Kom nu, vi skal i gang med de strukturelle tiltag på klimaområdet
Sjældent har danskerne, om de er røde, blå eller grønne, været så motiveret for at tage klimaudfordringen alvorlig. Det er en kæmpe styrke, for de næste – strukturelle – skridt i omstillingen bliver ikke lette for politikerne.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Billeder af fortvivlede mennesker, der desperat venter på hjælp efter orkanen IDAI.
Billeder af tørkesprængte jorde, hvor intet kan gro.
Billeder af skolestrejkende børn og unge, der kræver handling NU, mens kurverne viser, at temperaturen stiger, og varmerekorder bliver slået igen og igen.
I april 2019 passer virkeligheden omkring os desværre kun alt for godt med det, forskerne dengang for 10 år siden, før klimatopmødet i København, advarede os om: Fra 2020 ville klimaforandringerne virkelig kunne mærkes.
Heldigvis gjorde advarslerne – og virkeligheden – efterhånden indtryk. I 2015 enedes verdens lande endelig om en klimaaftale og i øvrigt også om de 17 verdensmål, der er en opskrift på en smartere måde at skabe vækst på: Det er ikke enten fattigdomsbekæmpelse eller uddannelse eller energi, vand, klima ... Nej, med udsigt til at vi bliver 10 milliarder mennesker med allehånde behov, er den smarte måde at skabe udvikling på i det 21. århundrede at tænke de forskellige udfordringer sammen. Vi må have en mere integreret vækst, der skal tænkes og handles på tværs af siloer, og alle har et medansvar fra politikere på alle niveauer til erhvervsliv og civilsamfund til forskere og hver enkelt borger og forbruger.
Hvis vi ikke “har tid til” at tænke klima ind i de allermest langtrækkende og megadyre beslutninger, hvornår så?
I det 21. århundrede er vi gensidigt afhængige af hinanden, hvorfor alle må yde deres bidrag. Alle har nu skrevet under på, at de vil forfølge en mere bæredygtig vækst, og mere end 100 nationer inkl. alle de store økonomier har vedtaget helt konkrete klimaplaner. (Og ja, jeg har opdaget, at Trump vil melde USA ud af klimaaftalen, men er det ikke interessant, at til dato har ikke ét land fulgt USA?!)
Så verden er begyndt at rykke. Men nu kommer vi til det svære: Hvordan omsættes de fine ord og mål til konkret handling?
Af gode grunde har energi og vores afhængighed af kul, olie og gas hidtil været i fokus, og en af det sidste tiårs bedste globale nyheder er, at vedvarende energi er blevet konkurrencedygtig. Ikke mindst sol- og vindkraft er styrtdykket i pris i takt med, at efterspørgslen er vokset. Alligevel bygges der stadig nye kulkraftværker – f.eks. i stor stil langs hele Kinas nye silkevej, Belt & Road. Da et kulkraftværk typisk er i drift i 50 år eller mere, er det dårlig nyt for klimakampen. Derfor er det afgørende, at stadig flere banker, pensionskasser og andre investorer er begyndt at trække sig ud af kul. De placerer simpelthen deres penge andre steder. Dels fordi det kan betale sig, dels fordi de ellers er bange for omdømmet. Flere grønne investeringer er altafgørende. Money makes the world go around.
Danmark har været med til at skabe én af de nye, nu globale teknologier. Vi har været pionerer på vindkraft. Ligesom vi har været førende på energieffektivisering. Den billigste – og grønneste – energi er jo stadig den, vi ikke bruger. Vi har opbygget globale styrkepositioner på f.eks. termostater, pumper, isolering, fjernvarme, energieffektivisering ... Clean tech-områder, hvor der i dag er skabt omkring 70.000 danske produktionsarbejdspladser – halvdelen i øvrigt i Midt- og Sønderjylland – som står for en pæn andel af vores eksport. Det har kunnet betål’ sig ...
Grønne styrkepositioner er guld værd, når nu resten af verden har indset nødvendigheden af renere energi og mere effektiv brug af energi og ressourcer.
Men der skal altså endnu mere til, hvis målet om CO2-neutralitet i 2050 skal nås. Især kommer man ikke uden om fundamentale ændringer i både transport- og landbrugssektoren.
Og her bliver det svært. Politisk svært. Tag bare “foregangslandet” Danmark som eksempel. Selv om begge statsministerkandidater sidste forår sprang ud som grønne og præsenterede store visioner for transportsektoren, ja så har et politisk flertal netop indgået en transportaftale med investeringer for 112 mia. kr., hvor klimaeffekten end ikke var beregnet. Det havde man ikke haft tid til at regne på, lød svaret fra Ole Birk Olesens transportministerium.
Jamen, er det hele bare noget, vi leger? Hvis vi ikke “har tid til” at tænke klima ind i de allermest langtrækkende og megadyre beslutninger, hvornår så? Og hvordan kan man både sætte ambitiøse mål for antallet af elbiler – og samtidig give skatterabat til firmabiler, uanset hvor forurenende de er? Hvorfor bruger det offentlige ikke sin indkøbsmagt til at hjælpe elektriske og andre mindre forurenende biler ind på markedet? Og hvor længe skal det være næsten ligeså dyrt at tage toget fra Aalborg til København som at tage flyet? Kom nu, vi skal altså i gang med nogle af de strukturelle tiltag. Det kræver masser af private investeringer og valg – men det kræver også politik.
Også på landbrugsområdet har Christiansborg til dato været håndsky, men nu hvor Danmarks største landbrugsvirksomheder Arla og Danish Crown begge har meddelt, at de vil være CO2-neutrale i 2050, må det være tid, at Christiansborg tør tage fat på sin del af opgaven: gøre det muligt at omlægge og udtage jorde, etablere vådområder, målrette landbrugsstøtten til klimavenlige tiltag og først og sidst prioritere forskning, forskning, forskning ...
En bred klimaaftale efter valget vil give Danmark et godt afsæt til også at være i front i den næste fase af klimakampen.
Hvordan Folketinget end sammensættes efter valget, må ambitionen være at udbrede traditionen for brede energiforlig til også at gælde klimaområdet. Så man kan regne med den retning, der sættes. Så investorer tør investere, så virksomheder kan planlægge. En god start vil være at få en række nøgleelementer ind i et nyt regeringsgrundlag:
- En klimalov med femårige delmål og carbon-budgetter. UK har haft strålende erfaringer med netop det, og sådan en ramme er faktisk vigtigere end konkurrencen om, hvilket parti der kan kræve det højeste reduktionsmål for 2030.
- Finansministeriets regnemaskiner bør konsekvent sætte pris på eksternaliteter. Altså så der regnes med den reelle pris på en given aktivitet. Mange borgere vil gerne gøre det klimamæssigt rigtige – men de vil ikke behandles som økonomiske idioter, hvis de gør det, og ikke mindst for industriens lyst til at investere i grønne teknologier er et reelt prissignal afgørende.
- 2050-perspektivet bør tænkes ind i alle vidtrækkende beslutninger. Klimaindsatsen stopper altså ikke i 2030. Når vi for alvor forstår, at vi skal være CO2-neutrale ved århundredets midte, vil det informere mange af de mere kortsigtede valg, der skal tages.
- Offentlige indkøb: Brug dog den offentlige sektors (enorme) indkøbsmagt til at skabe mere innovation og til at trække grønne produkter hurtigere ud på markedet, og kig i øvrigt på et givent projekts eller produkts samlede anskaffelses- og driftsudgifter i hele projektets levetid. Altså livscyklus i stedet for kun anskaffelsesprisen her og nu.
- Indregn i alle relevante lovforslag, hvordan de påvirker vores CO2-mål og de verdensmål, som alle partier siger, de tager alvorligt.
- Og få så skruet gevaldigt op for forskningsindsatsen. På det grønne område er den offentlige forskningsindsats halveret siden 2010. Det har vi bare ikke råd til. Hvis vi stadig vil være grønne frontløbere med de job- og eksportmuligheder, det giver, så kræver det styrket forskning og udvikling og mod til at satse på noget, skabe og udvikle styrkepositioner, frem for at smøre smørret stadig tyndere ud over alting.
Sjældent har danskerne, om de er røde, blå eller grønne, været så motiverede for at tage klimaudfordringen alvorlig. Det er en kæmpe styrke, for de næste – strukturelle – skridt i omstillingen bliver ikke lette for politikerne. De vil kræve mod og lederskab og evne til at handle langsigtet. Men vi kan se, at borgernes vaner og værdier er under forandring. Se på spisevaner. Se på genbrugsdillen. Se på en ung generation, der ikke behøver eje deres bolig, bil, tøj ... Det er fint nok at have adgang til et gode. Til gengæld fornemmer jeg også en vis utålmodighed derude. Nogle begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om vores eksisterende samfundsmodel kan og vil levere den forandring, der er brug for, så hurtigt som der er brug for det. Men polarisering og radikalisering er det sidste, der er brug for nu, hvor der endelig er ved at komme gang i nogle af de store drej. Til gengæld har det politiske, det industrielle og det økonomiske establishment et ansvar for at vise, at jo, vores nuværende samfundsmodel både kan og vil håndtere den måske sværeste udfordring, menneskeheden hidtil har stået over for. En bred klimaaftale efter valget vil give Danmark et godt afsæt til også at være i front i den næste fase af klimakampen.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.