Kulturens kraft må ikke undervurderes

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

”Svømmestjerner - under overfladen”, dokumentaren om de danske elitesvømmeres voldsomme træningsforhold, er ikke kun en historie om en sport og en træner og nogle elitesvømmere. Det er også en historie om, hvordan kultur opstår som et produkt af magt og særlige præmisser om konkurrencens værdi, og hvordan vi mennesker fanges ind af kulturens kompleksitet på en måde, hvor vi igennem vores adfærd og kulturelt konstruerede selvforståelse selv er med til at reproducere og fastholde den virkelighed, der omgiver os, også selv om den på alle måder kan være ødelæggende for os selv og for andre.

Dokumentaren er stærk og særligt mødet med de unge kvinder, som nærmest er invaliderede af deres oplevelser i Dansk Svømmeunion, vil nok gøre indtryk på de fleste. Men samtidig er den blot et klassisk eksempel på, hvor utrolig magtfuld kulturens kraft er over for individet. Det er vi desværre ikke specielt opmærksomme på her i verdens lykkeligste land.

I Danmark er vi nemlig udpræget kulturblinde. I en undersøgelse, hvor man har spurgt verdens landes befolkninger, hvor godt de synes om deres egen nationale kultur, er danskerne de allermindst kritiske. Vi har tendens til at opfatte vores egen kultur som et naturligt resultat af civilisationens udvikling. Vi tror, vi har nået et særligt stadie, fordi vi står øverst på civilisationens stige, og derfor tror vi heller ikke, det kan være anderledes.

Det er helt forkert. Det er på tide, at vi danskere gør op med det idealiserede billede af vores eget lille land og specielt med den konkurrencekultur, som langsomt men sikkert er ved at snige sig ind under huden på os alle.

Historien om svømmerne bør få alle, der hylder individualiseringen, konkurrencestaten og det liberale menneskesyn til at stoppe op og genoverveje, i hvor høj grad vi som moderne mennesker reelt er frie til at tage kloge og rationelle valg til gavn for fællesskabet og os selv. Og den bør få alle journalister til at overveje, hvilke kulturelle sandheder og virkeligheder, de er med til at reproducere, når de bearbejder samfundsrelevante problemstillinger.

I forlængelse af udsendelsen optrådte to af de involverede svømmestjerner, Jeanette Ottesen og Katrine Jørgensen, i et interview i ”Go’ aften Danmark”. Her spurgte den omsorgsfulde vært, hvorfor svømmerne ikke sagde fra og forlod den syge kultur, de oplevede på landsholdet, når nu de allerede dengang godt kunne mærke, at den var så dårlig for dem.

Spørgsmålet efterfølges af en tøven. Og det forstår man godt, for svømmerne troede nemlig, det var dem selv, den var gal med. Det var ikke systemet eller kulturen, det var dem som individer, og konsekvensen af ikke at tilpasse sig var udelukkelse. Enten passer du ind, eller også er du ude. Sådan virker kultur.

Derfor rummer lige netop dét spørgsmål i ”Go’ aften Danmark” i sig selv essensen af den individualiserede kultur, som siden 1960’erne i forlængelse af hele den humanistiske psykologi og pædagogik og de liberale og kapitalistiske ideologier har lagt sig som en kulturel virkelighedsdyne ned over hele det danske samfund, og som vi ser den ultimative konsekvens af i disse år: Vi betragter os selv som frie, selvstændigt tænkende og rationelle væsener, og vi tror i forlængelse heraf, at vores samfund og samfundsstrukturer alene fungerer som en liberal og demokratisk arena hvor inden for, vi kan planlægge og konstruere det gode liv for os selv.

Vi undervurderer den organisatoriske og sociale kraft, der findes i alle fællesskaber, og vi undervurderer, hvordan udefrakommende værdier og sandheder er med til at konstruere vores virkelighedsopfattelse og præge vores egen identitet og selvforståelse.

I en individualiseret kultur kan kun det enkelte menneske stilles til ansvar for sin egen ulykke. I en individualiseret kultur betragtes oprørere eller kritikere som dovne, dumme og brokkehoveder uden virkelighedssans. Når vi ikke lykkes, og hvis vi ikke trives, er der ingen andre end os selv, vi kan bebrejde. Vi tror ikke, det er systemet eller kulturen, den er gal med.

I udsendelsen møder vi også Sidse Kehler, som med sin historie, om hvordan et konstant fokus på hendes vægt udvikler sig til et så negativt selvbillede, udvikler en spiseforstyrrelse, som hun stadig bøvler med den dag i dag.

I forlængelse af et massivt udefrakommende pres bliver kritikken til en del af hendes eget selvbillede. Hun mister fysisk lysten til at spise, selv om hendes krop er så presset, at den helt fysisk kollapser under et svømmestævne og giver hende permanente og fysiske gener.

Sidse er så interpelleret af den virkelighed, der omgiver hende, at den bliver til hendes egen. Sådan virker kultur.

I udsendelsen beskrives, hvordan tonen og trænernes kommunikation og metoder i svømmeklubben udviklede sig og påvirkede de mange svømmere. Kultur udspringer netop af kommunikation og metoder. Det, vi siger, måden vi taler på, og det vi gør, former vores kultur. Og former mennesker.

Mit ærinde er ikke at puste til den shitstorm eller negative opmærksomhed, jeg formoder Dansk Svømmeunion oplever i forlængelse af den udsendelse, som er afsættet for min kronik.

Mit ærinde er at skabe en generel opmærksomhed på kulturens kraft. Konkurrencens præmis er nemlig ikke længere forbeholdt sportsudøvere og elitens univers. Den er godt på vej til at blive en kulturel præmis, der gennemsyrer hele vores samfund på tværs af offentlige og private organisationer, uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedet.

I disse år peger ungdomsforskningen f.eks. på, at flere og flere unge bliver syge og mister fodfæste i vores uddannelsessystem. Og stress er udråbt til at blive en folkesygdom i vores samfund. Tidligere var det forbeholdt en bestemt gruppe borgere at falde uden for vores system. I dag er det alle, på tværs af alder, køn, sociale skel og samfundsgrupper. Hos de unge er det op til 25 pct., som har svært ved at følge med ræset, og som tabes.

Jyllands-Posten bragte torsdag den 25. april en artikel med overskriften: `Stressekspert: Det er ikke de andres skyld, at du får stress`. Eksperten mener, at uanset, hvor urimelige omgivelserne er, så er det den enkeltes opgave at lære at håndtere stress ved at rydde op i eget liv.

Det er ikke en løsning at forlade det miljø, der giver stress, men derimod at ændre på sig selv. Med dette budskab understreges den individualisering, som er altoverskyggende og ødelæggende for rigtig mange mennesker.

Det påpeges og understreges heldigvis også i artiklen, af en anden ekspert, at det organisatoriske (læs: kulturelle) perspektiv har stor betydning.

Heldigvis. For der er brug for, at vi vender blikket bort fra individet og anerkender, at vi ikke kun er frie og rationelle, men i høj grad også sociale væsener, som til enhver tid vil forsøge at tilpasse os den gruppe og den kultur, der omgiver os.

Derfor skal vi være kritiske over for vores kultur og den måde, den udvikler sig på. Vi skal som forældre, borgere og ansatte i vores uddannelsesinstitutioner og på vores arbejdspladser være vores værdier bevidst og have øje på, hvordan vi gennem vores kommunikation, og måder at være sammen på, selv er med til at reproducere negative kulturelle strømninger.

Uden bevidsthed om værdier, samfunds- og kulturkritik ender vi som ubevidste ofre for magtfulde strukturer, som ikke nødvendigvis kommer hverken det brede fællesskab eller os selv til gode. Vi skal holde bedre øje med vores kulturs sygdomstegn.