Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Om at gå på – og få – husbesøg

Ånd og liv hænger sammen. Uden ånd mister vi sansen for sammenhængen.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

»Ja, syng do bare, så goer a ud og lawer kaffe.« Det var indgangsreplikken, da jeg i 1985 som forholdsvis ung, og i hvert tilfælde nybagt 30 pct.s hjælpepræst ved Ribe Domkirke, var på mit første husbesøg (som ikke havde baggrund i en dåb, bryllup eller begravelsessamtale). Jeg havde prædiket et par gange, da en gammel mand stod ved kirkedøren med en plade chokolade. Jo, han ville da så gerne have, at jeg kom på husbesøg. Selv om han ikke boede i sognet, tog jeg cyklen og ankom til et noget forsømt husmandssted langt pokker i vold. Der havde, sagde min husmodernæse, godt nok ikke været en kvindehånd i det hus de seneste 30 år. Domprovsten havde venligt anbefalet mig bare at tage salmebogen med. Som sagt, så gjort. Efter de indledende bemærkninger spurgte jeg pænt: »Hvad skal vi synge?« Hvorpå den gode mand hylede mig helt ud med sin tørre konstatering om vigtigheden af kaffebrygning. Og så måtte jeg værsgo hygge mig med kaffe og kage, ned skulle det hele, uanset kaffekoppen og kagetallerkenens tilstand. Seancen gentog sig jævnligt, indtil han døde nogle år senere, men aldrig mere med salmebogen som hjælp her hos ham. Heller aldrig med en særlig dyb sjælesørgerisk samtale, men hellere lidt om hans hverdag.

Jeg ville selvfølgelig dengang hellere have brugt mine kræfter i en samtale, hvor vi sammen kunne nærme os meningen med livet, døden, troen, tilgivelsen og Guds kærlighed. Men senere har mit lange præsteliv lært mig, at det ikke er så nemt at vurdere, om den rette ånd er til stede i mødet mellem mennesker. Nu bagefter er jeg ikke i tvivl om, at det lille husbesøg ikke kun var tidsfordriv i en ensom mands hverdag, men at der var forventning, glæde, liv og nærvær, og dermed også noget så godt og fint som ånd forbundet med mit ventede besøg. Ja, måske var endda selve Helligånden til stede – på sin helt stilfærdige og usynlige måde.

Hvad skal vi med dyre kirkebygninger, hvis folkekirkemedlemmerne i stedet kunne give en skærv mere til minimumsnormeringer i børnehaverne?

Det er pinse. Festen for selveste Helligåndens tilstedevær i kirken, i verden og i livet mellem mennesker.

Men det er godt nok ikke nemt med den Helligånd. Den er ligesom ånd i det hele taget tilsyneladende meget svært for os nutidsmennesker at komme til rette med. For hvad skal vi med al den åndelighed og spiritualitet, som blot trækker os bort fra denne verden og ind i os selv? Hvad skal vi med familiemedlemmet, der altid har store vigtige, mere eller mindre åndelige projekter, som medfører, at alle andre må varte hende eller ham op? Hvad skal vi med dyre kirkebygninger, hvis folkekirkemedlemmerne i stedet kunne give en skærv mere til minimumsnormeringer i børnehaverne? Al erfaring viser nemlig, at vi mennesker sagtens kan være vældig kloge og åndfulde og samtidig være aldeles uden ånd. Så lad os hellere slippe for al den snak om ånd og liv og fællesskab, og i stedet vande vore radiser i egen have.

Men hvis nu vi mennesker lever for andet end at spise og jævnlige besøg på pornohub og i swingerklub. Hvis vi virkelig er udstyret med en drøm og et håb om at kunne løfte os lidt væk fra os selv og se et højere fællesmenneskeligt formål med vort liv, så er og bliver ånd nødvendig. De gamle israelitter er faktisk gode at frekventere i den sag: Det var som bekendt først, da lerklumpen Adam (Adama betyder det røde ler) blev pustet med Guds ånde, at Adam blev et levende væsen (1. Mos kap.2). Så jo: Ånd og liv hænger sammen. Uden ånd mister vi sans for medmennesket og de sammenhænge, vi lever i. Ånd er liv og nærvær, ansvar og medansvar for det alt det skabte. Og for, at livet kan leves blandt mennesker. Og det ikke bare i Danmark nu, men også ind i en fremtid, vi ikke kender.

Og så er der kun at tilføje, at hvis den fremtid tårner sig ustyrligt og farligt op for dine øjne med alskens personlige besværligheder, ældrebyrde, folkevandringsbølger, klimaændringer, terror og krigstrusler, så skal der stadig tænkes, handles og arbejdes. Ansvarligt og medansvarligt.

Nu bagefter er jeg ikke i tvivl om, at det lille husbesøg ikke kun var tidsfordriv i en ensom mands hverdag, men at der var forventning, glæde, liv og nærvær, og dermed også noget så godt og fint som ånd forbundet med mit ventede besøg.

Det kan enhver blive træt af. Både med og uden ånd. Enhver af os kan ende med at give op, gå til sengs, vende hovedet ind mod væggen. Lade liv og verden sejle i sin egen mudrede sø. Men skulle det ske, så er det om at komme ud af sengen, sætte det ene ben foran det andet og gå i kirke her i pinsen. Der kunne det være, at du fik mod til at tage endnu en tørn, selv om du for længst har besluttet dig for, at verden er af lave og går mod sin sikre undergang.

Her begynder du nemlig helt givet med at synge ”I al sin glans nu stråler solen” (DDS.nr.290), og så kan det hænde, at det pludselig ånder, lufter, vifter og risler omkring dig med liv og lyst og forårsmod. Du kan simpelthen ikke lade være med at se op fra alle dine egne bekymringer og få lidt luft under dine vinger af selveste Helligånden, der er så nærværende og levende til stede i sangen, som alt andet, der har med ånd, ånde og liv at gøre. Syng så videre om den ”kærligheds og sandheds ånd” (DDS.nr. 292), som udfolder sig i et levende kærlighedsforhold mellem himmel og jord, Gud, dig og mig. Du og verden er ikke ved at gå under. Du er ikke fortabt. Du får en sammenhæng givet, du kan arbejde og kæmpe i. Og inden du ser dig om, sidder du måske ovenikøbet og synger med på en bøn til samme Helligånd: ”Sjælesørger fra det høje, hold med os et vågent øje, vogt de små for falk og høg! Væk de dorske, styrk de spage, gør os dagligt husbesøg” (DDS 294 vers 3).

Måske skulle jeg alligevel have insisteret på at synge et par salmer for den gamle herre, i stedet for hverdagssnak.

Elisabeth Dons Christensen (f. 1944) er en del af Jyllands-Postens weekendpanel, hvor syv personer på skift skriver en kronik. Hun er cand.theol. og biskop over Ribe Stift 2003-2014. Er tidligere formand for Værdikommissionen og har udgivet bogen ”Det sårbare samliv”.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen