren Jean Hersholt. Han udvandrede 28 år gammel fra København til New York i 1908 og fik siden stor succes som filmskuespiller i Hollywood. I løbet af en imponerede karriere nåede han at spille med i hele 442 film ved siden af bl.a. Greta Garbo, Ingrid Bergman og Bette Davis.

Desuden medvirkede han i hele 800 afsnit af hørespillet om landsbylægen Dr. Christian – en radiosucces, der siden blev til både spillefilm og et tv-hit. Serien gik i 15 år på amerikansk tv med Hersholt i hovedrollen. Københavner-drengen vandt to Oscars i karrieren (i 1940 og 1950), og i dag uddeles Jean Hersholt Humanitarian Award jævnligt til Oscar-festen. Den symboliserer Hersholts store humanitære arbejde og er bl.a. givet til stjerner som Oprah Winfrey, Jerry Lewis, Frank Sinatra, Paul Newman og Audrey Hepburn.

Man må heller ikke glemme historien om Gutzon Borglum, der var søn af de danske udvandrere Jens de la Mothe Børglum og Christina Mikkelsen. Jens Børglum kom til USA som mormon sammen med sin hustru, Ida Mikkelsen, men fulgte mormonskikkene og lod sig også gifte med Idas yngre søster, Christina. Gutzon Borglum blev billedhugger og er manden bag det berømte Mount Rushmore-monument i South Dakota, hvor ansigterne af præsidenterne Washington, Lincoln, Jefferson og Roosevelt er hugget ud i kæmpestore sten.

Mere ukendt er historien om sønderjyden Jens Jensen, der forlod Dybbøl ved Sønderborg i 1884, fordi hans forældre ikke synes om nabopigen Anne Marie, som han ville giftes med. Sammen tog de til Amerika, hvor de var gift i 50 år frem til Anne Maries død i 1937. Jens Jensen kom til USA uden megen uddannelse, men fik job som arbejdsmand i parkerne i Chicago.

Gennem årene steg han i graderne og blev til sidst leder af de vestlige parker i Chicago, hvor han designende bl.a. Columbus Park og det imponerende Garfield Park Conservatory, der var verdens største drivhus under glas på den tid. Jens Jensen blev med tiden en af USA’s mest berømte landskabsarkitekter – kendt for sin såkaldte præriestil – og designede også private haver for bl.a. Ford-familien. Han nåede at skabe over 500 haver og parker og regnes for grundlæggeren af den amerikanske miljøbevægelse.

Og så er der selvfølgelig William S. Knudsen, cykelsmeden, der udvandrede i 1900 med 30 dollars på lommen. Knudsen havde talent for at organisere mænd og maskiner, og han nåede at være produktionschef hos Ford, adm. direktør for konkurrenten General Motors og højt dekoreret leder af den amerikanske krigsproduktion under Anden Verdenskrig, da han blev hentet til hovedstaden af Roosevelt personligt.

På den måde bliver historien om William S. Knudsen også symbolet på det, danskerne søgte, da de trodsede traditionerne og drog til Amerika. De ville som Knudsen skabe noget, gøre en forskel – måske blot for sig selv, måske også for andre – i mulighedernes land.