Det er ligegyldigt, om der findes ét eller flere patientjournalsystemer – problemet er et helt andet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg vil vove den påstand, at beslutningen om ét, to eller flere elektroniske patientjournalsystemer i Danmark er ligegyldig – også selv om politikerne påstår det modsatte i forbindelse med den nye sundhedsreform.

Når regionspolitikerne i Region Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland har valgt det samme elektroniske patientjournalsystem, så deler de alligevel ikke database, og dermed flyder data ikke automatisk og frit fra Skagen til Svendborg. Der findes allerede et nationalt system til at dele patientrelaterede data – sundhed.dk hedder det.

Ét system giver derimod bureaukratiske arbejdsgange, hvor de tre regioner skal blive enige om ét fælles udviklingsspor. Hermed dræbes lokale og små innovationsinitiativer, da de nærmest aldrig prioriteres først og kun realiseres år efter, at deres idé er undfanget af lokale klinikere på hospitalerne. Derudover er den elektroniske patientjournal kun egnet til, ja, patientdata, men ikke meget andet. Hvis Region Midtjylland eksempelvis ønsker at arbejde med forebyggelse, sundhedsfremme og koordination på tværs af sektorer, så kræver det væsentlig flere kilder af data, som ikke er indeholdt i patientjournalen. Dette kunne være vejrdata og lokationsdata, så fremtidens Region Midt kan forebygge astmaindlæggelser lokalt eller i det mindste forudse, hvor mange patienter man forventer vil ankomme inden for de næste 24 timer og på hvilke skadestuer. Dette løses ikke ved at vælge én national elektronisk patientjournal.

Ovenstående betyder, at idéen om den altdominerende og nationale elektroniske patientjournal er død, mens platforme, der kan bidrage til en bedre udnyttelse af data på tværs af systemer og sektorer, vil være morgendagens vindere. Det er ligegyldigt, hvem der ejer data i sundhedsvæsnet, og hvor de ligger – vi skal diskutere, hvorledes de gøres tilgængelige på en sikker og forsvarlig facon – her ligger den reelle værdi for os alle.

Danmark står over for en ny digital æra, der har potentiale til at transformere sundhedsvæsenet i retning af bedre behandling, pleje og omsorg. Digitale løsninger vil i højere grad bidrage til at optimere samarbejdet omkring patienten via bedre udnyttelse af data. Nye teknologier såsom kunstig intelligens, internet of things og værktøjer til avanceret dataanalyse giver nye muligheder for innovation og fleksible tiltag til optimering af forretningsprocesser. Resultatet er en digital transformation af det sundhedsvæsen, vi kender i dag.

Fælles for alle sundhedsorganisationer i Danmark er dog den enorme mængde data, der er blevet indsamlet og opbevaret, men ofte kun udnyttet snævert igennem de systemer, hvor den er født. Udfordringen er at samle data mellem disse systemer og implementere nye kliniske forretningsmodeller som population health management (forebyggelse) og datadrevet beslutningsstøtte ovenpå. Flyt data ud af de gamle systemer, og udnyt dem på nye måder, kan man lidt simpelt forklare det.

Igennem de seneste tre år har beslutningstagere, meningsdannere og ikke mindst det kliniske personale ikke snakket om bedre brug af data, men derimod kæmpet en krig på ord om for og imod Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Ofte blandes tingene sammen i en overophedet debat, hvor funktionelle mangler, teknologiske udfordringer og måden, hvorpå Sundhedsplatformen er implementeret, sidestilles og udstilles som en altoverskyggende katastrofe. Samtidig fremhæves det jyske system som noget nær det optimale, hvor snakken oftest ender med argumentet a la: Danmark er for lille til at have flere elektroniske patientjournaler.

Danmarks statsminister har i forbindelse med den nye sundhedsreform været bannerfører for netop dette argument. Men han mangler at besvare, hvorledes ét nationalt patientjournalsystem kan sikre sundhedsreformens målsætninger. For hvis systemet er fra samme leverandør, men ikke den samme installation, ja så er vi vel lige vidt. Samtidig kan man stadig ikke realisere en bedre koordinering på tværs af sektorer, da de nye sundhedsfællesskaber ikke vil have et tilstrækkeligt digitalt værktøj. Danmark skal ikke nødvendigvis gå forrest i en centralisering af vores digitale systemlandskab, men derimod skal vi være verdensmestre i at udnytte data i nye sammenhænge. Data, der er skabt overalt i samfundet og kan have en relevans i leveringen af morgendagens sundhedsydelser som beskrevet i regeringens nye sundhedsreform. Datadrevet forebyggelse, behandling og rehabilitering understøttet af forskning kræver store mængder data for at lykkes – data, vi allerede har.

Lad mig give et eksempel. Lad os antage, at de nye 21 sundhedsfællesskaber har adgang til differentieret data fra hospitaler, kommuner, praksislæger og patienterne selv. Data samles og gøres tilgængeligt via en patientdataplatform, som dels kan bidrage til en bedre koordinering på tværs af sektorer af eksempelvis aftaler, behandlingsinitiativer og resultater – hvilket er præcis sundhedsfællesskabets formål beskrevet af regeringen. Men adgangen til store datasæt giver også andre muligheder. Ved at samle og præsentere data på nye måder vil sundhedsfællesskaberne kunne foretage risikobaseret analyse og stratificering af større patientgrupper. Dette giver værdi dels i en forskningsbaseret kontekst, men også som et led i forebyggelse og sundhedsfremmende initiativer.

Nye databaserede løsninger til kommuner, hospitaler og sundhedsfællesskaber kunne eksempelvis være:

Det vil ikke lykkes Danmark at realisere målene beskrevet i regeringens sundhedsreform eller for den skyld forventningerne fra patienterne, medmindre it-understøttelsen nytænkes. Om reformen indeholder regioner eller ej, er ligegyldigt, for det handler om målsætningerne om mere sundhed for pengene, det nære sundhedsvæsen, bedre koordinering og samarbejde mellem aktører. Nationale og snævre digitale systemer løser ikke denne knude, måske strammer de den egentlig bare yderligere. Vi skal tage fat på sagens kerne, nemlig en bedre udnyttelse af de dataguldæg, som vi har samlet gennem de seneste 30-40 år. Hvordan vi gør det, bør være en del af alle partiers valgoplæg.