Nødvendighedens politik er stadig en myte

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er blevet en sandhed på niveau med tyngdeloven, at vi ikke kan finansiere fremtidens velfærd, medmindre vi hæver pensionsalderen. Derfor har et flertal bestående af regeringspartierne, DF, RV og Socialdemokratiet bundet sig til et forlig, der forringer efterlønnen og gradvist hæver pensionsalderen i takt med stigningen i den gennemsnitlige levealder. Skal man tro finansministeren, vil det efterlade en kæmpe regning på 71 mia. kroner i 2050, hvis vi dropper forliget og fastfryser pensionsalderen på f.eks. 67 år. Men er det hele sandheden? Svaret er entydigt nej.

Først og fremmest skal det understreges, at dansk økonomi på langt sigt er overholdbar. Vismændene siger det, og Finansministeriet siger det. I 2050 vil der være en overholdbarhed på 25 mia. kr. ifølge de seneste fremskrivninger. Dermed har vi allerede barberet 25 mia. af den store regning, og så er vi nede på 46 mia. Men det stopper ikke her. For skal man opgøre underskuddet på de offentlige finanser, er det afgørende, hvor mange penge man har tænkt sig at bruge. Her har Finansministeriet regnet med, at vi frem til 2040 vil have en offentlig vækst på ca. 1,1 pct., svarende til det såkaldt udvidede demografiske træk, hvor den offentlige sektor skal følge med væksten i samfundsøkonomien. Efter 2040 antager Finansministeriet, at den offentlige vækst vil falde til ca. 0,8 pct.

Men i dag er der på ingen måde flertal for en offentlig vækst på 1,1 pct. De borgerlige har indtil nu regnet med 0,4-0,5 pct., mens Socialdemokratiet ønsker en offentlig vækst på 0,7 pct. Venstre har i starten af valgkampen meldt ud, at de også ønsker en vækst på 0,7 pct., som svarer til det ”rene” demografiske træk, altså trækket fra eksempelvis flere ældre, men uden at den offentlige sektor følger udviklingen i samfundsøkonomien. Enhedslisten ønsker en offentlig vækst, der følger det udvidede demografiske træk. Vi vil dog finansiere det ved at beskatte de rigeste og de store virksomheder frem for at hæve pensionsalderen.

Når det kan konstateres, at ingen af partierne bag velfærdsforliget går ind for en offentlig vækst på 1,1 pct., er det jo absurd at basere hele regnestykket på det. Formålet kan kun være at puste behovet for forhøjelserne af pensionsalderen op. Forskellen mellem en offentlig vækst på 0,7 pct. og de 1,1 pct., som Finansministeriet lægger til grund, svarer til 2 mia. kr. årligt. Hvis man puljer det frem til 2040, står vi med et kæmpe beløb på ca. 40 mia. kr., og så er næsten hele den resterende regning på 46 mia. kr. væk.

Tilsvarende absurditeter gælder forventningerne til beskæftigelseseffekten af at forhøje pensionsalderen. Det fremgår af svar fra Finansministeriet, at regeringen forventer en øget beskæftigelse i 2025 på 98.000 fuldtidspersoner. ”Velfærdsaftalen” er dermed den af udbudsreformerne, der ifølge Finansministeriet giver det største bidrag til vækst i beskæftigelsen. Problemet er, at disse tal i høj grad er trylletal i Excel-ark, der er himmelråbende langt fra virkeligheden. Uanset hvor mange regneark Finansministeriet laver, vil mureren, sosu-assistenten og stilladsarbejderen ikke kunne arbejde, til de f.eks. er 70 år. Virkeligheden vil vise, at der ikke kommer det økonomiske råderum ud af en stigende pensionsalder, som forligspartierne forestiller sig.

I øvrigt tyder meget på, at man ikke behøver at forhøje pensionsalderen for at få flere til at arbejde længere. En undersøgelse fra DI fra april 2019 viser, at antallet af seniorer, der arbejder efter pensionsalderen, er fordoblet fra 43.000 til 86.000 de sidste 10 år, uden at reformerne har tvunget dem til det. Det viser bare, at mennesker arbejder, hvis de kan, fordi de gerne vil. Hvis de ikke kan, bliver de ikke mere arbejdsduelige af, at pensionsalderen skrues op, de bliver bare fattigere, medmindre de er heldige at få en førtidspension.

Der er imidlertid en reel udfordring i dansk økonomi, hvad angår de såkaldte ”hængekøjeår” fra 2030-40, hvor der som udgangspunkt er et stort offentligt underskud. Men der er andre muligheder for at håndtere udfordringen end at sætte pensionsalderen i vejret. Først og fremmest kan man fremrykke beskatning af store pensionsformuer. Ifølge vismændene ville en sådan omlægning af pensionsbeskatningen forhindre et fremadrettet underskud. Det er også værd at huske på, at den nuværende underskudsgrænse i de offentlige budgetter på -0,5 pct. af bnp er en overimplementering af EU’s regler, som tilsiger, at man kan acceptere en grænse på -1 pct. Derfor er der plads til at foretage andre politiske valg end at lade de ældre og nedslidte betale for ”hængekøjeproblemet”.

Vores gennemgang viser, at der stort set ikke er nogen yderligere regning ved at stoppe stigningerne i pensionsalderen. Det kaster et skarpt lys på et af de største bedrag i dansk politik, nemlig myten om, at reformerne er nødvendige for at fremtidssikre velfærden. Med ”Velfærdsaftalen” fra 2006 blev befolkningen lovet sikring af velfærd for gamle og syge, bedre arbejdsmiljø og mere uddannelse.

Sandheden er, at det øgede ”råderum”, som er skabt af forringede tilbagetrækningsmuligheder og forringet tryghed for lønmodtagerne ved arbejdsløshed og sygdom, ikke bruges på velfærd. I stedet har skiftende regeringer, også SRSF-regeringen, udsultet velfærden med en lav offentlig vækst og milliardstore skattelettelser, som primært kommer de 10 pct. rigeste til gavn. Løkke praler endda med, at han siden 2015 har aftalt skatte- og afgiftsnedsættelser, der vil koste næsten 22 mia. kr. om året.

Skulle et finansieringsbehov alligevel opstå, er det oplagt at finde pengene ved at tilbagerulle de mange skattelettelser, Løkke har givet, samt nogle af de mest grelle skattenedsættelser, tidligere regeringer har gennemført, bl.a. lempelserne i topskatten og den lavere selskabsskat. Da vil man hurtigt kunne mønstre 20-30 mia. kr. til at samle en eventuel regning op.

Det er et politisk valg, hvordan vi vil finansiere fremtidens velfærd. Derfor er Enhedslisten heller ikke bange for, på linje med flere og flere fagforeninger, at kræve velfærdsaftalen opsagt. Danmark er et af verdens rigeste samfund. Vi har råd til at investere i det gode arbejdsliv og en rimelig pensionsalder. Vi kan også finansiere rettigheder til tidligere tilbagetrækning, så store grupper af lønmodtagere ikke skal arbejde, til de er nedslidt, falder døde om eller stødes ud af arbejdsmarkedet længe før tid, med udsigt til en fattig alderdom. Og vi kan finansiere væsentlige forbedringer af reglerne om førtidspension, så de nedslidte får langt bedre muligheder for at trække sig ud af arbejdsmarkedet.

Valget er lige så enkelt, som det hele tiden har været: velfærd eller skattelettelser.