Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Tøv en kende med at indføre tidlig opsporing

Tidlig opsporing af folk med sundheds- eller sociale problemer bruges hyppigt, men den velmente indsats rejser også en række etiske dilemmaer, som gør, at det skal bruges med omtanke.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer



Tidlig opsporing bruges stadig hyppigere i bestræbelserne på at forbedre folkesundheden. Det handler om, at myndighedspersoner, som læger, sygeplejersker, socialrådgivere, lærere m.fl., som led i deres arbejde eller i særlige opsporingsprojekter, opfordres til at identificere mennesker, de vurderer, kan have problemer, eller som kan risikere at få problemer.

Iført en slags myndighedskasket er det idéen, at fagfolkene skal henvende sig til de pågældende borgere for at finde ud af, om de har et problem, f.eks. rygning, overvægt, stort alkoholforbrug eller psykisk sårbarhed, hvorefter borgerne tilbydes en forebyggende indsats.

Det virker jo indlysende rigtigt at opspore fænomener tidligt og gøre noget ved dem, før de bliver til problemer med både menneskelige og samfundsmæssige omkostninger. Det mener Sundhedsstyrelsen, som derfor foreslår kommunerne, at de skal opspore mennesker, der f.eks. ryger, har alkoholproblemer, eller som risikerer at blive svært overvægtige.

Mange regioner og kommuner har iværksat projekter med tidlig opsporing af alt fra rygning og overvægt til fødselsdepression. Initiativerne handler nogle gange om at identificere mennesker, som allerede har et givent problem, andre gange om mennesker, som vurderes at være i risiko for at få det. Efter opsporingen skal, som sagt, en indsats iværksættes, som kan afbøde en videre negativ udvikling.

Hvis man ikke er ret sikker på, at opsporingen nytter, er det urimeligt at genere mennesker med den og lige så urimeligt at bruge skattekroner, som kunne have været brugt bedre.

I Det Etiske Råd har vi netop afsluttet et arbejde, hvor vi har diskuteret de etiske dilemmaer, der er forbundet med at iværksætte en sådan tidlig opsporing. Vi mener nemlig ikke kun, at der er fordele ved en sådan myndighedsindsats.

Rådet er ikke enigt om alle aspekter, men én ting er vi enige om, og det er, at man bør være tilbageholdende og først undersøge, om det er sandsynligt, at den velmenende indsats vil nytte. Der er to trin i dette.

For det første bør man undersøge, om den måde, man planlægger at opspore på, er hensigtsmæssig og acceptabel, f.eks. ikke overskrider privatsfærens grænser eller virker stigmatiserende. For det andet må man naturligvis være sikker på, at den indsats, man foreslår efter opsporingen, nu også får den ønskede effekt og ikke har uønskede virkninger.

Fordele og ulemper skal vejes mod hinanden. Rigtig mange indsatser, f.eks. mod overvægt, er ikke undersøgt, så man ved ikke, om indsatsen er umagen værd. Hvis man ikke er ret sikker på, at opsporingen nytter, er det urimeligt at genere mennesker med den og lige så urimeligt at bruge skattekroner, som kunne have været brugt bedre. Har man ikke viden om nytte og skade ved indsatsen, bør den iværksættes som et forsøg, hvor man undersøger effekterne.

Er der ikke noget godt ved at opspore? Jo, naturligvis. Det kan være en hjælp for mennesker at undgå problemer, og andres bekymring kan opleves som omsorg. Mennesker er ikke isolerede og helt selvkørende væsener, men lever i samspil med og i afhængighed af andre, og opsporingen kan ses som et middel til at støtte de svage.

Der er imidlertid også ulemper. Mange vil blive bekymrede, hvis de bliver kontaktet for at blive gjort opmærksom på, at de har et problem. Hvis man som individ ikke har mulighed for eller magter at gøre noget ved problemet, er virkningen kun negativ. Et eksempel er projektet Tidlig Opsporing og Forebyggelse (TOF), fra Region Syddanmark.

Regionen skrev om sin indsats: »TOF handler først og fremmest om at gøre de borgere, som deltager i projektet, opmærksomme på deres sundhedstilstand og oplyse dem om, hvordan de kan ændre nogle af deres livsstilsvaner, hvis der er behov for det.«

Det lyder velmenende og uskyldigt, men det er veldokumenteret, at oplysning sjældent i sig selv får mennesker til at ændre adfærd. Så hvis oplysning er det eneste, man kan tilbyde, skal man nok hellere lade være med opsporingen, som måske som eneste effekt gør mennesker urolige.

Det kan også være, at man bliver gjort opmærksom på et problem, som vil forsvinde af sig selv, uden at man behøver at deltage i en måske krævende og belastende behandlingsindsats. Ikke alle tykke børn bliver tykke som voksne, og ikke alle overvægtige bliver svært overvægtige.

Myndighederne overskrider menneskers privathedszone, når de kontakter borgere, uden at borgerne selv har bedt om det. Det kan f.eks. handle om telefoniske henvendelser eller kontakter i supermarkeder i særlige boligområder, om rygning, som Københavns Kommune har gennemført.

Det kan også være, når den praktiserende læge begynder at tale med patienter om emner, som de ikke har henvendt sig om, og som ikke har med det problem at gøre, der var anledningen til konsultationen, f.eks. begynder at tale om vægt eller rygning med patienter, der henvender sig med eksem. Nogle vil opleve det som omsorg og andre som utidig indblanding.

Man skal også være opmærksom på den sociale skævhed i opsporingsindsatserne. For det første er mange af de forhold, myndighedere vælger at opspore, mere almindelige blandt dem med kort uddannelse og lav løn. Det gælder rygning, svær overvægt og psykiske problemer. Disse grupper vil derfor oftere opleve henvendelser fra myndighederne.

For det andet vil mennesker, der er socialt dårligt stillede, oftere være i kontakt med dem, som skal foretage opsporingen, f.eks. ansatte i kommunen. Selv om de højtuddannedes alkoholforbrug er mindst lige så højt som de kortuddannedes, møder de sjældent en socialrådgiver. Er det rimeligt, at myndighederne blander sig mere i de kortuddannedes forhold? Er det udtryk for rimelig omsorg?

Det kan opleves som og være stigmatiserende, hvis opsporingsindsatsen retter sig mod særlige grupper eller boligområder, hvor der bor flere med kort uddannelse og lav løn. At blive sat i bås i en bestemt kategori, ved vi, kan opleves som negativt og kan måske også være kontraproduktivt. En opsporing, der retter sig mod alle borgere f.eks. i en vis aldersgruppe, vil ikke have samme effekt.

Endelig kan det blive en uendelig historie, når man vælger at fokusere på de mennesker, der allerede har et problem eller er i risiko for at få det i stedet for at lave indsatser, som bidrager til at forhindre, at mennesker havner i den uheldige situation.

Nogle vil mene, at de ulemper, vi her har beskrevet, er omkostninger, der er værd at tage med, fordi opsporingen har et godt formål. Andre finder dem mere problematiske. Hele Det Etiske Råd mener, at en opsporing og en efterfølgende indsats, som ikke har dokumenteret effekt, vil være etisk uforsvarlig, og at en sådan kun skal iværksættes som et forsøg.

Rådet har lavet en udtalelse, hvor nogle af disse pointer bliver udbygget, og hvor forskellige opfattelser af problemet præsenteres. Vi har også lavet en tjekliste over ting, vi synes, politikere og myndigheder bør overveje, og som vi håber, at de, som vil iværksætte tidlig opsporing, lader sig inspirere af.

De tre forfattere til denne kronik er medlemmer af Det Etiske Råds arbejdsgruppe om tidlig opsporing.



Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen